I går stemte lønmodtagerne et rungende ja til de ringeste overenskomster i mands minde.

Ansvarligheden over for den fælles samfundsøkonomi overtrumfede ligesom for to år siden hensynet til tegnebogen i baglommen på de blå Kansasbukser.

Dermed kan scenen skifte til de lovede trepartsforhandlinger, hvor alle nu afventer et udspil fra LO-formand Harald Børsting.

Mens FTF og AC har spillet ud med deres ønsker til en trepartsaftale, har LO hidtil holdt kortene tæt til kroppen og blot foretaget sonderinger med regeringen. Internt har LO-formanden imidlertid luftet, at han vil gå efter en aftale inden sankthans.

Det afgørende bliver, om Harald Børsting tør slå et tilstrækkelig stort brød op – og om regeringen tror på, at han også kan få det bagt.

LÆS OGSÅ Vågn op Helle, I har kurs mod katastrofen

Hvis de kan og vil, kan det blive begyndelsen til en helt ny tilgang til den økonomiske politik i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter kommer langt tættere på udformningen af de langsigtede strategier. Det kan give fagbevægelsen en ny eksistensberettigelse og Helle Thorning-Schmidt det nye politisk-økonomiske projekt, vælgerne sukker efter.

Det vil være en brøler af historisk kaliber, hvis Børsting og Thorning misser den mulighed.

Men hvorfor overhovedet rode arbejdsmarkedets organisationer ind i vores demokrati? Er det ikke bedst overladt til de folkevalgte politikere?

Hvis man f.eks. ser på den magre overenskomst, der i går fik næsten 70 procents opbakning, så er den stort set uforenelig med det gængse økonomiske verdensbillede.

Spørger man en økonom, vil lønarbejdere næsten altid forsøge at rage til sig, uanset den økonomiske situation. For selv om ledigheden skulle stige en smule, vil et stort flertal stadig være ret trygge i deres job og kan være ligeglade med, om andre bliver fyret.

Den antagelse er ganske præcis, når det gælder cheferne, hvor f.eks. bankdirektørerne af alle, ifølge Ritzau, gav sig selv en gennemsnitlig lønstigning på 18 pct. i 2011. Men når det gælder arbejderne ansat på en kollektiv overenskomst, ja så har vi nu igen set, at det er noget andet end økonomisk egennytte, der motiverer stemmeafgivningen.

Man tør næsten ikke bruge det bedagede ord, men det er vel det fænomen, der kaldes solidaritet?

LÆS OGSÅ Fagbevægelse kræver jobgaranti

Denne solidaritet opstår ikke ud af det blå fra forhandling til forhandling, men ligger indlejret i institutionerne, der udgør den danske model. Det er ikke bare et synspunkt fisket op fra skatteminister Thor Möger Pedersens kasse med leverpostejdunstende arbejderromantik. Det er hårdkogte økonomiske fakta.

Den australske økonom Wendy Carlin har bl.a. for nylig vist, at stærke institutioner omkring løndannelsen, altså arbejdsgiver- og fagforeninger, er suveræne til at skabe stabilitet i økonomien – også når der er krise – og at det er en af de afgørende forskelle i de seneste ti års udvikling mellem Nord- og Sydeuropa.

Spørgsmålet er, om ikke de samme stærke institutioner også kan skabe stabilitet i hele samfundsøkonomien, når det gælder udbud af arbejdskraft, beskæftigelse og opkvalificering?

Det er netop her, Harald Børsting både kan og bør byde sig til. Han har mulighed for både at skaffe bunkevis af resultater til medlemmer, bl.a. i form af mere uddannelse, bedre aktivering, permanent højt politisk fokus på beskæftigelsen og en stabil økonomi, der især kommer de offentligt ansatte til gode.

Men ikke mindst åbner det mulighed for en langt stærkere rolle til den politisk svækkede fagbevægelse, der igen vil komme helt ind i maskinrummet og kunne holde snor i samfundsudviklingen mange år frem. En tiltrængt livsforsikring til den danske model.

Prisen er bl.a., at fagbevægelsen vil blive bundet tættere til den økonomiske politik og skal tage medansvar for offentlige besparelser. Det overlever de nu nok. Men LO kommer også til at levere i hvert fald dele af den forlængede arbejdstid, som fremgik af den gamle S-SF-plan – også selv om efterlønnen nu er beskåret.

Og det kan blive svært for Børsting at overbevise det skeptiske bagland om den ide.

Det centrale problem er, hvordan fagbevægelsen vil forklare medlemmerne, at der skal arbejdes mere for at bevare velfærden, selvom der er arbejdsløshed.

LÆS OGSÅ Fagforbund kræver pris for reformer

Men det store flertal, der i går lod hensynet til fællesskabet overtrumfe hensynet til sig selv, bør bestyrke fagbevægelsen i, at den opgave kan løses – f.eks. ved at indføre stigende arbejdstid i mindre etaper. Men regeringen må kombinere med en beskæftigelsesindsats, især over for de unge.

Det burde heller ikke være så svært.

Både Børsting og Thorning må turde tage springet ud på de tusinde favne og gennem en ambitiøs trepartsaftale lægge fundamentet til, at den danske models ubetingede succes på arbejdsmarkedet også kan bruges til at få den offentlige økonomi på ret kurs.