Enhedslistens årsmøder er guf for en politisk romantiker.

De øvrige partier har gennem de sidste 15-20 år ’professionaliseret’ deres landsmøder og kongresser, så de delegerede er reduceret til rollen som tilskuere til et gigantisk pressemøde: Partiformanden holder en tale, de delegerede klapper, fester og tager hjem.

Men hos Enhedslisten foregår politik nogenlunde, som det foregik i alle partier for tyve år siden.

De delegerede stemmer om resolutioner (som partiets folkevalgte tager ret alvorligt) og nedsætter redaktionskomiteer, der ved natlige møder diskuterer ændringsforslag til de årsmødevedtagelser, der gennem måneder er forberedt i årsmødeudvalg og ved medlemsmøder.

LÆS OGSÅ Enhedslisten skrotter regeringens 2020-plan

Hvor ellers kan man opleve, at et medlem af Folketinget, Christian Juhl, fra talerstolen tordner mod partiets hovedbestyrelse for at være alt for optaget af det parlamentariske arbejde? I stedet må HB-medlemmerne ud og øve indflydelse i bevægelser og frivillige foreninger.

Netop denne udenomsparlamentariske strategi har været bærende for venstrefløjens arbejde i årevis. Det er gennem græsrodsarbejdet snarere end Folketinget, at socialismens spirende frø skal spredes.

Jovist, man stiller op til Folketinget, men først og fremmest for at få bedst mulig adgang til at stille spørgsmål og rette kritisk fokus til kapitalens magt.

Partileder Johanne Schmidt-Nielsen har lovet vælgerne en mere aktiv parlamentarisk rolle, og operationen lykkedes med en rungende valgsejr og et finanslovsforlig for 2012.

Men forud for næste finanslov svæver patienten mellem liv og død. Enhedslisten står over for et djævelsk valg: Skal man sætte sit præg på en finanslov, der også indeholder en række krasse reformer af bl.a. førtidspension og fleksjob stemt igennem med Venstre?

Eller skal man vælte regeringen med vished om, at det vil udløse et valg, der bringer Lars Løkke Rasmussen til magten? For et almindeligt parti ville der ikke være nogen tvivl. Men Liste Ø er – på godt og ondt – ikke et almindeligt parti.

Tilhængerne af en hård kurs fremhæver, at Enhedslisten jo blot holder fast i den politik, som S-SF gik til valg på.

Men desværre var der ikke flertal for den politik efter valget. I stedet valgte Thorning og Søvndal klogt at acceptere den politiske virkelighed og tilføje nogle tiltrængte røde nuancer til den blå sparekniv. Nuancer, der i gårsdagens 2020-plan udmøntede sig i en stærk pakke mod ungdomsarbejdsløshed og et nyt fokus på vækst og job.

LÆS OGSÅ Magtfulde EL-folk vil fastholde hård linje over for Thorning

Hvis S-SF havde haft samme naive politiske strategi som Enhedslisten, havde statsministeren stadig heddet Lars Løkke, og Pia Kjærsgaard havde stadig være 100 gange mere indflydelsesrig end Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten har endog annammet Anders Fogh Rasmussens gamle slogan om, at ’det, man siger før valget, skal man også gøre efter valget’ for at drille regeringen.

Men Enhedslisten var ganske tilfredse med gårsdagens radikalt dikterede ’løftebrud’, hvor pointsystemet for familiesammenføringer blev fjernet, uden at S-SF fik det lovede alternative pointsystem i stedet.

Enhedslisten kan ikke træde ind i rollen som Dansk Folkeparti, fordi den nægter at acceptere den grundlæggende præmis for VKO-samarbejdet: en studehandel, hvor DF stemte for den overordnede økonomiske politik og til gengæld fik stort spillerum på andre områder f.eks. som udlændinge og penge til væsentlige formål for partiets vælgere.

Det er al ære værd, at Enhedslisten ikke vil købe denne studehandelsstrategi. Men så skylder partiet et svar på, hvordan det forestiller sig at kunne leve op til rollen som partiet, der trækker regeringen til venstre og ikke blot skubber regeringsmagten til Venstre.

Man kan ikke parlamentarisk true sig til socialisme med 12 mandaters opbakning. Så må folketingsgruppen melde ærligt ud, at den ikke kan operere parlamentarisk.

Så må den udenomsparlamentarisk ud og sælge baglandets bedagede socialistiske ideer i stedet for at bilde vælgerne ind, at man kan være en del af et levedygtigt, alternativt flertal forankret i centrum-venstre.

LÆS OGSÅ Enhedslisten beholder Johanne Schmidt-Nielsen på plakaten

Det er et langt større vælgerbedrag, end hvad S-SF har præsteret: at Schmidt-Nielsen aldrig havde opbakning i partiets bagland til at indgå de kompromiser, en parlamentarisk strategi åbenlyst indebærer.

Det vil være dybt tragisk, hvis venstrefløjen nu vælger sig endnu et nederlag at svælge i, der igen vil give Pia Kjærsgaard politisk plads at boltre sig på.