Statsministeren penslede i gårsdagens åbningstale sin vision for en moderne folkeskole ud fra Folketingets talerstol med udgangspunkt i den fiktive 7.-klasse-elev Emil.

I Thornings folkeskole lærer Emil om Pythagoras i sløjdlokalet, laver hjemmesider over nettet med venskabsklassen i Manchester og brænder energien af med løbeture midt på dagen, så der er ro til tekstanalyse og grammatik.

Pædagoger og lærere arbejder sammen om at få skoledagen til at hænge sammen, og først når de fleste lektier er lavet under opsyn af de voksne sidst på eftermiddagen, tager Emil skoletasken på ryggen og trisser hjem til familien.

En klar og spændende vision, der i klar kontrast til Lars Løkke Rasmussens mislykkede forsøg på et ’partnerskab for folkeskolen’ på basis af test og måltal koncentrerer sig om at skabe en spændende skole, der rykker ind i en moderne pædagogisk og teknologisk virkelighed.

Men Venstre tog positivt imod netop denne del af talen og erklærede sig villige til et samarbejde om en folkeskolereform. Måske skal Emil og hans forældre begynde at glæde sig?

Men ak, så enkelt er ingenting i politik og slet ikke i folkeskolen, hvor snesevis af interesser holder hinanden i skak på kryds og tværs, og hvor reglerne for lærernes arbejdstid sætter markante begrænsninger på skoleledelsens suverænitet til at lede og fordele arbejdet.

Det centrale spørgsmål efter Thornings tale er derfor, om regeringen tør tage en total konfrontation med både folkeskole- og gymnasielærere om undervisningstidens tilrettelæggelse, når de offentlige overenskomster skal genforhandles i begyndelsen af 2013.

De foreløbige signaler tyder på, at regeringen er klar til kampen, og kommunerne i KL meldte sig med det samme klar til at tage striden op med regeringen.

Lærerformand Anders Bondo Christensen understregede i gårsdagens Politiken, at lærerforeningen skam gerne vil samarbejde – men kun på egne betingelser. Der er ingen »smarte snuptagsløsninger«, advarede Bondo. Næh, vi skal have »genklang blandt lærerne«, »lære af andre landes erfaringer«.

LÆS INDLÆGSkån folkeskolen fra offentlig gabestok, Antorini

Det virker, som om strategien er at holde et evigt gruppearbejde kørende under den lidt tomme overskrift om Ny Nordisk Skole, som undervisningsminister Christine Antorini velvilligt har stillet til rådighed.

Strukturelle reformer om arbejdstid og lignende afvises som ligegyldige »ændringer af cirkulærer og paragraffer«. Bondo kan næppe levere mere fleksibilitet i sine overenskomster.

Da han tidligere på året i et ukarakteristisk anfald af nytænkning åbnede for, at ledige lærere kunne ansættes på folkeskoler med et timetal svarende til dagpengene, blev han hurtigt banket på plads af sit bagland. Mere fleksibilitet vil få de halvprofessionelle organisationsfolk i Danmarks Lærerforenings top til at se rødt.

I så fald styrer overenskomsterne direkte mod et sammenbrud og eventuelt mod en lærerstrejke. Det er en gigantisk politisk gambling fra regeringen. Endelig, fristes man til at tilføje.

Det er bedre at dø med de politiske støvler på end at fortsætte en stille, hensygnende tilværelse spærret inde af elendige meningsmålinger og parlamentarisk fnidder.

Hvis regeringen skal have en chance for at gennemføre sin reform, må den have de yngre lærere i tale. Dem, der er taberne i en struktur domineret af anciennitet og sidst-ind-først-ud-tænkningen.

Det kræver et dobbeltgreb i opgøret med bureaukratiet. Som i en nedrustningsaftale må parterne i samme takt fjerne de meningsløse våben, der er opstillet gennem årene. Staten må slække på de myriader af test, elevplaner og evalueringer, der har været substitutter for politisk handling.

Og lærerne kommer til at acceptere, at det er skolelederne, der leder og fordeler arbejdet.

LÆS OGSÅThorning gjorde hverken venstre- eller højrefløjen glade

Og så skal regeringen selvfølgelig have forældrene, der må leve med skolens tvivlsomme resultater, om bord. Hvis det lykkes, kan det blive startskuddet til regeringens revival og et ægte politisk resultat til historiebøgerne.

Regeringen har indset, at den må til at tage flere politiske chancer, og folkeskolen er udset til at være første forsøgsstation.

Den imaginære Emil risikerer at ende som efterårets samspilsramte barn mellem statsministerens vision og Bondos uendelige gruppearbejde.

Man må håbe, at lærerne også kan se den fælles interesse i den vision for en spændende moderne folkeskole, som statsministeren ret klart tegnede op, og ikke lader Emil og hans kammerater i stikken.