Det er måske heldigt, at Poul Schlüter på sine ældre dage kun læser Berlingske, så han ikke er vågnet op til Politiken/TV2's dommedagsmåling på 3,3 procent til Det Konservative Folkeparti. Sidste årsskiftes formandsskifte har ikke ført noget godt med sig for de konservative, og det er nu selv i erhvervskredse lidt kikset at stemme konservativt.

Lars Barfoed har i sin formandstid forsømt at svare på det åbenlyse spørgsmål: Hvor skal vi hen, du?

Partiet forvekslede dengang på en eller anden måde årsag og virkning. Fordi Lene Espersens feriesag faldt sammen med den begyndende konservative nedtur, troede man, at alt kunne løses ved at bytte Espersen ud. Men det konservative problem er langt mere grundlæggende: Partiet har fået sat sig mellem to stole og er i en indre identitetskrise: De kan ikke finde ud af, om de er Gud, Konge og Fædreland-konservative med social samvittighed, pragmatiske midtsøgende borgerlige eller skatten-skal-ned libertarianere, men forsøger at være hele tre ting på en gang.

Konsekvensen er, at hhv. Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance har stjålet rollerne fra dem. Som DF's Morten Messerschmidt under valgkampen formulerede det: »Det Konservative Folkeparti er under afvikling og ved at imaterialisere sig selv og dele sig i to blokke. - En del vil fusionere med det Radikale Venstre, og en anden del er de rigtige konservative, der tror på gud, konge og fædreland. Den sidste del er kommet over til Dansk Folkeparti, og det er en helt naturlig udvikling, og jeg tror det vil komme til at ske stadigt hurtigere i den kommende valgperiode«.

Det er dette skisma, der er partiets fundamentale problem.

På sin vis er det besynderligt, for konservatisme som sådan og konservative institutioner står stærkere end nogen sinde. Kongehuset er populært som aldrig før, militæret er i aktion over hele kloden og marcherer parader og uddeler nye tapperhedsmedaljer, og folkekirken... Nåh ja, two out of three ain't bad, som de siger derovre. Ungdomsorganisationen KU har parallelt med moderpartiets problemer haft en medlemsfremgang på ca. 25 pct. sidste år.   

Der er akut behov for at genfinde partiets identitet, og en række yngre konservative med tidl. MF Rasmus Jarlov i spidsen gør for tiden et behjertet forsøg med initiativet Konservativ Konsensus. Efter en weekend i herskabelige omgivelser på Hindsgavl Slot og med indlæg fra nær og fjern, nåede de unge konservative kræfter frem til nogle bærende principper.

Problemet er, at principperne har samme lidt ruskomsnuskede karakter som den 'rigtige' konservative retorik, og dermed lider af samme identitetsforvirring - i hvert fald når det anskues af almindelige vælgere udefra. Men det er under alle omstændigheder vigtigt, at få diskussionen om fundamentet igang i partiet, og Jarlov er oplagt en af de bedste i partiet til at rejse debatten.

Det, der mangler, er et helt grundlæggende svar på spørgsmålet: Hvorfor skal jeg stemme på Det Konservative Folkeparti? Altså i stedet for DF, RV, LA eller Venstre. Der var før valget lagt op til, at Konservative ville træde ind i rollen som det midtsøgende pragmatiske centrum-højreparti ved at tilbyde sig som forligspartner for den røde regering. Det projekt Schlüter i sin tid kaldte 'borgerlige stemmer, der arbejder'.

Det satte vælgerne imidlertid en stopper for ved ikke at give flertal mellem regeringspartierne og K, til Venstres slet skjulte begejstring.

Venstre har opgivet tanken om en slags arbejdsdeling mellem de to partier og satser i realiteten på at opsluge partiet. Den mangeårige regeringsmakker græder tørre tårer over de konservative problemer og har reelt opgivet dem som fremtidig samarbejdspartner. Det blev af mange set som en lussing fra Løkke, at han på landsmødet ikke takkede de konservative for samarbejde og aktivt forsøgte at sætte sig på deres mærkesag om reelle skattesænkninger.

Schlüters store konservative folkeparti, der ved valget i 1984 satte rekord med 42 mandater, ligger nu i politisk respirator. Tilstanden forværres måned for måned, og med mindre partiet snart finder en placering i det politiske billede, kan det ende helt galt.

Som et ekstra stik til inkarnerede konservative, kan det endda blive Venstres formand, der slukker for strømmen.