I går var det meste af Christiansborgs presseloge rykket ud til ankomsthallen i Københavns Lufthavn for at agere velkomstkomite for SF-rebellen Özlem Cekic, der kom hjem fra USA.

Her forsvarede hun sin beslutning om at stemme nej til regeringens skatteforlig.

»Vi kan ikke som parti holde til, at en arbejdsløs skal give 13.000 kroner til topskattelettelser«, sagde Cekic og slog fast, at »det handler ikke om mig«.

Men i virkeligheden handler det lige netop om hende og hensynet til hendes egen forfængelighed.

SF’s beslutning om at indgå et skatteforlig med den borgerlige opposition er i mine – og i mange SF’eres – øjne en politisk brøler af rang.

Men SF er stadig nye i regeringsrollen og vil forhåbentlig lære af deres fejl i den netop overståede proces. Ligesom Enhedslisten må spørge sig selv, om deres nidkære detaljerytteri under forhandlingerne har været formålstjenligt.

Uanset om man mener, forliget er godt eller skidt, må man konstatere, at det ville være en katastrofe, hvis SF på nuværende tidspunkt underkendte deres eget forlig.

Det ville som minimum betyde, at partiet måtte forlade regeringen. Derfor er det grænseløst hykleri, når Cekic i lufthavnen i går fastholder, at SF bør blive i regeringen. Hun er bare imod dens økonomiske politik, må man forstå. Det hænger ikke sammen.

Cekic vurderer, at SF ikke »kan holde til« at stemme for forringelserne af overførselsindkomsterne. Men hvem er det egentlig, der afgør, hvad SF som parti kan holde til? Er det den partiledelse, SF’s landsmøde har valgt, og folketingsgruppens flertal?

Eller er det Özlem Cekic? Det, Özlem Cekic har besluttet, er, at hendes forfængelighed ikke kan holde til den beslutning, hendes parti har truffet. Er hun utilfreds med ledelsens linje, står det hende helt frit at arbejde for at ændre linjen eller vælte ledelsen.

Det er nemt at se, hvorfor det ved første øjekast ligner politisk mod, når SF’s nu tidligere socialordfører stemmer nej til sin regerings skatteaftale.

Hendes ordner, stjerner og ordførerskaber bliver flået af i fuld offentlighed, fordi hun nægter at rette ind. Hendes afvisning af den lavere regulering af overførselsindkomsterne ligger åbenlyst mere i tråd med det, SF sagde før valget, end skatteforliget.

Men det, Özlem Cekic har søgt og fået, er et selvretfærdigt martyrium, der ikke får skyggen af politiske konsekvenser for skatteforliget eller redder overførselsindkomsternes reguleringstakt. Det har udelukkende den konsekvens, at det svækker hendes parti.

Formentlig er de færreste SF’ere varme tilhængere af den mindre regulering af overførslerne. De accepterer at stemme for den, fordi det er en del af forliget.

Ligesom Venstres folketingsgruppe skal stemme for en ny bankskat og andre elementer, de egentlig er imod. Så må man sammen æde de mindre gode dele og glæde sig over sine sejre.

Nu udstiller Cekic i stedet usolidarisk sine partifæller og pudser sin egen glorie på deres bekostning. Det bryder ingen politikere sig om – heller ikke i andre partier.

»Føj for helvede«, var Per Hækkerups sigende kommentar om den konservative Hans Jørgen Lembourn, der i 1975 forlod sin folketingsgruppe.

Dansk politik er på godt og ondt en holdsport. Det ved ikke mindst vælgerne. Kun omkring halvdelen af os stemmer personligt til folketingsvalgene, og for langt de fleste er det partiet snarere end den enkelte kandidat, der er afgørende for, hvor krydset sættes.

Og i den parlamentariske hverdag er partierne de bærende enheder i det politiske spil. Det er også en praktisk arbejdsdeling, så politikerne kan specialisere sig i enkelte politiske områder.

Men grundloven siger jo, at det enkelte folketingsmedlem kun er bundet af sin egen samvittighed – et forhold, Cekic også højstemt fik påpeget allerede i ankomsthallen.

Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Cekic kan stemme, som hun vil. Men det er en stemme for hendes egen renfærdighed i stedet for resultater.

Socialdemokraternes kloge ugle, Erling Olsen, holdt sig aldrig for god til at udfordre ledelsen bag scenen eller få dens politiske beslutninger ændret. Men når først der skal trykkes på afstemningsknapperne, mente han det både klogest og rigtigst at stemme sammen i de store spørgsmål:

»I Folketinget vil jeg altid stemme sammen med mit parti, da det er min grundlæggende overbevisning, at man bør stå sammen med de mennesker, som er valgt på samme partiprogram. Det kan medføre, at man må stemme mod sin overbevisning i enkeltsager. Det må man så stå ved, men sker det hyppigt, bør man forlade Folketinget og give plads til sin suppleant. Sådan må det være, når man skal afgøre sager for sine vælgere«.

Den linje kunne Özlem Cekic lære noget af.