De regnbuefarvede faner smældede i ugen, hvor kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen lod kundgøre, at regeringen i fremtiden vil lade homoseksuelle par kunne blive viet i folkekirken og kalde sig ægtefæller.

Kirkepolitisk talsperson - bemærk den kønsneutrale titel - George Hinge fra LGBT Danmark jublede over, at Manu Sareen havde forladt idéen om konstruere et nyt 'livsfælle'-begreb for homoseksuelle i hymens lænker :

"Når der bliver brugt det samme ord, som der bliver brugt i det daglige sprog, sender det et klart signal til par af samme køn, at de er en naturlig del af folkekirken".

Tøv en kende, hr. talsperson. For muligvis kan homoseksuelle nu blive ægtefæller, men Biskop Karsten Nissen fra Viborg Stift noterer sig med tilfredshed i Kristeligt Dagblad, at der fortsat er forskel på ægtefolk og -fæller. "der skal tales om ægtefæller om et homoseksuelt par, og ægtehustru og ægtemand, når det drejer sig om et heteroseksuelt par".

Komikken i dette forsøg på at opretholde den lille forskel var ikke spildt på Informations David Rehling:

"Aha! Ligestilling bliver der altså alligevel ikke. I dag er det de viede heteroseksuelle, der erklæres for »rette ægtefolk«. Det skal de åbenbart flytte ud af — og over i »rette ægtehustru« og »rette ægtemand«. Hvorpå de homoseksuelle kan flytte ind det lediggjorte »rette ægtefolk'".

Hvorfor tager Folketinget dog ikke bare skridtet fuldt ud lader folk gifte sig på samme måde uanset køn, undrede han sig.

Men for Biskop Nissen og flere andre i den øverste gejstlighed er det netop denne "kønsneutrale ægteskabsforståelse", det hele drejer sig om at undgå, for at forhindre folkekirkens højrefløj i at udvandre fra de i forvejen tyndt besatte kirkebænke. Mon dog ikke kun de færreste vil nedlægge deres folkekirkelige funktionærstillinger af principiel modstand mod homoseksuelle vielser? Martyrier overlader vore dages gejstlige helst til Skt. Stefan.

Men udover de organisationssociologiske overvejelser i folkekirken, er der naturligvis også vægtige teologiske spørgsmål på spil. Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager kritiserede på lederplads beslutningen som 'mere ideologi end teologi': "I den herskende relativisme giver folk afkald på sandheden. Det efterlader alene tolerancen som bærende norm. Det er det skifte, der også er baggrund for befolkningens holdningsændring til kirkens syn på homoseksuelle, som det afspejles i det nye politiske flertal".

Nu er det vel i sig selv diskutabelt, om Kristeligt Dagblads lederskribenter har adgang til at kalkere sandhedens stentavler i højere grad end andre. Men mindre åbenlyst synes det i virkeligheden, at tolerancen er blevet en bærende norm. Måtte Bjerager få mere ret, end han ønsker. Halleluja.

Sagen har imidlertid også rejst en principiel diskussion om forholdet mellem kirke og stat, der har sat brand i Kristeligt Dagblads opinionssider. Ét er, at mange i folkekirken er betænkelige ved selve princippet om homoseksuelle kirkebryllupper. Men rigtigt harme er man først og fremmest over at blive tromlet af kirkeministeren, der har trukket det nye ritual ned over bispehuen på kirken.

Her i Politiken omtalte kirkeministeren oven i købet sig selv som folkekirkens 'chef'. De to forgængere Per Stig Møller og Bertel Haarder beskrev derimod funktionen som det noget mere ydmyge 'pedel'; altså ham, der skulle trisse rundt og feje lidt i krogene, mens andre varetog den egentlige drift, og sidstnævnte sendte denne salut til Sareen:

"Det er et dårligt udtryk, at kirkeministeren kalder sig selv for chef for kirken. Han er chef for den civile administration, men bestemt ikke for kirken"

Børge Haahr Andersen, der er rektor på Dansk Bibel-Institut, mente at Sareen med beslutningen har opkastet sig selv til ærkebiskop for folkekirken. Men det var jo hvad man kunne vente fra sådan en kulturradikal kanalje. Så rektoren vender først og fremmest brodden mod bispeflertallet, der har ladet sig køre over uden at trække den teologiske nedbremse:

Det gør ondt at skulle sætte det på tryk, men jeg kan ikke se andet, end at de har svigtet i forhold til det, der er det mest fundamentale i deres kald: at fastholde sig selv og menighederne i troskab mod kirkens grundlag:

Dermed har sagen om de homoseksuelle ægteskaber lagt i kakkelovnen til konstitutionel krig i folkekirken i de kommende måneder. Indtil videre er vi alle i samme båd som det hed i Helge Kjærulff-Schmidts gamle revysang, eller i det mindste i samme kirke Her er ægtefolk og -fæller; her er chefer og pedeller. Spørgsmålet er, hvor længe der kan holdes sammen på foretagendet, der mere og mere ligner et grundlovsfæstet tvangsægteskab mellem hippie-præster og Indre Mission.

... Heldigvis er folkekirken opbygget af sogne med stor lokal selvstændighed. Intet nyt ritual og ingen ny salmebog kan indføres, hvis ikke det lokale menighedsråd sammen med præsten godkender det.

Lokale folkekirker har stadig mulighed for at forvalte kirkens klassiske ægteskabsforståelse og dermed være det værn om ægteskab og familieliv, som den kristne kirke historisk har været i 2000 år, og som den fortsat er det i de store og voksende kristne kirkesamfund i resten af verden.