»Pokkers genialt, at vi fik en socialist til at styre åbningsceremonien«, skrev Tony Blairs tidligere spindoktor Alastair Campbell begejstret på Twitter, da OL fredag nat åbnede i London.

»De føles som at se en enormt dyr genindspilning af Labours partikongres«, skrev en anden kommentator om ceremonien, der blev styret af filminstruktør Danny Boyle.

Omvendt skrev det konservative medlem af det britiske Underhus Aidan Burley, at det var »den mest venstresnoede åbningsceremoni nogensinde – endnu mere end i Beijing, hovedstaden i en kommunistisk stat«, og glædede sig, da idrætsfolkene endelig kom ind, så man slap for mere »venstredrejet, multikulturelt crap«. David Cameron rykkede hurtigt ud med en irettesættelse af sin partifælle. Premierministeren fandt åbningen »spektakulær, stærkt underholdende med tryllebindende øjeblikke, men først og fremmest morsom og rørende«.

Og det var måske den mest præcise beskrivelse overhovedet. For ganske vist var åbningsceremonien politisk. Men snarere end et indlæg i en national britisk debat smed Danny Boyle et smukt og velgørende forsvar for de europæiske velfærdssamfund direkte ind på skærmene i USA, Saudi-Arabien, Kina og resten af den verden, hvor vores samfundsmodel betragtes som antikveret.

LÆS OGSÅOL-showet ville alt for meget

Åbningsceremonien afspillede velfærdsstatens historie: Et smukt, idealiseret Albion med grønne enge, cricket og lunkent øl er bygget op midt på det olympiske stadion til tonerne af Blakes romantiske salme ’Jerusalem’. En gruppe industrialister, som revet ud af en Dickens-roman, med høje hatte og urkæder i vesten, beslutter, at nu må der gøres plads til fremskridtet.

Horder af arbejdere løber ud, flår græsset op og rejser »those dark, satanic mills«, som det hedder hos Blake: skorstene, smelterier og støberier, der sammen smeder de olympiske ringe, som rødglødende og spruttende af gnister stiger op som resultat af den kollektive indsats.

Nu kommer fagforeninger, ligestillingsaktivister og andre gode folk myldrende ud på stadion og skaber velfærdsstaten, symboliseret ved det offentlige sundhedsvæsen, der sikrer alle børn, der har brug for det, en hospitalsseng – nå ja, der var godt nok to børn i hver seng, det er jo sparetider.

Velfærden angribes fysisk af et bredt udvalg af skurke fra den klassiske engelske børnelitteratur, men heltene kommer til undsætning, og et episk og barokt slag slutter med heltenes triumf, da Mary Poppins tæver Harry Potters ærkefjende med sin paraply. Så kan de tygge lidt på den i den amerikanske sundhedsdebat: Lord Voldemort hader Obamas sundhedsforsikring.

LÆS OGSÅGenoplev OL's storslåede åbningsshow

Og flammen: Den tændes ikke af et individ, men af ungdommen i fællesskab, der fik overrakt faklen af den ældre generation. Simpelthen smukt.

Humoren og viljen til at gøre grin med de nationale ikoner toppede, da dronning Elizabeth spillede rollen som sig selv sammen med James Bond, om end det jo nok var en stunt double snarere end majestæten, der til sidst sprang ud i faldskærm over stadion med sin agent 007. For i Europa må man gerne grine, også af monarken, som udtrykker tilstrækkelig selvironi ved at stille op. Kan vi forestille os et segment, der gør grin med Hu Jintao eller den saudiske konge?

Åbningsceremonien munder ud i en gigantisk fest til tonerne af britisk populærmusik, med en sideløbende love story, hvor to af deltagerne møder hinanden på Facebook eller et tilsvarende socialt netværk. Og ikke mindst en montage af kys fra britiske film og tv-serier, bl.a. et lesbisk et af slagsen.

Kysset, der var et klip fra den britiske serie ’Brookside’, var det første homoseksuelle kys vist på tv i Saudi-Arabien og formentlig en hel del andre lande. I Kina må de have siddet og undret sig over denne love story, der roterede omkring de to teenageres statusopdateringer. Statusopdateringer? Hvad er det for noget? Facebook er som bekendt forbudt i Kina.

Det radikale budskab i Boyles forestilling var, at det bedste, vi kan vise frem af vestlig kultur, er velfærdssamfundet, der giver os evnen til at kombinere fællesskabet og de store synkrone bevægelser med plads og frihed til den enkeltes fortælling.

Så mens Beijing i 2008 viste tusinder af mennesker gå i takt og skabe formationer kombineret med hele den økonomiske supermagts vældige teknologi, viste London og Danny Boyle os alle, at vi stadig med vores unikke samfundsmodel kan skabe noget, der er mere seværdigt og interessant, for en tiendedel af prisen.