Der var fra flere sider - herunder undertegnede - store forventninger til Helle Thorning-Schmidt som international politiker. Hendes erfaring, netværk og sprogkundskaber positionerede hende perfekt til rollen på den internationale scene.

Samtidigt har Thorning-Schmidt en ret unik position. Efter Grækenlands Papandreou og Spaniens Zapateros exit er hun sammen med Østrigs kansler Werner Faymann den sidste tilbageværende socialdemokratiske leder i EU-kredsen. Den danske statsminister havde derfor alle muligheder for at sætte en international dagsorden i opposition til den dominerende borgerlige retning i Europa. Thorning kunne blive en stemme for de millioner af mennesker, der ikke er tilfredse med den politik, der føres i Frankfurt og Bruxelles, hvor besparelser og inflationsbekæmpelse står over vækst og jobskabelse. Det gælder ikke mindst i lyset af det forestående danske formandsskab.

Desværre må det foreløbig konstateres, at Helle Thorning-Schmidt ikke har evnet eller villet løfte den opgave.

For det første har Thorning indtil videre ikke brugt sit internationale netværk til at bygge sig selv op som politisk profil. Mens f.eks. hendes svenske kollega skriver fælles indlæg med internationale socialdemokrater som bl.a. britiske Ed Miliband og tyske Sigmar Gabriel om den politisk-økonomiske udvikling i kølvandet af krisen, så har Helle Thorning-Schmidt indtil videre ikke vist skyggen af interesse for denne debat.

For det andet faldt regeringen helt uforståeligt igennem i diskussionen om skat på finansielle transaktioner, hvor Thorning-Schmidt helt uforståeligt har isoleret sig med britiske David Cameron til højre for Merkozy. Det fik hun også et 'rystet' DSU på nakken for. 

For det tredje har Helle Thorning-Schmidt foreløbig placeret sig i en fuldkommen anonym rolle i debatten om den europæiske økonomiske kurs og europagten. Hun har tilsyneladende foretrukket en tilbagetrukken rolle ved at insistere på, at det er eurolandenes aftale alene, selvom det også helt fundamentalt påvirker Danmark. Netop derfor burde hun blande sig meget mere markant i debatten, der er voldsomt principiel set fra et socialdemokratisk synspunkt, istedet for at skyde ansvaret fra sig.

Hendes to forgængere i den socialdemokratiske formandsstol Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, der i fællesskab stod bag det økonomiske opsving i Danmark i halvfemserne, har derimod begge markeret sig stærkt med en socialdemokratisk-keynesiansk kritik af pagten. 

Statsministeren afviste Nyrups kritik med den særlige mimik hun altid bruger til at afvise en kritik som helt hen ivejret - et stift smil, hurtige ryst på hovedet og plirren med øjnene og så denne gamle traver som kommentar:

»Jeg kan ikke forstå, at det skulle være særligt borgerligt at føre en ansvarlig økonomisk politik. Det viser vi jo også i Danmark nu. Vi har lavet et regeringsgrundlag, hvor vi har meget skrappe krav til vores økonomiske politik«.

Og endnu værre bliver det, da hun leverer en slags økonomisk analyse:

»Der er meget begrænset mulighed for at føre ekspansiv politik i EU, som det står til nu«. 

Nej, tværtimod. Som både Lykketoft, Nyrup, Paul Krugman, Kevin O'Rourke, Gavyn Davies og talrige andre keynesiansk inspirerede økonomer og politikere har slået fast, er der både brug for og plads til ekspansiv politik i Nordeuropa for at udligne de nødvendige besparelser i Syd. Det, Europa mangler, er en vækststrategi - ikke en sparestrategi. Den har vi allerede - nu tvinges den igennem overalt.

Og der er i øvrigt ikke blot muligheder for de enkelte lande - der er også muligheder for selve EU, der netop under Danmarks formandsskab skal lægge rammerne for de næste års budgetter. Når nu Helle Thorning-Schmidt kan se idéen i at fremrykke offentlige investeringer i Danmark, var der måske også en idé i at tale for at sætte turbo på EU's midler i en periode, så der kan skabes byggeri af infrastruktur m.v. i de kriseramte lande.

Netop dette vækstspor kunne Thorning have været den fremmeste eksponent for og på den måde også genfinde det fokus på vækst og beskæftigelse i den danske debat, som hendes regering har mistet i strømmen af småsager og daglig drift.

Den forhåbentlig kommende franske præsident, Francois Hollande, var anderledes skarp i sin tale til de tyske socialdemokrater og har allerede annonceret, at han vil lægge pres på en genforhandling af de centrale dele af aftalen og kræve et vækstspor lagt oven i den stramme budgetdisciplin.

Man må håbe, at han tager sin danske kollega i hånden, så de i fællesskab kan finde det vækstspor, som Helle Thorning-Schmidt indtil videre ikke har formået at famle sig frem til under det danske formandsskab.

Der er kun én dansk socialdemokratisk politiker, der tages alvorligt i den europæiske debat og jævnligt optræder i de store franske, tyske og engelske aviser. Det er ikke Helle Thorning-Schmidt. Det er Poul Nyrup Rasmussen. Hvor man dog savner hans internationale udsyn i den nuværende regering, der foreløbig udelukkende er centrum-venstre af navn i den europæiske debat.