Thor Möger Pedersen leverede i gårsdagens udgave af Jyllands-Posten en bredside mod det danske samfunds privilegerede grupper, der i dobbelt betydning var et indlæg i den verserende strid om næstformandsposten i SF.

SF er ikke for »piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter. Det er mennesker, der aldrig oplever, at budgettet vælter, fordi køleskabet sætter ud.

Det er generelt mennesker, der ikke føler sig truet af arbejdsløshed, og folk, der kan købe en kæmpe villa uden at tage lån i banken«, sagde skatteministeren, der tidligere har gjort sig bemærket med en hyldest til arbejdere, der står op om morgenen og smører leverpostejmadder.

LÆS OGSÅ Søvndal: Tesfaye er en god og loyal SF'er

På SF’s landsmøde i weekenden efter påske bliver den 51-årige næstformand Meta Fuglsang udfordret af den 20 år yngre fagforeningsmand og klummeskribent i Ekstra Bladet, Mattias Tesfaye.

Fuglsang er netop advokat og således specifikt uden for Mögers målgruppe, mens Tesfaye, der er uddannet murersvend, nærmest er Mögers ideal-SF’er: Højt nok oppe i samfundspyramiden til, at han står op og smører leverpostejmadder til frokostpausen, men langt nok nede til, at han må bekymre sig for mislyde fra køleskabet.

Mattias Tesfaye er på forhånd storfavorit til valget. Ligesom Möger støtter Villy Søvndal åbent hans kandidatur, og det vil være en syngende lussing, grænsende til en mistillidserklæring, hvis ikke SF-formanden får sin kandidat igennem.

Men hvis man ser bort fra det lidt opkørte persondrama, er det et interessant politisk opgør mellem ’arbejderisterne’ og ’folkesocialisterne’, der finder sted i SF netop nu. Det transcenderer traditionelle højre-venstre-skel i partiet og er et opgør om partiets identitet og hvilke slag, der er vigtigst for venstrefløjen i fremtiden.

For arbejderisterne, der ud over Möger og Tesfaye blandt andet tæller en række yngre SF’ere som politisk ordfører Jesper Petersen, sundhedsminister Astrid Krag og MEP Emilie Turunen, er det afgørende at transformere SF fra et FTF-parti til et LO-parti.

Partiet skal finde ud af lærerværelserne og ’tilbage’ til de ansatte på fabriksgulvet. Tilbage er i citationstegn, fordi det hele hviler på lidt af en fiktion. Arbejderne i LO-fagbevægelsen var traditionelt delt mellem socialdemokrater og kommunister og blandt de få ting, de kunne enes om, var at betragte folkesocialister som nogle vatnisser.

LÆS OGSÅ 10 teser om moderne socialisme

SF har traditionelt været influeret mere af kulturen fra græsrodsorganisationer fra fredsbevægelsen til økologi- og ulandsaktivister end af fagbevægelsen.

Det er således mere en partikultur end en placering på et højre-venstre-spektrum, som tidligere MF Pernille Frahm føler er under angreb, når hun anklager Tesfaye for kryptokommunisme, på baggrund af de ti teser om ’praktisk socialisme’, som Tesfaye skrev i 2008, og som han i går opdaterede i en lidt mere poleret version her i avisen.

I den skarpe 2008-version krævede Tesfaye blandt andet et stop for den anarkistiske ’Jagtvejs-liberale laissez faire-ideologi”, og et opgør med kampen for blandt andet etniske og seksuelle mindretal under paraplyen ’mangfoldighed’, der fungerer som ’nyliberalismens HR-afdeling’.

Hvad angår indvandrere, skrev Tesfaye, må SF erkende, at man begik en fejl med den bløde integrationspolitik op gennem 90’erne. Groft sagt: Ud med queerteori og ind med klassekampen. Ud med de fodformede fra Ecco og klasseværelsets blankslidte fløjlsbukser og ind med træsko og Kansas-overalls. Ud med øllebrødsbarmhjertighed og kulturberigelse og ind med kontante krav til indvandrere.

Det er klogt, at arbejderisterne tager et opgør med dele af SF’s RUC-inspirerede rundkredskultur.

Men de skal passe på, at de i deres iver efter at ramme de blå Kansas-overalls i hjertekulen ikke smider barnet ud med badevandet og både mister kernevælgerne i klasseværelserne og mødes med hovedrysten fra de attråede LO-arbejdere, der hverken ønsker medlemskab af en klasse eller et klasseparti.

LÆS OGSÅ Omstridt SF-kandidat slår tilbage

Den er næppe vejen frem for partiet at erstatte et sæt forældede dogmer med en endnu mere bedaget og indholdsløs klassekampsretorik eller at koble sig på en ’Huset på Christianshavn’-agtig arbejdernostalgi med leverpostejmadder og køleskabet som det ultimative velfærdsgode.

Arbejderisterne risikerer at få skruet sig så langt tilbage i 70’er-nostalgien, at enhver forbindelse til virkeligheden for det store flertal – også blandt LO-medlemmerne – i 2012 kappes over.