Det er en stærk følelse at dømme et andet menneske til fængsel med sin underskrift.

Især første gang.

På den ene side er det et mægtigt ansvar at træffe så stor en beslutning med så voldsomme konsekvenser for et andet menneskes liv. På den anden side er det en stor, næsten andægtig, fornemmelse at have påtaget sig netop det ansvar. At have været med til at udøve en eller anden form for retfærdighed på samfundets vegne.

Jeg ved det, fordi jeg prøvede det en hel del gange for 10-12 år siden, hvor jeg med mellemrum var domsmand i byretten. Jeg var dengang forbundsformand for DSU, og en geskæftig lokal partiformand havde uden mit vidende og til min irritation sat mig på den såkaldte grundliste, hvorfra lægdommere udvælges.

Han mente, at det var sundt for sådan en som mig at opleve retssystemet indefra og sundt for systemet at få nogle unge ind. Set i bakspejlet havde han ret.

Når dommen i en konkret straffesag kommer til offentlig debat, som det er sket i en række nylige sager, er de fleste næsten altid enige om, at forbryderne har fået for mild en behandling. Fordi identifikationen med offeret eller efterladte altid er stærk og umiddelbar.

LÆS DEBATHumanisterne håner Marlene Duus

Erfaringen fra byretten har, selv om det typisk var småforbrydere, der var på anklagebænken, én gang for alle vaccineret mig mod at tage del i den debat.

For når man er forpligtet til også at forsøge at sætte sig ind i tiltaltes situation, bliver tingene mere mudrede. Ubehagelige nuancer opstår, når den person, der i anklageskriftet virkede som en hårdkogt kriminel, pludselig sidder foran én.

I min første sag var en mand tiltalt for at have misbrugt sin arbejdsplads’ benzinkort til optankning af sin private bil. Det havde han også gjort, men han følte vistnok, at firmaet var indforstået med sagen, og at benzinen skulle kompensere for andre udgifter.

Det kunne chefen, der ikke virkede utilfreds med at slippe af med manden, imidlertid ikke genkende, og der forelå intet på skrift. Den anklagede var nok mere et rodehoved end egentlig kriminel, men der var ikke rigtig tvivl om, at han havde gjort noget ulovligt. Han fik en betinget dom.

Gennem hele sidste del af sagen sad tiltalte, der nok var dobbelt så gammel som mig, og stirrede udtryksløst frem for sig i sin stol. Da dommen faldt, græd han som pisket. Han ville sikkert aldrig få et arbejde igen.

Den værste sag var uden tvivl om en far, der i mildere grad havde forulempet sin datter seksuelt. Undervejs blev der udrullet en sørgelig saga om en familie med udenlandsk baggrund i opløsning, der aldrig havde fundet sig til rette i Danmark.

En frygtelig forbrydelse, men tiltalte var langtfra et frådende sexmonster, når han sad der et par meter fra én. Mest af alt en lille ynkelig mand, der hulkede sig gennem sit vidneudsagn i selvmedlidenhed eller måske i erkendelse af, at han havde ødelagt sin families liv.

Han fik en længere fængselsstraf og blev udvist.

Men de fleste sager var i småtingsafdelingen. Værtshusslagsmål, tyveri og den slags. Og de tiltalte var stort set altid mere eller mindre skyldige, og kun få var på deres første visit i byretten. Blot en enkelt gang var jeg med til en pure frifindelse, da politiet ville have en ung pige dømt efter politivedtægten for at kalde ordensmagten for »pansersvin«.

Hun havde, forklarede hun, udtalt det noget mere kryptiske og måske lidt kælne »pansibansi«. Pigens blændende forsvarer demonstrerede, at selv hvis hun havde sagt »pansersvin«, skulle hun efter omstændighederne frifindes. Det blev hun så.

LÆS OGSÅEkspert: Voldsoffers sag krænker vores retsfølelse

Det tilføjer en masse nuancer til synet på de mange sager fra aviserne selv at have været med til at smide folk i fængsel, og netop derfor burde alle prøve det.

I dag er det i hovedreglen kun medlemmer af de mindre eller mindre repræsentative politiske partier, der bliver indstillet til domsmænd, og disse vælger ofte efterlønnere eller pensionister.

Jeg mødte ikke en eneste gang en anden domsmand på min egen alder, sjældent en under 50. De fleste tiltalte var unge mennesker som jeg selv, og jeg var typisk den eneste i lokalet, der rigtigt forstod det liv, de levede, eller kendte det værtshus, de var kommet i slagsmål på.

Giv alle mennesker muligheden for at melde sig til grundlisterne, og spørg for eksempel unge, når de tager kørekort, om de vil optages i registeret, så langt flere danskere i løbet af livet når at være domsmand i en periode.

Det vil tilføre retssystemet en tiltrængt fornyelse og vores kollektive retsbevidsthed et par tiltrængte nuancer.