Danskerne er et af de folkefærd, der har sparet mest op til pension – i alt i omegnen af 3.000 mia. kr.

Det skyldes ikke mindst de meget store kollektive pensionsordninger.

Nu, hvor regeringen og fagbevægelsen tilsyneladende er ved at finde sammen om grundlaget for en trepartsaftale, bør de også revidere regelsættet for disse pensionsordninger.

I stedet for udelukkende at gå efter en kortsigtet profit skal pensionskasserne have øget mulighed for at investere, så lønmodtagernes penge kanaliseres ind i skabelsen af fremtidens danske job.

Det vil ikke alene kunne løse op for den kreditklemme, danske virksomheder i øjeblikket befinder sig i. Det vil også kunne lægge grundstenen til en grøn industriel revolution og hjælpe Thorning og Børsting til at sælge deres stort anlagte trepartsaftale til danskerne.

LÆS ARTIKELAlt er åbent i trepartsforhandlinger

Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) blev skabt af Jens Otto Krag i begyndelsen af 1960’erne som en tvungen pensionsopsparing, der skulle supplere folkepensionen. Siden dengang har ATP opbygget en pengetank på lige knap 400 mia. kr.

Den store trepartsaftale i 1987 drevet frem af Poul Schlüter og Henning Dyremose var begyndelsen til etableringen af arbejdsmarkedspensionerne, der yderligere øgede lønmodtagernes opsparing.

De opsparede midler blev placeret i pensionskasser styret af arbejdsgivere og lønmodtagere i forening.

Opbygningen af disse kollektive pensionsformuer hører til de største politiske genistreger i sidste halvdel af det 20. århundrede.

En håndværker, der har arbejdet hele sit liv, kan i dag ofte trække sig tilbage med over 1 million kroner lagt til side til pension, hvilket i internationalt perspektiv er helt unikt.

Og mens man i vore nabolande diskuterer pensionsproletariater og ældrebomber, der slår bunden ud af statskassen, er pensionsudgifterne ikke rigtig et tema i Danmark.

ATP og arbejdsmarkedspensionerne investeres i dag overordnet set efter ét styrende princip: rå kapitalisme. Der, hvor aktieanalytikerne tror, at afkastet er størst, bliver pengene sendt hen uanset etiske overvejelser eller hensynet til de lønmodtagere, der har sparet pengene op.

Det giver dels en række etiske dilemmaer. Berlingske beskrev f.eks. forleden, hvordan flere danske pensionskasser lægger lønmodtagernes penge i afrikanske statsobligationer, der er med til at finansiere tvivlsomme magthaveres militær.

Men for den enkelte lønmodtager er det måske endnu mere relevant, at pengene aldrig investeres med det strategiske sigte at skabe danske arbejdspladser, men ofte hos kinesiske konkurrenter eller i kapitalfonde, der flytter arbejdspladser væk fra Danmark.

Pensionskasserne må, selv om de sikkert vil slå sig i tøjret, tvinges til at placere flere penge i Danmark. Modargumentet er naturligvis, at pensionspenge skal placeres, hvor det giver mest afkast.

Men det nytter jo ikke noget, hvis almindelige lønmodtagere ikke har et job, der kan sikre indbetaling på pensionen. Mon ikke de fleste ville acceptere en hundredkroneseddel mindre om måneden i pension, hvis det er prisen for at skabe fremtidens job?

Netop nu, hvor danske virksomheder befinder sig i en kreditklemme, er det ekstra aktuelt at få pensionsmidlerne ud at arbejde.

Lidt firkantet sagt har de danske banker så mange tvivlsomme lån ude at svømme, at de i øjeblikket foretrækker at konsolidere sig i stedet for at låne penge ud til selv sunde investeringer.

LÆS OGSÅ3F's formand: »Jeg er skidesur«

Her kunne pensionskasserne og ATP træde til med likviditet i stedet, ligesom de lige så godt kan investere i store nye anlægsprojekter som f.eks. en Kattegatforbindelse eller havvindmølleparker, som den slunkne statskasse. Det kunne skabe grobund for en ny form for offentlig-privat samarbejde.

Thorning og Børsting er ved at lægge sporene op til den trepartsaftale om øget arbejdstid, der har spøgt siden valget.

Oprindelig var det bevarelsen af efterlønnen, der skulle være glasuren, der fik de 12 minutter til at glide ned. Nu er efterlønnen bortfaldet som mulig belønning, og lønmodtagerne vil næppe acceptere øget arbejdstid for en diffus ret til efteruddannelse.

Men en massiv grøn investerings- og vækstplan med udgangspunkt i øget mulighed for pensionskasserne til at investere i at bevare og udvikle danske arbejdspladser kunne måske sælge projektet til vælgerne.