Dagbladet Børsen blæste i mandags en elegi med dommedagsbasuner over dansk produktionsvirksomhed.

»Danmark drejer nøglen om«, skrev chefredaktør Anders Krab Johansen i sin leder på baggrund af nyheden om, at to danske design-ikoner flytter produktionen ud af landet.

Møbelfabrikanten Fritz Hansen, der bl.a. står bag Arne Jacobsens klassiske designerstole, flytter 55-60 job til Polen, og langt de fleste af Royal Copenhagens plattedamer maler for fremtiden mussel i Thailand.

Konkret vil virksomheden nedlægge 40 af de sidste 60 danske job. »Hvor mange fabrikker skal lukke, før nogen siger stop«, spurgte Krab-Johansen retorisk.

Og hvad er det så, der skal gøres, hvis man spørger på Børsen? Ja, det er naturligvis det samme som altid, når fraserne om rammevilkår og regulering skæres fra: Ned med skatten.

Men reelt har det intet med skat at gøre, når juleplatter og 7’er-stole ikke længere er ’Made in Denmark’.

Det handler naturligvis om løn. Hvis virksomhederne kan få stort set samme kvalitet produceret i udlandet til betydelig lavere lønninger, så gør de det selvfølgelig. Hvis det i praksis kunne lade sig gøre at få polakker til at skrive sludderet i Børsens lederspalte, ville avisen udkomme fra Krakow, inden Krab-Johansen vidste, hvad der ramte ham.

Det er for mig at se tvivlsomt, om udflytning er en særlig god strategi for produkter, der afhænger så meget af deres brand.

Vil folk mon betale 40.000-50.000 for en polsk udgave af Arne Jacobsens Ægget, bare fordi der er et Fritz Hansen-mærke i bunden? Og kan amerikanske turister lokkes til at lænse kreditkortet for porcelæn fra Royal Bangkoks københavnske butik?

Men pointen her er, at processen ikke er unaturlig – og ikke nødvendigvis er til at tude over. Tekstilbranchen har været igennem den samme udvikling, hvor de store systuer i Vestjylland lukkede. Til gengæld blev designdelen i Danmark og skabte ny vækst.

Værdien af dansk tekstilproduktion er steget markant, selv om der knap sys et korssting på heden længere. Det er paradoksalt, at netop Børsen er fanget i fraser, som f.eks. fagbevægelsen for længst har forladt, om at »stoppe fabrikslukninger«.

Den nyeste forskning viser klart, at det kan være med til at skabe vækst i Danmark at sende produktion ud af landet – også i højteknologiske virksomheder.

Det kan vel tænkes, at der vil blive tjent endnu flere penge på at forbedre stolebetrækkets slidstyrke og udvikle nye mønstre til porcelænet, end der blev på at producere det.

Det betyder ikke, at udviklingen er uproblematisk. Den virkelige udfordring deler sig i to spørgsmål: Hvordan får vi skabt flere nye højteknologiske virksomheder? Og hvad skal de, der er ’tilovers’ fra produktionen, så foretage sig i fremtiden?

De klassiske tre svar er, i Tony Blairs berømte formulering: »uddannelse, uddannelse og uddannelse«. Den ufaglærte, der i dag pakker porcelæn, skal blive faglært, og møbelsnedkeren skal uddannes til designer. Men selv om uddannelse fortsat er det helt centrale svar, har udviklingen siden 1990’erne vist, at det ikke kan stå alene.

Først og fremmest har målsætningen om, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse, vist sig at være svær at indfri. I andre lande står tidligere fabriksarbejdere bag disken på McDonald’s til halvdelen af deres tidligere løn.

Hvis vi ønsker at undgå en udvikling af den karakter, må den offentlige sektor formentlig i højere grad sikre beskæftigelse til mennesker, der aldrig får en uddannelse.

Men det største problem er, at vi har for få iværksættere. Et problem, skrev The Economist forleden, der delvis er kulturelt betinget. Europæerne foretrækker trygheden som lønmodtager frem for det usikre liv som iværksætter. Det gælder nok også i Danmark.

Men som Economists artikel viser, har Danmark i et europæisk perspektiv store muligheder for at sikre, at flere ideer bliver til produkter. Dels kan arbejdsgivere nemmere skille sig af med ansatte og behøver derfor ikke at tænke sig om to gange, før de hyrer dem. Vi har en opsparet pensionsformue, der kan bruges langt mere aggressivt som kapital i nystartede danske virksomheder.

Alle disse betingelser, der sikrer Danmark et ganske godt fundament for fremtiden, er skabt ved konsekvent at ignorere jamrende liberalister, der altid har påstået, at lavere skat er svaret på alt. Det er og bliver en taberstrategi.