I Nyrup-regeringens solfaldsdage, der faldt sammen med Internettets ekspansion ind i alle danskeres hverdag,  turnerede den daværende transportminister Jakob Buksti med en slags munterhed: Ved I hvad WWW står for? Svaret lød på drævende jysk: »Det står for Wa Wil Wenstre?«.

Spørgsmålet er nu stort set lige så centralt for Regeringen Thorning-Schmidt, som det var for Regeringen Nyrup Rasmussen IV. For mens Socialdemokraterne i opposition konstant måtte se til fra sidelinjen, mens VKO-flertallet kørte de vigtigste ting igennem, har Venstre konkrete muligheder for at påvirke politikken i de kommende år. Men vil de? De kommende uger vil give de første fingerpeg.

Der er to måder, at forstå WWW-spørgsmålet på: Hvad er Venstres alternativ til regeringens politik? Og hvad er deres strategi over for regeringen?

Ser vi først på Venstres alternativ til regeringen, er det mildest talt uklart. Det blev aldrig klart under valgkampen, hvad VK-partierne egentlig ville med en ekstra valgperiode, og essensen af Venstres kampagne var en ren skræmmekampagne mod alternativet. Som Berlingeren i går konstaterede har regeringens første 100 dage været præget af oppositionslederens totale fravær fra debatten. Meningsmålingerne går støt fremad, mens Løkke plasker rundt på Mallorca.

Hans nytårsindlæg i Berlingske var helt uden konkrete politiske forslag til at komme ud af krisen, men indeholdt i stedet 5 'sigtelinjer' med forblommede formuleringer om at "gentænke den offentlige sektor" og et "konkurrenceklart" Danmark, hvad det så end betyder.

Lige nu er Venstre mere optaget af at hamre løs på regeringen ud fra to tilbagevendende sætninger: Det bliver dyrere at være dansker, og regeringen begår det ene løftebrud efter det andet. Lige nu skal vi kigge langt efter både Løkke og et politisk projekt fra Venstre.

Men det mest presserende spørgsmål er måske, hvilken strategi Venstre vil lægge over for regeringens udspil. Realiteten er, at Enhedslisten ikke vil lægge stemmer til en række af de reformer, regeringen arbejder med. Det gælder bl.a. skattereformen og det kompleks af velfærdsreformer, der er landet på Mette Frederiksens bord.

Men den første strømpil på Venstres forhandlingsstrategi finder sted netop nu. Forhandlingerne er sat på standby i en nervekrig, der har ødelagt Martin Lidegaards forhåbninger om en aftale inden nytår. Regeringen har hidtil lagt op til afgiftforøgelser på 5,6 mia. kr., mens oppositionen kun har villet acceptere lidt over 3 mia. inklusive regeringens NOx-afgift.

I forsøget på at nå det brede forlig, som statsministeren fastholdt på pressemødet i går, vil regeringen nu spille ud med et 'markant' billigere forslag og lader samtidigt forstå, at det er sidste chance - alternativet er et rent forlig med Enhedslisten, hvor Venstres venner i erhvervslivet kan risikere at skulle bløde endnu mere end de 5,6 mia. fra det oprindelige udspil.

Nu er Venstre så i strategisk tænkeboks. Hvis de indgår forlig får de en politisk indrømmelse, men må samtidigt tage et medansvar for afgiftstigninger på erhvervslivet. Hvis de afviser forliget, vil det formentlig udløse protester hos DI og andre, ligesom det alt andet lige vil gøre investeringsklimaet usikkert. På den anden side vil det udstille regeringen som handlingslammet og i lommen på venstrefløjen, og budskabet om kampen mod afgifterne vil stå knivskarpt.

På Christiansborg følges forhandlingerne tæt også blandt folk, der er komplet ligeglade med energipolitik. For hvis Venstre ikke vil være med i energien, vil det blive set som en klar indikation på, at partiet reelt vil føre visnepolitik valgperioden ud.

Jakob Buksti videreudviklede senere sin vittighed til, at han også havde fundet svaret på spørgsmålet Wa Wil Wenstre. Det var også WWW, nemlig 'Wenstre Wil Wente. På at de selv får regeringsmagten, forstås.

I løbet af kort tid bliver vi klogere på, om det fortsat er svaret her ti år efter.