»Jeg er nødt til at sige, at det her ikke er Venstres politik. Og jeg har meget svært ved at forestille mig, at det bliver det«.

Så klar i mælet var Venstres daværende politiske ordfører, Jens Rohde, da han i 2002 afviste tanken om at beskære overførselsindkomsterne ved at lade dem følge inflationen i stedet for lønudviklingen.

Det havde den daværende bygge- og teknikborgmester i København, Søren Pind, ellers dengang foreslået i bogen ’Friheden duer til alt godt’.

Hvad Jens Rohde formentlig ville have haft endnu sværere ved at forestille sig, var, at det skulle blive SF’s politik.

Nuvel, skatteminister Thor Möger Pedersen har ikke skåret helt ind til benet, men den grundlæggende logik i den skattereform, regeringen i går præsenterede, er den samme: Kontanthjælp, førtidspension og dagpenge skal stille og roligt blive relativt lavere og de sparede 3 mia. gå til skattelettelser til danskere i arbejde.

LÆS OGSÅ Thorning er klar med sin store skatteplan

Hermed er Thor Möger helt på linje med det, der i 2003 blev lanceret som nummer 3 af Søren Pinds famøse 10 teser:

»Det er vigtigere, at skatten falder, end at overførselsindkomsterne stiger. Med den tredje tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens højeste sociale satser vokser. ... For en god ordens skyld understreges, at der ikke heri ligger en kronemæssig fastfrysning, som ville medføre, at inflationen vil udhule overførslernes købekraft«.

Søren Pind må knibe sig i armen. Ti år efter at Anders Fogh Rasmussen gennemheglede ham på Venstres landsmøde og flere venstrefolk betegnede ideen som »usympatisk«, gennemfører SF’s første skatteminister den.

I dag reguleres dagpenge m.v. efter et gennemsnitsindeks over lønudviklingen minus 0,3 procent, der ryger i den såkaldte satspulje, der bruges på forskellige socialpolitiske projekter for udsatte grupper. Hidtil har adskillige i rød blok brokket sig over, at man ’stjal’ 0,3 procent fra overførslerne på den måde.

SF var indtil for nylig imod at finansiere de sociale projekter med overførselsindkomster. LO’s formand, Harald Børsting, beskrev i 2007 bramfrit ordningen som, »at de fattige skal betale til de røvfattige«.

Socialdemokraterne vedtog på kongressen i 2008, at puljen skulle nedsættes, og Ane Halsboe-Larsen, der nu er næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, sagde ved den lejlighed, at hun var »meget enig i, at der er problemer med puljeordningen og finansieringsformen, som gør, at overførselsindkomstmodtagerne bliver 0,3 pct. fattigere hvert år«.

LÆS OGSÅ Möger overlever angreb fra SF's venstrefløj

Nu er alle disse mennesker, der havde store principielle kvababbelser over at snuppe 0,3 procent fra bl.a. dagpenge til socialt udsatte, ved at samles om at tage en bid af de samme penge og give dem i skattelettelser.

Søren Pinds arvesølv er pudset af og sat frem på regeringens hylder.

Thor Möger Pedersen har iscenesat sig som hverdagens store besynger, der ophøjede leverpostejmadden fra dens triste grå image til status som nektar for hverdagens helte i blå kedeldragt, og det at kende til, at budgettet vælter, »når køleskabet sætter ud«, til afgrænsningen af en ægte SF’er.

Da skatteministeren i søndagens Berlingske forsvarede regeringens besparelse, var han igen nede i hverdagen i supermarkedet og forsikrede, at »når mælken stiger, så stiger indkomsten også«.

Men forskellen mellem den ene og den anden regulering er dramatisk på længere sigt. I de 27 år Thor Möger Pedersen har befundet sig på planeten, er reallønnen steget med rundt regnet en tredjedel.

Det er den stigning i velstand, som overførslerne nu skal skrives ud af. Det vil grundlæggende ændre det danske samfund og den danske model.

En ting er, at regeringen snupper 3 mia. fra overførslerne for at få regnestykket til at hænge sammen. Men det er helt uforståeligt, at regeringen har købt den bagvedliggende logik fra den tidligere regering: at hvis flere skal i arbejde, skal forskellen mellem dagpenge og arbejde gøres større.

LÆS OGSÅ Thorning: Ja, vi skal arbejde mere

Den succesrige danske flexicuritymodel er faktisk baseret på det modsatte: at faldet fra job til dagpenge ikke er for voldsomt, så det er muligt at opretholde sin tilværelse på et rimeligt niveau i kortere perioder med ledighed.

Den er baseret på ideen om, at tryghed skaber den mest fleksible arbejdskraft. At truslen om økonomisk ruin ikke virker motiverende på mennesker, men skaber apati og social udstødelse.

Den grundlæggende ide er værd at bevare.