»To heste trak til højre, to heste trak til venstre, og ingen kusk var at se«.

Det kunne måske lyde som en beskrivelse af vores samspilsramte regering oven på skattereformen, men ordene er fra den radikale politiker P. Munchs Kronik i Politiken 16. juli 1909, hvor ordet ’blokpolitik’ ifølge Ordbog over det danske Sprog bruges første gang.

I Kroniken redegør den radikale politiker med veloplagte giftigheder for den tyske rigskansler von Bülows fald, da hans faste flertal bestående af en liberal-konservativ »blok« bryder sammen under forhandlingerne om – en skattereform:

»På forhandlingernes sidste dag holdt de konservatives fører, den ’ukronede junkerkonge’ v. Heydebrand und der Lasa en større ligtale over blokpolitikken gennemsyret af den halvt naive egoisme og den grænseløse bornerthed, der kendetegner Tysklands konservative i endnu højere grad end deres meningsfæller i andre lande«.

For P. Munch betyder blokpolitik en slags uhellig alliance mellem forskellige grupperinger med modsatrettede interesser, en permanent studehandel. Han skriver om det flertal, der afsporede von Bülows kuskeløse drosche: »Tyske blade taler i denne tid om den sorte blok, der nu er herre i landet, men der er vistnok deri nogen overdrivelse. De grupper, der denne gang har stået sammen, kan vanskeligt danne et fast flertal«.

Men i dansk politik blev ’blokpolitik’ imidlertid først og fremmest populært som et slags socialdemokratisk skældsord for VKR-partiernes strategi fra midten af 1960’erne. I stedet for på skift at indgå forlig med den socialdemokratiske regering, som Krag i sagens natur foretrak, forsøgte højresiden at holde sammen i en borgerlig-liberal ’blok’, der kunne udfordre Socialdemokraternes monopol på magten. Det lykkedes trods Krags stædige indsats for at spille parterne ud mod hinanden for VKR at danne en i øvrigt ret mislykket flertalsregering i 1968.

Essensen af begrebet blokpolitik, som det blev brugt af Jens Otto Krag, handlede om at sætte det strategiske hensyn over det politiske indhold. Det var således i hans udlægning oppositionen, der førte blokpolitik over for en særdeles forligsvillig regering.

Munchs udlægning af blokpolitik som en permanent studehandel passer imidlertid perfekt med blokpolitikkens store sejrrige periode under Anders Fogh Rasmussen, hvor Dansk Folkeparti lidt groft sagt lagde stemmer til VK’s økonomiske politik mod til gengæld at få store dele af sin udlændingepolitik igennem samt et par lunser til udvalgte vælgergrupper.

Oppositionens nogle og firs mandater måtte se til fra sidelinjen, selv om Helle Thorning-Schmidt i 2005 blev valgt på et eksplicit løfte om at »arbejde regeringen ud af kontorerne«. Men allerede måneder efter at hun var blevet valgt, måtte hun sande, at ordene var for naive.

Den åbenlyse forligsiver betød, at Venstres strateger med Claus Hjort Frederiksen i spidsen straks fornemmede, at socialdemokraterne ville skrive under på hvad som helst, de blev forelagt, og det gjorde de. Thorning blev presset ud på grænsen af et oprør i sin folketingsgruppe, da hun indgik en integrationsaftale med regeringen, der dybest set blot kontrasignerede DF’s stokkemetoder over for ledige udlændinge.

Thorning-Schmidt, der ofte beskyldes for ikke at have nogle rodfæstede politiske synspunkter, har igennem hele sin politiske karriere i hvert fald holdt fast i modstanden mod ’blokpolitik’ i den Munch’ske forstand. Der skal arbejdes bredt over midten: »En blokpolitik skal ikke afløses af en anden«, som hun sagde under valgkampen. Og det er al ære værd.

Men det paradoksale er, at dette synspunkt tillader oppositionen at føre blokpolitik i den Krag’ske forstand. Der er, som venstrefolk formulerer det for tiden »ingen bund i markedet«. Venstre kan reelt selv bestemme, om de vil indgå forlig eller ej, og al politik måles på, om det gør det nemmere at vælte regeringen eller ej.

Når Venstre således indgik det brede skatteforlig, var det udelukkende, fordi den notorisk vægelsindede Lars Løkke Rasmussen efter nogle dages vaklen rundt i Rio de Janeiro og Michigan så en strategisk interesse i det. Kun ved efter sommerferien at vise, at den har et reelt alternativ til venstre side, kan regeringen få presset Venstre ind i rollen som reel forhandlingspartner.

Munch fik i øvrigt ret i, at blokpolitikken var død i Tyskland. Tværtimod indgik den nye regering en at verdenshistoriens mest katastrofale brede forlig gennem den såkaldte Burgfriedenspolitik – borgfredspolitikken – der dybest var et bredt kompromis med socialdemokraterne i SPD, om at sikre opbakning om bevillingerne til Første Verdenskrig.

Brede forlig fører ikke altid til gunstige resultater.