Måske er det lige lovligt let at affeje DF's wunderkind Morten Messerschmidts indlæg i JP som det rene Glistrup. Men det er altså svært ikke at høre den gamle skatteoprørers bornholmske bandbuller for sit indre øre, når man læser en svada som denne:

Så hørte vi det igen. Halvdelen af befolkningen lever på overførselsindkomst! Et tal, der må begejstre den ynkende venstrefløj, men må bekymre enhver anden. Det er en falliterklæring, men desværre udtryk for samfundets tilstand. Moralsk fordærvet og økonomisk dybt udfordret. Hvad har dog skabt et samfund, hvor ikke bare halvdelen af landets indbyggere ser sig berettiget til at leve af den anden halvdel, men hvor også den arbejdende halvdel blindt finder sig i at være skaffedyr for et samfund i moralsk forfald?

[...] Fri mig for jeres lighedsvelfærd! Fri mig for den omklamrende velfærd, der tvinger folk til at dø af kræft i Odense; der gør vore børn dummere i folkeskolen og nu også skal tvinge landets bilister, som i forvejen betaler tre gange for deres biler, til at finansiere busser, tog, metro, de ikke bruger. Fri mig for denne omklamrende velfærd; denne syge lighedsideologi.

Som politisk kommunikatør minder Messerschmidt om Glistrup og ikke mindst læremester Mogens Camre, ja næsten som deres karikatur, hvor han slynger om sig med retorisk overstyrede tillægsord og udpenslede billeder, ikke ulig den Erling Brockendorff, der jævnligt bidrager til ATS's spalter.

Det mest interessante er imidlertid, at Messerschmidt på visse stræk i lighed med Camre er på hastig march tilbage mod Fremskridstpartiets politiske kurs, ihvert fald den del, der kritiserede velfærdsstaten som et frådende monster, hvis pampere, papirnussere og skrankepaver gjorde alt for at genere folk. Men mens Glistrup altid gik benhårdt efter systemet og går Messerschmidt mindst ligeså meget efter de mennesker, der er på overførselsindkomst. De omtales bl.a. som 'gøgeunger', som blot råber på mere og mere, uanset hvor meget de arbejdende fodrer dem. 

Der er vel intet i Messerschmidts overordnede budskab, der ikke kunne være forfattet af Anders Samuelsen, om end tonen måske havde været lidt mere afdæmpet?

Det interessante er selvfølgelig, at Dansk Folkeparti indtil for nylig satte en ære i at være dem, der sørgede for at 'de svageste' fik mere. At gøgeungerne, for nu at bruge Messerschmidts terminologi, fik det lidt lunere i reden.  Tag f.eks. Pia Kjærsgaards tale til partiets årsmøde i 2008, hvor bl.a. flere penge til førtidspensionister blev sat i centrum: 

 alle de år, vi har haft indflydelse, har vi år efter år sørget for, at de medborgere, der har mindst, og som ikke kan klare sig selv, får lidt mere. Det gælder også førtidspensionister og folkepensionister. Om få måneder stiger ældrechecken til et historisk højt beløb af 10.300 kr. Selv Ældre Sagen er begejstret. Uden Dansk Folkeparti var der ingen ældrecheck. Vi har indført gratis influenzavaccinationer, plejebolig-garanti, flere hospice-pladser, tilskud til genoptræning og meget mere. Ting, der aldrig var blevet til noget uden Dansk Folkeparti. Ting, der ikke blev til noget-som-helst dengang, Socialdemokratiet bestemte! Og vi har mere i posen til ældre og udsatte og syge. Og alle ved i dag, at man kan regne med Dansk Folkeparti, også i dé sager. 

Og i talen fra 2010 tog Kjærsgaard ligefrem afstand fra velfærdsreformer og tog æren for, at der ikke var blevet lavet reformer af bl.a. efterløn. Det ændrede sig som bekendt få måneder senere, hvor DF var med til at barbere efterlønnen.

DF er ved at gennemføre et hamskifte, der indvarsler tiden efter Pia Kjærsgaard engang lægger handskerne på hylden. 

Dansk Folkeparti markedsførte sig i sin vorden ofte som de 'ægte' socialdemokrater, H.C. Hansens arvtagere og så videre, og Pia Kjærsgaards korte karriere som hjemmehjælper blev hendes akkreditiv hos samfundets nederste.

Nu er partiets topfolk i stigende grad begyndt at markedsføre sig selv som de nye konservative - også på det økonomiske område, hvor 10 års samarbejde med resten af blå blok har smittet af. Man har svært ved at forestille sig Messerschmidt og Thulesen Dahl som førtidspensionisternes frontkæmpere, ikke?

Paradokset er naturligvis, at en lang række af de mennesker, Messerschmidt kalder gøgeunger, stemmer på ham. Rigtigt mange førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre overførselsindkomstmodtagere er loyale DF-vælgere, der betragter Pia Kjærsgaard som den eneste ærlige politiker.  

Spørgsmålet er om en ny generation af DF-ledere, kan fastholde opbakningen blandt sine kernevælgere i nye konservative gevanter, der sætter moralsk spørgsmålstegn ved overførselsindkomster og velfærd, som mange af partiets vælgere er dybt afhængige af?