I Georg Büchners klassiske skuespil ’Dantons død’, der foregår under den franske revolution, får den revolutionære flanør Georges Danton samvittighedskvaler over sit direkte medansvar for tusinder af menneskers død i revolutionens navn.

Han forsøger derfor at overbevise revolutionslederen Robespierres guillotineringer på samlebånd af mennesker med selv de mindste royale sympatier.

»Den, der kun gennemfører en revolution halvt, graver sin egen grav«, svarer Robespierre ham skarpt.

Brutalitet er ikke en last, når den sker for at forhindre, at kongemagtens undertrykkende regime vender tilbage. Det er tværtimod en dyd.

Når han, Robespierre, accepterer at få blod på hænderne, er det ikke af lyst, men for at sikre, at andres kan forblive rene. Der er ikke råd til moralske kvababbelser i hans univers, og han får den apatiske antihelt Danton henrettet. Senere ryger han selv samme vej.

LÆS OGSÅForsker: Vilhelmsen har fat i den lange ende

Tirsdag blev den dynamiske drivkraft i SF’s revolution mod magten, skatteminister Thor Möger Pedersen, kørt på det politiske skafot af partiets gamle garde, der nu har vundet magten.

I den sælsomme og ualmindelig giftige overdragelsesceremoni udspillede sig mellem linjerne en dialog om magtens væsen, der ikke ligger langt fra dialogen mellem Danton og Robespierre.

Det er altid en barsk affære, når en minister ufrivilligt bliver smidt ud af politik.

Men tirsdagens overdragelse af Skatteministeriet fra Thor Möger Pedersen til Holger K. Nielsen havde en ekstra brutal dimension. Normalt skal slægt jo følge slægters gang, og en ny politisk generation skal henrulle den gamle til historiebøgerne.

Nu var det i stedet det unge talent, der ufrivilligt måtte række stafetten bagud til den mand, der blev formand for SF, da han selv begyndte i børnehaveklasse. Bitterheden hvislede ud mellem Thor Mögers sideben, da han i velkomstgave overrakte Holger K. en cd med 90’er-hits.

Underforstået: SF’s nye stærke mand er lige så bedaget som Aqua og Take That, og hans tilbagevenden repræsenterer som et nu midaldrende boybands genforeningsturne, et nostalgisk ønske om at vende tilbage til uskyldens år.

Men endnu skarpere var de overvejelser om magtens væsen og SF’s sjæl, der blev udvekslet som symbolske gaver og spydige taler. Hvis man ikke har viljen til at gribe og bruge den politiske magt, så må man i stedet kaste sig over at dyrke kålhoveder, citerede Thor Möger Pedersen SF’s grundlægger, Aksel Larsen.

LÆS OGSÅHolger K. fik kål og 90'er-hit af Möger

Budskabet er klart: Den magt og indflydelse, Holger K. Nielsen aldrig selv kunne skaffe SF gennem næsten 15 år som formand, har Thor Möger sikret. Og nu skulle han så straffes for den kontante ledelsesstil, selv om det er den, der har gjort SF regeringsdueligt.

Ikke alene kom den gamle garde og høstede frugterne, men fordømte også ham, der havde lagt kimen, og kastede ham på møddingen som straf.

Holger K. Nielsen kvitterede med en historisk-marxistisk analyse af mafiaen, fordi Thor Möger tidligere i et interview i Euroman havde udtalt, at han var inspireret af ’Godfather’-filmene.

Budskabet var, at Thor Möger i sin beruselse af magten havde glemt selve magtens formål: den socialistiske samfundsforandring.

Nu har Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen overtaget magten i partiet med løfter om mere medlemsinddragelse og demokrati.

Men efter to dage på Marienborg, der dybest set var en genindspilning i ekspresfart af regeringsdannelsen fra tårnet på Amager, har SF’s nye ledende duo som pris for at kunne forblive i regeringen måttet kontrasignere regeringsgrundlaget i sin helhed. De har overtaget Søvndal og Mögers roller, men manuskriptet er stadig det samme.

Men når Thor Möger og resten af de unge SF’ere fik gravet deres egen grav, var det netop, fordi de kun fik ført revolutionen halvt igennem.

De koncentrerede sig om at sikre hinanden poster og ændre organisationen og glemte den politiske side af den rejse mod et moderne venstrefløjsparti, som de advokerede for.

Politiske kursændringer i SF-toppen – f.eks. erkendelsen af, at det er nødvendigt at bevare 24-års reglen – blev altid solgt til baglandet som et nødvendigt kompromis med Socialdemokraterne snarere end en reel erkendelse.

Derfor kom SF’s stærke ledelse paradoksalt nok til at virke svag og følgagtig i baglandets øjne.

LÆS OGSÅAnnette Vilhelmsen: Vi er tre ligeværdige partier i denne regering

Formandsskiftet i SF har beseglet udviklingen i regeringen i det sidste år, der også er en slags tilbagevenden til 90’ernes modus vivendi for centrum-venstre.

Magten er reelt placeret i S-R-aksen, og SF kan få lov at være med, så længe de kan holde til det.

Og nostalgien efter en egentlig S-R-regering uden besværlige SF’ere breder sig i de to partier. Måske kunne det give regeringen en ny start?

Man sagde i 00’erne om Dansk Folkeparti, at de reelt var et regeringsparti uden ministerbiler.

Nu er SF reelt blevet til et støtteparti med ministerbiler.