Regeringens trepartsforhandlinger er nu reelt død efter at Dansk Metals hovedbestyrelse i går trak en streg i sandet med et ultimativt krav: Ingen salg af hellig- eller feriedage kan komme på tale i forhandlingerne:

»I en tid med høj arbejdsløshed skal der ikke tvinges et øget arbejdsudbud igennem. Derimod er vi åbne for forskellige modeller, hvor vores medlemmer af frivillighedens vej kan øge arbejdsudbuddet, når der er behov for mere arbejdskraft«.

Udtalelsen var signeret af Metal-formand Thorkild E. Jensen, men det kunne ligeså godt været FOA-formand Dennis Kristensens ord. FOA har hidtil som det eneste store fagforbund kategorisk afvist tanken om længere arbejdstid, og Kristensen har været holdt ude af de første drøftelser mellem regeringen og LO-toppen.

På Facebook godtede FOA-formanden sig:

»Dansk Metals hovedbestyrelse har i dag sagt nej til afskaffelse af både helligdage og feriedage. Så er vi to LO-forbund, som ikke vil være med til at svinge pisken ved trepartsforhandlingerne over lønmodtagerne, men som gerne vil skaffe mere arbejdskraft af frivillighedens vej når, og hvis, der bliver arbejdskraftmangel.

Hermed steder vi afskaffelsen af feriedage til hvile ved siden af afskaffelsen af helligdage og de offentligt ansattes frokostpause. Og der ligger de jo smult?«

Bemærk formuleringen: Dansk Metals hovedbestyrelse. Det ser ud, som om Thorkild E. Jensen er blevet stemt ned af sit bagland. Forleden skrev Jensen i Politiken, at trepartsforhandlingerne skulle give »et historisk stort uddannelsesløft«:

Det er naturligvis ikke gratis. Uddannelse og investeringer koster penge. Og de penge skal findes ved trepartsforhandlingerne.

Det bliver ikke morsomt, heller ikke for danske lønmodtagere, der kommer til at betale en del af regningen.

Men alternativet er ikke at gøre ingenting. Alternativet er nedskæringer på velfærden, reallønsfald og øget udflytning af job.

Det er denne linje, der i går blev underkendt.

Det en dybt alvorlig situation. Metal-formanden er med sin melding reelt politisk død. LO-formand Harald Børsting, der hidtil har sunget samme sang som Thorkild E. Jensen, har placeret store dele af sine prestige i at skabe en aftale, og konsekvent forsvaret nødvendigheden af at se på arbejdstiden, står også noget afpillet tilbage.

De faglige ledere havde ikke, som det hedder i fagforeningsjargon, røv i bukserne, da det kom til stykket. Hele den danske fagbevægelse får et gigantisk politisk nederlag – hvorfor skal nogen igen tage dem politisk alvorligt? Og de gode resultater, der var enighed om - fra uddannelsesaftaler, vækstpakker og indsats mod løndumping - falder også væk.

Situationen er også slem for regeringen: Den accepterede, under pres fra bl.a. fagbevægelsen, at slå et stort brød op i et kommissorium med en meget bred dagsorden. Nu, hvor fagbevægelsen ikke kan levere alligevel, står også finansminister Bjarne Corydon meget forpjusket tilbage. Hvad er der tilbage for regeringens projekt?

Diagnosen for treparten er nu klar: mors in tabula - død på forhandlingsbordet.