Det må siges at være enestående dårlig timing, at regeringen vælger at hæve taksterne på den kollektive trafik i København og vederlaget for bestyrelsesmedlemmer i DSB på samme dag.

Det er blot nogle få måneder siden, at Villy Søvndal (SF) hang på alle københavnske bybusser og lovede 40 pct. billigere busbilletter på sit glatte og bronzeretoucherede ansigt. Helle Thorning-Schmidt forsvarede på dagens pressemøde prioriteringen med regeringens forsigtighedsprincip: Vi kan ikke bruge pengene, før vi har dem i kassen.

Fair nok, selv om i hvert fald SF sagde det stik modsatte under valgkampen. Til Berlingske sagde nuværende eksportminister Pia Olsen Dyhr (F), at det blev inden jul:  

Det kan godt være, det tager tre måneder, men vi vil så hurtigt som muligt sætte prisen ned på den kollektive trafik. Du må ringe til mig om fire måneder og skælde mig ud, hvis billetterne ikke er blevet billigere, forsikrer Pia Olsen Dyhr

Socialdemokraterne var mere forsigtige med deres valgløfte, der specifikt koblede takstsænkningen til betalingsringen. De kan med en vis rimelighed sige, at der »ikke er noget at komme efter«. Men det er lidt barokt: Først får S-SF et gok af bilejerne for betalingsringen - nu får de så et gok for at vakle i løfterne over for pendlerne. Kom nu i gang med den betalingsring! Nu har man betalt prisen politisk, nu kan S-R-SF ligeså godt også høste gevinsten. 

I stedet får regeringen nu en tur mere i løftebrudsmøllen.

Men den pludselige og uforklarlige vederlagsstigning på 50 pct. til DSB-bestyrelsen er bare et rent og uforklarligt selvmål. Thorning-Schmidt forklarede det i dag på pressemøde oven i købet med, at der blot var tale om ekstra løn for ekstra arbejde: »Et godt socialdemokratisk princip«, sagde hun ligefrem.

Hvis jeg forstår sagen rigtigt, har der på grund af krisen i selskabet og den skrantende økonomi været en række ekstra møder i selskabet. Altså belønnes bestyrelsen for at lede en virksomhed, der er så kaotisk, at der skal holdes krisemøder konstant.

Var det egentlig ikke et bedre socialdemokratisk princip, at belønne de, der passer deres arbejde på en måde, der ikke fører til stribevis af krisemøder?

Eller ville det have for dramatiske konsekvenser for aflønningen i regeringstoppen, der også må kunne se frem til klækkelige lønstigninger, hvis de efter et "godt socialdemokratisk princip" udløses af krisemøder?