SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Özlem Cekic polerer sin egen forfængelighed
Det er et politisk svigt af vælgere og partifæller, når Cekic sætter sig selv over sit parti.
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
I går var det meste af Christiansborgs presseloge rykket ud til ankomsthallen
i Københavns Lufthavn for at agere velkomstkomite for SF-rebellen Özlem
Cekic, der kom hjem fra USA.
Her forsvarede hun sin beslutning om at stemme nej til regeringens
skatteforlig.
»Vi kan ikke som parti holde til, at en arbejdsløs skal give 13.000 kroner til
topskattelettelser«, sagde Cekic og slog fast, at »det handler ikke om mig«.
Men i virkeligheden handler det lige netop om hende og hensynet til hendes
egen forfængelighed.
SF’s beslutning om at indgå et skatteforlig med den borgerlige opposition er i mine – og i mange SF’eres – øjne en politisk brøler af rang.
Men SF er stadig nye i regeringsrollen og vil forhåbentlig lære af deres fejl i den netop overståede proces. Ligesom Enhedslisten må spørge sig selv, om deres nidkære detaljerytteri under forhandlingerne har været formålstjenligt.
Uanset om man mener, forliget er godt eller skidt, må man konstatere, at det ville være en katastrofe, hvis SF på nuværende tidspunkt underkendte deres eget forlig.
Det, Özlem Cekic har søgt og fået, er et selvretfærdigt martyrium
Kristian Madsen
Det ville som minimum betyde, at partiet måtte forlade regeringen. Derfor er
det grænseløst hykleri, når Cekic i lufthavnen i går fastholder, at SF bør
blive i regeringen. Hun er bare imod dens økonomiske politik, må man forstå.
Det hænger ikke sammen.
Cekic vurderer, at SF ikke »kan holde til« at stemme for forringelserne af
overførselsindkomsterne. Men hvem er det egentlig, der afgør, hvad SF som
parti kan holde til? Er det den partiledelse, SF’s landsmøde har valgt, og
folketingsgruppens flertal?
Eller er det Özlem Cekic? Det, Özlem Cekic har besluttet, er, at hendes forfængelighed ikke kan holde til den beslutning, hendes parti har truffet. Er hun utilfreds med ledelsens linje, står det hende helt frit at arbejde for at ændre linjen eller vælte ledelsen.
Det er nemt at se, hvorfor det ved første øjekast ligner politisk mod, når SF’s nu tidligere socialordfører stemmer nej til sin regerings skatteaftale.
Hendes ordner, stjerner og ordførerskaber bliver flået af i fuld offentlighed, fordi hun nægter at rette ind. Hendes afvisning af den lavere regulering af overførselsindkomsterne ligger åbenlyst mere i tråd med det, SF sagde før valget, end skatteforliget.
Men det, Özlem Cekic har søgt og fået, er et selvretfærdigt martyrium, der
ikke får skyggen af politiske konsekvenser for skatteforliget eller redder
overførselsindkomsternes reguleringstakt. Det har udelukkende den
konsekvens, at det svækker hendes parti.
Formentlig er de færreste SF’ere varme tilhængere af den mindre regulering af
overførslerne. De accepterer at stemme for den, fordi det er en del af
forliget.
Ligesom Venstres folketingsgruppe skal stemme for en ny bankskat og andre elementer, de egentlig er imod. Så må man sammen æde de mindre gode dele og glæde sig over sine sejre.
Nu udstiller Cekic i stedet usolidarisk sine partifæller og pudser sin egen glorie på deres bekostning. Det bryder ingen politikere sig om – heller ikke i andre partier.
»Føj for helvede«, var Per Hækkerups sigende kommentar om den konservative
Hans Jørgen Lembourn, der i 1975 forlod sin folketingsgruppe.
Dansk politik er på godt og ondt en holdsport. Det ved ikke mindst vælgerne.
Kun omkring halvdelen af os stemmer personligt til folketingsvalgene, og for
langt de fleste er det partiet snarere end den enkelte kandidat, der er
afgørende for, hvor krydset sættes.
Og i den parlamentariske hverdag er partierne de bærende enheder i det politiske spil. Det er også en praktisk arbejdsdeling, så politikerne kan specialisere sig i enkelte politiske områder.
Men grundloven siger jo, at det enkelte folketingsmedlem kun er bundet af sin egen samvittighed – et forhold, Cekic også højstemt fik påpeget allerede i ankomsthallen.
'Føj for helvede', var Per Hækkerups sigende kommentar om den konservative Hans Jørgen Lembourn
Kristian Madsen
Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Cekic kan stemme, som hun vil. Men
det er en stemme for hendes egen renfærdighed i stedet for
resultater.
Socialdemokraternes kloge ugle, Erling Olsen, holdt sig aldrig for god til at
udfordre ledelsen bag scenen eller få dens politiske beslutninger ændret.
Men når først der skal trykkes på afstemningsknapperne, mente han det både
klogest og rigtigst at stemme sammen i de store spørgsmål:
»I Folketinget vil jeg altid stemme sammen med mit parti, da det er min
grundlæggende overbevisning, at man bør stå sammen med de mennesker, som er
valgt på samme partiprogram. Det kan medføre, at man må stemme mod sin
overbevisning i enkeltsager. Det må man så stå ved, men sker det hyppigt,
bør man forlade Folketinget og give plads til sin suppleant. Sådan må det
være, når man skal afgøre sager for sine vælgere«.
Den linje kunne Özlem Cekic lære noget af.
Se også
- Özlem Cekic holder fast i sine udvalgsposter 04. jul 09.33
- Giv os politikere som Özlem Cekic, tak 03. jul 14.41
- Özlem Cekic til SF-kritikere: Bliv i partiet 02. jul 22.48
- Özlem Cekic får opbakning fra baglandet 02. jul 21.23
- SF's byrådsgruppe i Gentofte er sprængt 02. jul 15.58
- Lokalformænd er splittede om Özlem Cekics nej til skattereformen 30. jun 20.13
- SF's gruppeformand forventer at tale Özlem Cekic til fornuft 30. jun 16.34
- Cekic: »Jeg er SF'er, jeg går ingen steder« 30. jun 14.10
- TV Özlem Cekic vender hjem til stort presseopbud 30. jun 16.04
- TV »Özlem Cekic må æde sin ære eller forlade SF« 28. jun 11.22
Flere indlæg af Kristian Madsen
- Hvem savner egentlig en eksportkanon? 23. maj 00.01
- Springsteen og det socialdemokratiske løfte 16. maj 00.01
- Saxo Banks hellige skrift er forskruet 09. maj 00.01
- 'Dovne Robert' er mere Cepos end socialisme 06. maj 00.01
- Dagpengereform kan ende fatalt 02. maj 00.01
Læs hver dag
- 23. maj
- 23. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|











Kristian Madsen
Lederskribent på Politiken