Denne store bededag kan meget vel blive den sidste, der udløser en fridag til danskerne.

Biskop Hans Baggers ide om en »ekstraordinær, almindelige bededag«, der blev indført for hele riget i 1686, ser ud til at være truet på livet i de kommende trepartsforhandlinger.

Helt i tråd med tidsånden skal fjerde fredag efter påske ikke længere helliges Vorherre, men bruttonationalproduktet og konkurrenceevnen. Fra store bededag til store arbejdsdag.

Og hvem ved, måske kan det også være slut med at se pinsesolen danse, vel vidende at 2. pinsedag, der falder på en mandag, er fridag. Den og andre af forårets helligdage kan også blive ofret på arbejdsudbuddets alter.

Fagbevægelsen synes at have indstillet sig på, at helligdagene bliver færre. Det løser to hovedpiner for de faglige ledere. For det første går det, modsat de famøse 12 minutter, der i hovedsagen skulle leveres af timelønnede, ud over alle: Advokaten skal også møde ind på kontoret på den nye store arbejdsdag.

Og endnu vigtigere er det Folketinget, der skal beslutte at ophæve friheden og ikke fagbevægelsens forhandlere i overenskomsterne. De skal ikke have medlemmerne til at stemme ja til store arbejdsdag, men blot velsigne politikernes beslutning.

Desværre for regeringen løser det ikke dens primære problem.

Thorning og hendes Blå Bjarne i Finansministeriet slipper ikke for at skulle sælge store arbejdsdag til lønmodtagerne, der jo også er vælgere. Hidtil har regeringen forsøgt at overbevise os om, at der skal spares, fordi Danmark er et håndværkertilbud, krisen kradser, alt er gråt i gråt, og kurverne fortæller, at vores undergang venter allerede i 2020.

Problemet for regeringen er, at der er en betydelig afstand mellem kriseretorikken og virkeligheden. Bjarne Corydon annoncerede ved sin tiltræden med bedemandsmine, at han havde overtaget et håndværkertilbud.

Men da bygningen blev gennemgået, viste det sig, at der var Veluxvinduer, marmorgulve under de løse tæpper og indlagt fjernvarme.

Jovist har Danmark nogle langsigtede udfordringer med arbejdskraft, og ungdomsarbejdsløsheden er ved at nå et faretruende niveau. Men på andre måder går det faktisk ret godt.

Underskuddet for 2012 er netop justeret ned til 75 mia., efter at regeringen under stor alarm og tænders gnidsel selv havde justeret det op for at styrke krisebevidstheden.

Måske har De hørt, at Danmarks konkurrenceevne er helt til rotterne? Men eksporten har netop sat rekord igen, og handelsbalancen har historisk overskud. Noget må vi jo gøre rigtigt i den der konkurrence.

Men det værste er ikke, at der er afstand mellem regeringens retorik og virkeligheden. Det er, at regeringen har kørt sig selv ind i en retorisk blindgyde, hvor det at spænde livremmen ind er blevet en dyd i sig selv. Det er sundt for os. Det disciplinerer os at lade det kollektive overjeg besejre driften mod liggestolen.

I Helle Thorning-Schmidts 1. maj-tale blev det næsten en pietistisk parodi, da hun stålsat slog fast, at »mådehold er en vej til sammenhold«. Det er mildest talt et bemærkelsesværdigt synspunkt fra en socialdemokratisk partiformand.

Det lyder mere som et slogan for Danmarks Afholdsforening eller et asketisk løfte fra konfirmationsforberedelsen i en frikirke.

I vores fælles mådehold under krisen bliver vi stærke. I arbejderbevægelsens tænkning plejer kausaliteten at være omvendt: at sammenhold skaber rigdom. Sammenholdet fjerner behovet for mådeholdet.

Det er den retoriske sti, statsministeren må finde tilbage til. Hvis danskerne skal arbejde mere, skal vi også kunne se, at der er behov for det. Offerviljen skal indebære en anden belønning end askesens pisk og kolde afvaskninger.

Der er et langsigtet behov for mere arbejdskraft. Og både modtagelsen af 'Fair løsning's 12 minutter og det store ja til de magre overenskomster viser, at danskerne kan overbevises om »at give den en ekstra skalle«, som Thorning sagde på kampdagen.

Men det kræver, at regeringen også begynder at tegne konturerne af et optimistisk projekt for fremtiden. Nye storstilede investeringer i uddannelse. En langt mere beskæftigelsesfremmende politik end den forkølede symbolske kickstart fra finansloven.

Så længe der er arbejdsløshed på over 6 procent, er det stort set umuligt at overbevise lønmodtagerne om, at bededagen skal blive til arbejdsdag. Måske er de sidste varme hveder ikke spist endnu.