Ved SF’s fest efter folketingsvalget sidste efterår var stemningen mærkelig fortættet, som ved et sejrsgilde hos en armé, der lige har vundet en træfning, men mistet en hel division på slagmarken.

En ærbødig respekt for de mange faldne fra folketingsgruppen iblandet en forventningsfuld glæde fra de overlevende. Nu skulle de vise, at de store tab ikke var forgæves, og sikre folkesocialismen en ny indflydelsesrig æra i regering.

Siden gik turen op i tårnet og ned ad bakke, og den kontante evaluering af SF’s første måneder som regeringsparti er, at det har været en skuffelse.

Partiet har mistet sin klare profil og er faldet igennem på personalesiden.

Sundhedsminister Astrid Krag, der blev betragtet som en slags kronprinsesse, er på barsel, men hun var lige så fraværende fra den offentlige debat, dengang hun mødte ind på kontoret om morgenen. Og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn kan åbenbart ikke slippe ud af det kommunistiske mausoleum, som han blev spærret inde i, da der blev boret i hans DKP-fortid.

Kun miljøminister Ida Auken og skatteminister Thor Möger Pedersen er sluppet nogenlunde fra de første måneder. De har til gengæld to helt modsatrettede profiler. Möger vil give skattelettelser til folk i blå kedeldragter, der smører leverpostejmadder, mens Aukens grønne profil smækker NO_X-afgifter på de blå kedeldragters arbejdspladser.

Men natten er aldrig mørkere end i timen før daggry.

Måske er den totale ydmygelse i eventyret om betalingsringen en mulighed for at trykke på reset-knappen og genstarte SF som regeringsparti med de sidste måneders dyrekøbte erfaringer in mente. Det kræver en ændring i både partiets strategi og ledelse.

SF VIL få lammetæv af landets politiske kommentatorer for det farceagtige forløb om betalingsringen, og også Enhedslisten vil varme deres rygstykker i et kammeratligt forsøg på at stjæle endnu flere vælgere fra Villy og co.

LÆS FAKTAHer er regeringens aftale om kollektiv trafik

Det er først og fremmest SF’s egen skyld, for af helt uforståelige årsager fik partiet fremstillet projektet som essensen af folkesocialismen. Mens efterløn, lighed og skattestigninger for de rigeste uden videre er blevet ofret på realpolitikkens alter, så blev en relativt lille sag som betalingsringen næsten til et uagtsomt kabinetsspørgsmål.

SF er nødt til at finde en række nye profilsager at stå på: kampen mod privathospitaler, hårdkogt mod landbrugets forurening og ikke mindst en markant værdibaseret udenrigspolitik med Søvndal i spidsen.

Når det gælder ledelsen af partiet, er Villy Søvndal nødt til at overveje sin egen rolle.

SF har uddraget den lære af Lene Espersens nedsmeltning i rollen som kombineret partiformand og udenrigsminister, at Søvndal er nødt til at markere sig indenrigspolitisk i tide og utide, og derfor var det trods det ressortmæssige rod også udenrigsministeren, der i går lancerede regeringens »rigtig gode løsning« til erstatning for betalingsringen.

LÆS OGSÅSøvndal: »Jeg synes faktisk, det er en ret stor sejr«

Men Espersen faldt ikke igennem, fordi hun var for usynlig i den hjemlige debat, men fordi hun var fraværende fra et vigtigt møde i jobbet som udenrigsminister.

Efter en famlende begyndelse var Søvndal så småt begyndt at få greb om rollen som udenrigsminister, bl.a. omkring udviklingen i Syrien, hvor han meldte Danmark ind i ’Syriens venner’ og leverede en stærk indsats i Europaparlamentets debat om Assadstyrets forbrydelser.

Både Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft var blandt landets mest populære politikere, mens de sad i Udenrigsministeriet, fordi de turde tale lige ud af posen. Ellemann i forhold til bl.a. de nye øst- og centraleuropæiske stater og Lykketoft i bl.a. Israel-Palæstina-konflikten.

Byg nu Søvndal op som partilederen, der tager et udenrigspolitisk og moralsk lederskab i f.eks. Mellemøstenspørgsmålet, i stedet for at trække ham ned i sumpen af indenrigspolitiske sager. Dem må Thor Möger, der nu er partiets reelle nummer 2, tage sig af.

Lad nu Villy være Villy.

LÆS OGSÅSkatteministeren foreslår ens afgifter på alle biler

Det var en almindelig betragtning om Dansk Folkeparti, at det var et de facto regeringsparti, som bare ikke havde ministerbiler. SF skal passe på, at de ikke ender i rollen som et de facto støtteparti, der blot får lov at køre i ministerbiler.

Hvis SF i panisk angst for Enhedslisten reducerer regeringssamarbejdet til en permanent forhandling fra sag til sag i stedet for et værdifællesskab, vil de blive tvunget til at forlade regeringen og vende hjem til hængekøjen.

Søvndals politiske lederskab vil i så fald med rette kunne kaldes en fiasko.