Flagbekendtgørelsen af 10. april 1915 har hørt til dansk politiks apokryfe skrifter, indtil den radikale Zenia Stampe forleden foreslog at sløjfe bekendtgørelsen, der er underskrevet af den radikale konseilspræsident Carl Th. Zahle, og dens forbud mod at flage med andre nationers flag på dansk område uden forudgående tilladelse.

Zenia Stampe begrundede over for TV 2 sit ønske om at kunne vælge frit til flagstangen:

»Jeg elsker Danmark. Jeg elsker Dannebrog. Men jeg elsker altså også resten af verden og alle de lande, som i øvrigt er repræsenteret i den verden«.

For Stampe er flaget en personlig markering af, hvilke lande hun elsker, og her elsker hun altså alle lige meget, hvilket formentlig blot er lidt uoverlagt formuleret – man ville trods alt næppe se Stampe lade de nordkoreanske eller saudiarabiske flag vaje fra sin flagstang.

Diskussionen splittede paradoksalt nok de borgerlige. De konservative og Dansk Folkeparti var forudsigeligt imod, mens Liberal Alliance og dele af Venstre, der saftsuseme vil have lov at bestemme over, hvad der skal på flagstagen i baghaven uden indblanding, bakkede op.

For tilhængerne er grundindstillingen, at valget af flag er personligt og frit. Fordi valget af identitet er personligt og frit. Hvis jeg har lyst til at være brasilianer i dag og kineser i morgen, hvem vil så bilde sig ind at blande sig i det?

SKRIVSkal det være tilladt at hejse fremmede flag i Danmark?

Men forklaringen på, at vi i reglen hænger danske flag op i Danmark er jo... at vi altså befinder os i Danmark.

Denne konkrete geografiske forankring kan vi ikke frit vælge os ud af uden at forlade landet. Flaget og den nationale identitet er ikke blot et udtryk for et tilfældigt personligt valg, men en markering af at tilhøre et fællesskab på godt og ondt. Og en markering af, at her gælder dette fællesskabs normer og værdier.

Hvis højrefløjen har tænkt sig at forlade forankringen i et nationalt fællesskab, er der en åben bane at spille på for venstresiden.

Men også i SF kørte debatten om det nationale. Flaget har for dele af venstrefløjen altid bogstaveligt talt været en rød klud. Den kommunistiske digter Otto Gelsted har trukket det antinationale synspunkt klarest op:

Gør jer fri af Selvbedraget, og et Liv, der længst er dødt, slet det grimme Kors af Flaget – Gør det rødt!

LÆS DEBATRadikale og Liberal Alliances kamp mod Dannebrog

Det var bl.a. forsøget på at gøre op med disse »venstrefløjens antinationale tendenser«, der betød, at Mattias Tesfaye, der er kandidat til næstformandsposten i SF, fik ørerne i maskinen. Tidl. MF Pernille Frahm problematiserede, at Tesfaye tidligere havde slået til lyd for, at man »ikke kan være international uden at være national«.

På ’Rød blog’ uddybede han forleden synspunktet:

»Vi skal ikke acceptere, at Dansk Folkeparti forsøger at tage patent på Dannebrog. Jeg mener, vi skal erobre det tilbage. Vi skal være stolte af vores land. Eksempel: Jeg har deltaget i 1. maj-demonstration i Barcelona, hvor røde flag og catalanske flag vajede side om side. Herhjemme har jeg oplevet palæstinensere flage med deres flag til 1. maj. Hvorfor er der ikke danske flag i Fælledparken 1. maj? [Vores opgave er] ikke at ophæve de nationale kendetegn, men at dyrke og fejre og respektere dem«.

Men her stod Frahm helt af:

»Der er en afgørende forskel på at markere sin solidaritet med et undertrykt mindretal eller folk og så at bære nationale symboler i øvrigt. SF har rødder i det antiautoritære oprør i 60’erne. Vi havde ikke Dannebrog, men røde faner til vores arrangementer. ...Derfor kan man ikke tale om at ’tilbageerobre’ flaget fra DF«, skrev Frahm og satte til sidst trumf på:

»For SF’s vedkommende er Dannebrog noget, man har til jul og fødselsdag, men ikke til politiske arrangementer, for vi er internationale«.

LÆS OGSÅFrahm: Lusket SF-ledelse forsøger at slippe af med Fuglsang

Flaget er for Frahm i bedste fald en harmløs markering til fødselsdagskagen og i værste fald et negativt symbol. For undertrykte folk er flaget et samlingspunkt, for frie folk er det skadeligt og må gemmes væk.

Opbygningen af velfærdsstaten var aldrig alene forankret i en ide, men også i en dansk national identitet. Det var ikke alene et ideologisk projekt, men også et nationalt.

Vejen frem for centrum-venstre er ikke at erstatte det nationale projekt med Stampe og Liberal Alliances identitetsløse liberalisme, men at genskabe sammenhængskraften med udgangspunkt i det nationale fællesskab, vi tilhører på godt og ondt.

SF’s stifter, Aksel Larsen, advarede engang om, at man aldrig skal løfte fanen så højt, at man mister jordforbindelsen.

Den røde fane, forstås.