Det har længe været en af Anders Samuelsens erklærede målsætninger, at den offentlige beskæftigelse skal 'tilbage på Nyrup-niveau'. Well, lad champagnepropperne springe og kør lagkagen frem i det liberale hovedkvarter. Den er hjemme!

Det er, som en keynesiansk økonomisk politik skrevet i Omvendtslev. I de fede år, under Fogh, hvor der var masser af privat beskæftigelse, lod man den offentlige beskæftigelse stige med 45.000 mennesker. Nu, hvor ledigheden stiger, så fyrer regeringen dem igen. Foghs koncept var dybt uansvarligt. Men Corydons tilgang med at fyre dem igen under en krise, er næsten ligeså bizar.

Et af hovedproblemerne ved S-R-SF-regeringens økonomiske politik er, at det er fuldkommen umuligt at se, hvilken overordnet økonomisk filosofi, den abonnerer på. Det virker som en slags økonomisk remix af dagens fangst fra embedsværket, hvor bl.a. "tillids-feen" er kommet på regeringens politiske program.

Vi har en slags keynesiansk kickstart i Finansloven, der, må man antage, er baseret på en overvejelse om hvor mange ekstra man kan sætte i arbejde, dansk økonomis output gap og den slags. Det fik de så til 21.000. Den naturlige konsekvens af den nedjustering til 16.000, Corydon måtte foretage forleden, ville vel i så fald have været at polstre kickstarten yderligere økonomisk, så man stadig nåede de 21.000 job. Samtidigt med at man altså fyrer folk i den offentlige sektor.

Reelt afslører det, at Finansministeriet ikke betragter kickstaten som en økonomisk strategi, men som en ren udgift.

Man må give regnedrengene i Finansministeriet, at de er klar til at tage konsekvensen af deres egen politik. Som gode soldater for en retfærdig sag styrter de sig selv i afgrunden.

Parallelt med den wannabe-keynesianske tilgang huserer en slags ligevægtsøkonomisk ide i regeringen. Det er alt det med at skaffe arbejdsudbud, og at pengene skal passe i 2020 og den slags. Disse prognoser har ret konsekvent taget fejl, og de politiske konsekvenser af dem har derfor været uoverlagte eller direkte forkerte. Det er også den, der kan føre til tumpede formuleringer som denne her i regeringsgrundlaget:

Målet er at indgå en trepartsaftale, som netto øger arbejdsudbuddet svarende til ca. 20.000 personer frem mod 2020. Det vil betyde færre udgifter til overførsler og flere skatteindtægter, så de offentlige finanser forbedres med netto ca. 4 mia. kr. om året

For det første er den trepartsøvelse, der kunne have været en storstilet ambitiøs plan reduceret til et bogholderprojekt. Men for det andet er hænder blevet lig med penge, og det gennemsyrer regeringsgrundlaget. Men hele forudsætningen er naturligvis, at alle disse mennesker er i arbejde, og når regeringen ikke samtidigt fører en markant beskæftigelsesfremmende politik, så falder regnestykket sammen.

På Europæisk plan sejler det også. Før jul meldte Thorning-Schmidt sig i Jyllands-Posten, som en slags tilhænger 'expansive austerity', der er herskende mode i det borgerlige Europa, det er vist sådan man må forstå en udtalelse som denne:

Jeg vil meget gerne have, at vi får sat gang i vækstinitiativer i Europa. Men jeg er helt overbevist om, at det første, vi skal gøre, er at få styr på euroen og få renten ned. Det vil i sig selv være efterspørgselsskabende. Derefter kan vi – når der bliver råd til det i de sundere økonomier – gå i gang med konjunkturpolitik

Det nytter jo ikke noget, at statsministeren er overbevist. Hun må præsentere sine argumenter, så vi andre eventuelt også kan blive det.

Det vi her får præsenteret er det fænomen nobelprisøkonomen Paul Krugman har døbt 'tillids-feen', der er ligeså fiktiv som tandfeen. Altså, at når de offelige udgifter beskæres, så stiger tilliden pludselig som ved magi i den private sektor, der så begynder at ansætte en masse mennesker. Indtil videre har hverken tand- eller tillidsfeen vist sig for sine mange disciple, men det svækker af en eller anden grund ikke troen på sagen. 

Måske er den blinde tro på tillidsfeen ved at forsvinde. Da Merkozy så småt begyndte at tale om vækst, fulgte Helle Thorning-Schmidt efter. Nu lød det pludselig:

- Budgetdisciplin kan ikke stå alene. Det er nødvendigt at skabe ny vækst og beskæftigelse, sagde Thorning-Schmidt blandt andet.

Det er ikke altid helt nemt at finde ud af, hvad linjen egentlig er i regeringens økonomiske politik.