Restauratør Amin Skov i Vejle bliver i disse dage fejret som de nyborgerliges store frihedshelt. Ingen kan tilsyneladende bære sit medlemskab af Venstre eller Liberal Alliance med værdighed for tiden uden at have spist stegt flæsk ad libitum på Restaurant Vejlegården. Forleden var Venstres næstformand, Kristian Jensen, f.eks. forbi for at polere sine liberale akkreditiver.

Årsagen er, at Vejlegården i øjeblikket er i konflikt med fagforbundet 3F’s lokale afdeling om spisestedets overenskomst og derfor ramt af en såkaldt blokade, hvor de røde faner blafrer i protest foran restaurationen.

LÆS OGSÅ 3F-formand forsvarer blokade og konflikt

Lad mig med det samme afsløre, at jeg fra 2008-2010 selv var informationschef i 3F’s landsforbund, men kun kender den konkrete sag fra pressen. Det står dog hurtigt klart, når man betragter sagen, at de fleste politikere og debattører er grænseløst uvidende om, hvordan arbejdsmarkedet fungerer.

Liberal Alliances Joachim B. Olsen kaldte blokaden for »mafiametoder«, mens den mavesure reaktions frommeste konvertit, sociologen Henrik Dahl, på Facebook kaldte 3F’s metoder for »skurkagtige«.

Men realiteten er, at 3F’s aktion ikke alene er fuldt lovlig, den er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899.

Lidt forenklet beskrevet blev LO her bl.a. tvunget til at anerkende, at man ikke må strejke, når man arbejder efter en gensidigt aftalt overenskomst, mens DA til gengæld anerkendte LO’s ret til at føre konflikt for at opnå en sådan overenskomst.

Kort fortalt vil restauratør Skov af med sin overenskomst med 3F, fordi han synes, det er for dyrt eller besværligt at have den. Derfor har han gennem lockout af 3F-medlemmer på sin restaurant fået ophævet sin overenskomst. 3F besvarer med en såkaldt blokade, der modsat det, de fleste tilsyneladende tror, ikke er fysisk.

Det er klart ulovligt f.eks. at forhindre kunderne i at komme ind på restauranten. Blokaden går ud på, at ingen medlemmer af fagbevægelsen vil udføre opgaver for virksomheden. Først og fremmest kan kokke, tjenere osv. organiseret i 3F ikke arbejde direkte for restauranten.

Men postbuddet vil ikke bringe ham post, chaufførerne vil ikke køre øl fra depotet til ham, og, som vi så i den konkrete sag, grafikere vil ikke trykke hans annoncer.

Det er den grundlæggende gentagne styrkeprøve, der står mellem arbejdsmarkedets parter: Kan blokaden blive så effektiv, at manden ikke kan drive sin forretning og derfor må acceptere at tilbyde de løn- og arbejdsvilkår, som fagbevægelsen forlanger? Er medarbejderne på Skovs restaurant fint tilfredse med deres vilkår, selv om de er ringere end overenskomsten?

Måske, men så flytter problemet til naborestauranten, der ikke længere kan konkurrere med Vejlegårdens slagtilbud på stegt flæsk og enten må lukke eller opsige sin overenskomst.

Så falder overenskomsterne som dominobrikker. Og det er netop, hvad der er ved at ske på restaurationsområdet i disse år, hvor især den store konflikt på Nørrebro Bryghus demonstrerede, at fagbevægelsen modsat f.eks. byggepladser og industrivirksomheder har vanskeligt ved at organisere effektive blokader mod små restaurationer.

Og ikke mindst at fagbevægelsen gang på gang taber slagsmålet om sympatien i pressen, fordi de er fanget i en fortidsretorik om blokader, skruebrækkere og ’ordnede forhold’, som stort set ingen født efter 1970 forstår.

Pokalen for det dummeste sagt om Vejlegården tilfalder dog i hård konkurrence Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, der sagde, at det ledte hans tanker hen »på det gamle Østeuropa eller længere væk«, når trykkeriets medarbejdere ikke ville trykke restaurationens annoncer.

Hvis én ting karakteriserede det gamle Østeuropa, var det netop fraværet af retten til at organisere sig i frie fagforeninger og fraværet af retten til selv at beslutte, om man ville udbyde sin arbejdskraft eller ej og på hvilke betingelser. Hvad vil Aastrup mon foreslå? At trykkeriets medarbejdere tvinges til at udføre arbejdet? Se, dét ville ligne det gamle Østeuropa eller noget meget længere ude.

Det er virkelig sølle, at nyliberalismens frihedshelt er en mand, hvis primære bedrift er, at han ikke vil betale medarbejderne det samme som andre restauratører. Man burde da hylde de arbejdsgivere, der både kan skabe en god forretning og give medarbejderne en ordentlig løn.

Jovist, det kan være vanskeligt at gennemskue det for røde faner, refleksgule veste og brovten fagforeningssnak. Men de sande forsvarere af lønmodtagernes frihed og velfærd sidder ikke inde på Restaurant Vejlegården. De står udenfor.