Selv om sundhedsministeren i skrivende stund endnu ikke har erklæret sit kandidatur, er Astrid Krag storfavorit til at blive SF’s næste formand.

Hun er vellidt i partiet og kan tale et smukt og flydende folkesocialistisk, så det luner i ethvert par blankslidte fløjlsbukser. Og jo, hun er hardliner på integrationsområdet, men kan sovse sin strammerkurs ind i en tilpas mænge Aksel Larsen-citater og social indignation, så det ikke rigtig gør noget. På sin vis en drømmekandidat for SF.

Det er paradoksalt, at de første par dages kandidatløse valgkamp internt i SF egentlig ikke har fokuseret ret meget på, om Astrid Krag har kvaliteterne til at løfte arven efter Søvndal. Bortset fra hendes unge alder og ufærdige uddannelse har ingen rigtig haft noget politisk at sige sundhedsministerens kandidatur på.

Det væsentligste modargument mod Krag handler ikke om hende, men om Thor Möger Pedersen.

LÆS OGSÅ SF-folk: Ny formand skal tryne Thor Möger

Det er klart, at den 27-årige skatteminister hænger en mængde medlemmer langt ud af halsen.

Regionsrådsmedlem i Nordjylland Lene Linnemann satte ord på flere menige SF’eres følelser i gårsdagens Politiken: »Enhver ved, at Thor står lige bag Astrid (...) jeg ville ønske, at det blev muligt at stoppe det, så vi kan få SF tilbage - før Thor render med det hele«.

Egentlig er det vanskeligt at forstå, hvorfor baglandet ikke kan døje Thor Möger. Ved folketingsvalget i 2005 var den 20-årige studenteraktivist blandt de få personer, der kunne give Anders Fogh Rasmussen hovedpine.

Som kampagnemand på Christiansborg i 2007 var han blandt de centrale kræfter bag SF’s første valgsejr i 20 år. Og efter valget var han som ny næstformand krumtappen i det tætte samarbejde med Socialdemokraterne, der bragte partiet op i nærheden af 20 procent i meningsmålingerne.

Siden er det gået ned ad bakke for folkesocialisterne, men selv på partiets højdepunkt pryglede kræfter i baglandet løs på partiets store talent.

Da Søvndal i 2010 ønskede Möger som næstformand, bragede kritikken ned over den unge komet, og Søvndal måtte tage en hård armlægning med baglandet for at få sin kandidat igennem. Og da Möger selv stillede op til Folketinget i Københavns Omegn, blev han af medlemmerne hamret ned på en umulig fjerdeplads på partilisten.

LÆS OGSÅ SF'ere: Thor Möger skal have en støttepædagog

Vist er Thor Möger ung, men han er også råt politisk talent hældt på flaske. Man kan diskutere partiets beslutning om at smide de fleste socialistiske drømme i affaldsskakten under forhandlingerne om regeringsgrundlaget.

Men da kritikken bragede ned over partiet, var Thor Möger stort set den eneste, der blev ved kanonerne og forsvarede beslutningen.

Thor Möger Pedersen har ikke taget magten i SF. Han har fået den på afbud, i det vakuum, der opstod, da de andre mistede viljen til at udøve den, fik nervesammenbrud eller gik i flyverskjul. Ole Sohn blev spærret inde i et mausoleum fra sin DKP-fortid. Villy Søvndal virkede som en mand, der havde lyst til at grave sig ned.

Kun en 26-årig skatteminister, udnævnt efter ny sønderlemmende kritik i baglandet, havde modet til at samle fanen op og løbe fremad. Mens andre ville skifte kurs midt i vadestedet, holdt Thor Möger fast i strategien.

Når han på det seneste er gået fra upopulær til radioaktiv i dele af SF’s bagland, er det bl.a., fordi han er kommet til at symbolisere projekt ’SF i regering’, og fordi han som en af de få ikke ser ud til at skamme sig over det.

Men hvis ikke SF’s egne folketingsmedlemmer ser ud, som om de tror på regeringens politik, hvordan kan man så tro, at vælgerne vil?

Thor Möger har sine begrænsninger som politiker.

Skridtet fra strateg til minister har afsløret, at han i hvert fald endnu ikke brænder igennem i medierne, men han begår heller ikke rigtig nogen fodfejl.

Hans rolle er indpiskerens og strategens - den rolle, Claus Hjort Frederiksen har spillet i Venstre, og som Henrik Sass Larsen har hos Socialdemokraterne.

LÆS OGSÅ Thors hammer slår tilbage

Hverken Hjort eller Sass er elsket af alle i baglandet, men de fleste respekterer dem. Og selv de kolleger, der har fået tæsk, anerkender, at der er behov for indpiskernes eksistens.

Ellers sejler partierne, og meldingerne stritter i alle retninger.

Men almindeligt kaos virker nærmest som en politisk dyd på nogle i SF, der ikke har forstået de benhårde krav til disciplinen i et regeringsparti.

Derfor har Thor Möger i stedet fået at føle, at janteloven trives i bedste velgående hos kadrerne med sokker i sandalerne, når han nu er blevet Astrid Krags største problem.

Her forveksles vægelsind med indsigt, valenhed med integritet og fasthed med brutalitet.

De burde i stedet takke Thor Möger for, at SF’s projekt foreløbig kun tager vand ind og endnu ikke helt er kæntret.

Der er mange i SF med varme hjerter og god vilje, men kun få med skatteministerens nødvendige gode nerver og kølige overblik.