Det var en stærk, men atypisk tale, statsministeren i eftermiddag holdt for sine partifæller i Aalborg.

Det var en mere alvorlig og afdæmpet Helle Thorning-Schmidt, end de delegerede normalt møder.

Men også en determineret statsminister, der anerkendte regeringens problemer, men understregede, at kampen ikke er forbi, »før blondinen har smidt stiletterne«.

Det er en ganske ny erkendelse.

Ved sit nylige et-års jubilæum talte Helle Thorning-Schmidt med Ekstra Bladets Hans Engell om regeringens problemer. Her bød statsministeren blandt andet på denne ret enestående analyse:

»Jeg var i sommer til OL og lærte, at når man har lavet noget rigtigt godt, så tager man en æresrunde for at vise, hvor godt det er forløbet. Vi har ikke taget nok æresrunder i forhold til de opgaver, vi har løftet. Det skal vi blive bedre til«.

Interviewet viste, at Helle Thorning-Schmidt har svært ved at få det over sine læber, at regeringen er i vanskeligheder.

For normalt kræver en æresrunde, at man har vundet guldmedaljen. Eller i det mindste at der er nogen, der hujer og jubler.

Men på det socialdemokratiske stadion har publikum længe været på vej mod udgangen.

På kongressen Thorning-Schmidt fralagde sig ikke ansvaret for stomløbet mod udgangen, og forsøgte ikke at præsentere endnu en parallel virkelighed om, at problemet er for få æresrunder.

I stedet forsøgte hun at forklare de delegerede, at tæskene fra alle sider er den sædvanlige belønning, socialdemokraterne får for at tage ansvar. Og det eneste, der er værre for Socialdemokrater end at tage ansvar, er »ikke at tage ansvar«.

Det var ikke en tale, der blæste taget af Aalborg Kongrescenter af begejstring, men den nye, alvorlige, eftertænksomme og afdæmpede stil syntes at blive godt modtaget.

Det var godt håndværk; og særligt stærkt, da Helle Thorning-Schmidt hyldede sin egen enlige mor i en passus, der kunne have været blevet corny, men i stedet blev en ret rørende hyldest til alle de enlige mødre, der får familierne til at hænge sammen.

Her koblede Thorning-Schmidt elegant følelserne til politikken ved at understrege, at det er derfor, bundfradraget for enlige forsørgere er blevet fordoblet.

Problemet for Helle Thorning-Schmidt er, at der må siges at være en temmelig dyb kløft mellem den tone og den politik, der blev lagt for dagen i kongrestalen, og den tone, der er slået an i både regeringsgrundlaget og regeringens daglige praksis.

Når statsministeren siger, at »når vi indgår en politisk aftale, er den vigtigste bundlinje for Socialdemokraterne, om den giver eller færre eller flere arbejdspladser« harmonerer det mildest talt ikke med regeringens maniske fokus, ikke på arbejdspladser, men på arbejdsudbud.

Når Helle Thorning-Schmidt siger, at »i lande, som vi normalt sammenligner os med, har man valgt en vej, hvor man entydigt sparer sig ud af krisen […] I Danmark er vi gået en anden vej. Vi har valgt, at vi på trods af krisen vil give et løft til de dårligst stillede i vores samfund«, så harmonerer det dårligt med en virkelighed, hvori Helle Thorning-Schmidt har placeret Danmark ret op og ned af den konservative sparekurs i Europa og har finansieret store dele af sin skattereform ved at stoppe opreguleringen af overførselsindkomsterne.

Men Thorning betaler prisen for ikke selv at sætte en dagsorden i sin tale. For så gør kongressen det selv. Alt tyder på, at dagpengene bliver kongressens store slagsmål. Her holdt Thorning-Schmidt fast i regeringens accept af sin forgængers dagpengereform. Det blev mødt af total tavshed.

Emnet kan bringe partiledelsen i stormvejr i de kommende dage.

Hvis Helle Thorning-Schmidt følger sin kongrestale op med nogle klare politiske ideer og programmer, når Folketinget åbner om små to uger, kan det blive første skridt mod ny socialdemokratisk fremgang.

Hvis ikke, vil dagens retorik hurtigt dampe af de delegerede, når flugten mod udgangen fortsætter frem mod kommunalvalget. Uanset hvor mange æresrunder statsministeren tildeler sig selv.