De første dages debat i SF’s formandsopgør har klart demonstreret, at problemet for forhåndsfavoritten, Astrid Krag, i sin essens er den samme kulørte rubiksterning, som Villy Søvndal uden held vendte og drejede gennem et år, indtil han forleden måtte give op:

Hvordan kombinerer man en klar grøn vision med en snert af rød socialisme med regeringens lyseblå økonomiske politik?

Da Annette Vilhelmsen trådte ind i dagpengediskussionen med træsko på, fik erhvervsminister Ole Sohn uforvarende rammet problemet ind, da han alfaderligt advarede mod at »lege med ilden«.

Men Astrid Krag har netop brug for at lege lidt mere med ilden, hvis hun ikke skal ende som falleret formandskandidat og symbolet på SF’s fiasko. Ikke ved at sætte en tændstik til regeringssamarbejdet, men ved at få tændt et par fakler, der kan oplyse regeringsgrundlaget i et lidt mere socialistisk skær.

LÆS MEREVilhelmsen vil noget helt andet, end det regeringen står for

Men fjernsynet stod ikke ligefrem i flammer, da Krag skulle svare på, om hun ligesom Vilhelmsen og langt, langt størstedelen af SF’s medlemmer finder den toårige dagpengeperiode, som S-R-SF har arvet fra sin forgænger, for »uhensigtsmæssig«:

»Nej, her bakker SF op om regeringsgrundlaget. Det er vigtigt, at vi gør en indsats for at gøre noget ved arbejdsløsheden. Det ser vi med akutpakken og med den indsats, der ligger i finansloven for et uddannelsesløft til ufaglærte ledige«.

Det er tom bureaukratsnak svøbt omkring et grundlæggende argument, der med sikkerhed vil gøre Krag til taber: Vi mener det, vi mener, fordi det står i regeringsgrundlaget.

Det er en fascinerende Klods-Hans-historie, der i disse dage udspiller sig i SF.

Den unge førsteelsker, Astrid Krag, der er blevet skolet til at skulle overtage partiet, bevæger sig rutineret i det politiske spil og taler magtens sprog flydende, er ved at blive kasseret af de kræsne SF-medlemmer til fordel for den politisk aparte Annette Vilhelmsen, der er redet ind fra Kerteminde efter afbud fra mere oplagte modkandidater.

Nu er den midaldrende oprører ved at afspore det generationsskifte, som kredsen af yngre SF’ere planlagde i al hast, da Villy Søvndal forleden smed håndklædet i ringen.

Alt gik ellers efter planen: Andre kandidater blev behændigt skuldertacklet ud af banen, og Annette Vilhelmsen var den drømmemodkandidat, som ledelsen ønskede sig til at marinere formandsskiftet i folkesocialisternes medlemsdemokrati uden større risiko for at tabe.

Men målinger i SF-baglandet viser nu, at Vilhelmsen reelt kan vinde. En rundspørge fra Berlingske Research til kredsformænd og landsledelsesmedlemmer viste, at 53 pct. bakker op om Vilhelmsen, mens kun 27 pct. foretrækker Krag.

LÆS OGSÅSyv ud af ti læsere foretrækker Annette Vilhelmsen

Vilhelmsens kampagne skriver næsten sig selv, for det centrale budskab fra dagpengesagen kan gentages i andre kontroversielle spørgsmål fra boligskat til 24-års regel: Vi kan både holde fast i regeringsmagten og i SF’s politik.

Om det faktisk forholder sig sådan, er i bedste fald tvivlsomt. De fleste radikale og stadig flere socialdemokrater ville græde tørre tårer, hvis SF måtte forlade regeringen, og det giver et svagt udgangspunkt for at stille krav. Men det er et budskab, som vil appellere stærkt til lokale SF’ere.

Og det forekommer brølende naivt, at SF-ledelsen tilsyneladende tror, at de blot kan læne sig tilbage i ansvarlighedens argumenter formuleret med magtens sprog.

Set med Astrid Krags briller er det gode ved situationen, at hun nu er presset til hurtigt at løse den opgave, som under alle omstændigheder er obligatorisk, hvis hun bliver formand: at overbevise folk om, at regeringens linje faktisk ligger i direkte forlængelse af SF’s politik og værdier, og at hun er det bedste bud på en leder, der kan give SF’s politiske prioriteter endnu mere tyngde i regeringssamarbejdet.

LÆS OGSÅAuken støtter Krag: Hun skal have modet til at spørge, lytte og handle

Hvis det skal lykkes, er Astrid Krag pinedød nødt til at lege lidt mere med ilden.

At give en ærlig vurdering til sine medlemmer af, hvad der er gået godt og skidt i regeringssamarbejdet. At vise, at hun har lært af det første års erfaringer som juniorpartner i en koalitionsregering og har et troværdigt bud på et mere slagkraftigt og skarpt profileret SF.

Hvis ikke hun magter den opgave over for SF’s medlemmer, vil hun heller ikke kunne magte den over for vælgerne.