Det socialdemokratiske folketingsmedlem Jan Johansen, der indtil valget i 2011 var næstformand i 3F på Østfyn, kunne forleden ikke tie stille længere.

I TV2 Nyhederne gik Johansen direkte i kødet på partiformand Helle Thorning-Schmidt, og krævede en løsning på den situation at et helt ekstraordinært stort antal mennesker pr. første januar står til at ryge ud af dagpengesystemet på grund af den tidligere regerings stramninger.

LÆS OGSÅ Thorning står fast: Dagpengeregler lempes ikke

Allerede i dag ryger nogle få mennesker - måske 1.000 hvert år - ud af dagpengesystemet. Men efter nytår vil det tal blive mangedoblet.

Efter a-kassernes vurdering vil 1.600-1.700 mennesker bliver rullet ud i økonomisk uføre på samlebånd – hver måned.

Det drejer sig ikke om Dovne-Robert’er eller Fattig-Carina’er med årevis af offentlig forsørgelse på cv’et.

De, der rammes, er mennesker, der er har arbejdet og optjent dagpenge, og nu er blevet ramt af krisen. Mange er i 50’erne og har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen.

Og som om det ikke var slemt nok bliver de ikke alene skubbet ud. Det bliver også dobbelt så vanskeligt at komme ind i systemet igen. Muligheden for at genoptjene sine dagpenge via løse vikariater på nedsat tid, der for mange er de eneste jobmuligheder netop nu, bliver mindre.

LÆS OGSÅLO undsiger regeringens dagpenge-tal: Flere risikerer at blive ramt

Det bør ikke komme bag på nogen i S-toppen, at Jan Johansen gør oprør mod den ligegyldighed der omgærder disse menneskers truende sociale deroute.

Nej, den virkelige skændsel er, at han er den eneste, der gør det og at Mette Frederiksen, Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt ikke for længst har fået stillet et ultimatum af deres bovlamme folketingsgruppe: Dette må standses!

Dagpengemodtagerne er ved at blive dobbelt svigtet af socialdemokraterne.

Først har partiet svigtet kerneopgaven med at skabe job i krisetider, og så skubbes de ledige ned gennem nyklippede huller i det sikkerhedsnet, som generationer af socialdemokrater før dem møjsommeligt har syet. Og selv alle de LO-lønmodtagere, der stadig svinger rundt i det kriseramte arbejdsmarkeds trapezer, må nu leve uden trygheden fra et solidt og fintmasket dagpenge system.

De finansministerielle genier, som regeringen i disse spørgsmål lader sig dirigere af, har naturligvis en forklaring på, hvordan vi bliver et bedre samfund af, at flere styrter ned i savsmuldet. For mod slutningen af perioden kommer flere i rigtigt arbejde.

LÆS OGSÅMåling: Flertallet af danskerne vil redde lediges dagpenge

De, de med en smuk eufemisme, der dækker over et syn på ledige i øvrigt som smådovne, kalder motivationseffekt. Når ledige er ved at nærme sig dagpengenes udløb, søger de flere jobs, og systemerne gør en ekstra indsats for at skaffe netop dem et arbejde.

Men hvad sker der når pludselig antallet, der står helt ude ved randen er mangedoblet? Og kan man forsvare at lade nogle tusinde gå fra hus og hjem for at tvinge andre par tusinde i arbejde? Går den ligning virkelig op i det store socialdemokratiske regnskab?

Det er snart ved at være en vane, at regeringen optræder helt uden ledelse og retning. Men dagpengesagen udgør dog et foreløbigt politisk håndværksmæssigt lavpunkt, der hvis den får lov at rulle ret meget videre vil få betalingsringen til at ligne en succeshistorie.

Internt oprør, krise med fagbevægelsen, masser at berørte mennesker. Alle ingredienserne er der til en potentiel katastrofe. Alligevel har regeringschefen ikke kunnet få håndteret et spørgsmål, som Anders Fogh Rasmussen ville have løst på en halv time.

LÆS OGSÅVestager løber fra dagpengeløfte

Den socialdemokratiske ledelse har nu åbenbart accepteret den logik, at det er sundt for buschauffører, bygningsarbejdere og rengøringsassistenter, at svæve omkring på et stadigt mere usikkert arbejdsmarked med et stadigt ringere sikkerhedsnet. Og så undrer de sig over, at netop disse LO-vælgere forsvinder?

Hvad er det dog for et fattigt land vi er ved at blive? Ikke fattigt i ressourcer og rigdom, det går betydeligt bedre end vi bliver bildt ind i de »nødvendige reformers« hellige navn. Men fattig i forståelsen for vores velfærdssamfund, fattig i solidaritet med de ofte lavtlønnede arbejdsomme mennesker, der nu helt unødvendigt skal prygles i den politiske handlekrafts navn.

Og fattigt i indignation, når der ikke for længst er gang i et fuldtonet oprør mod de politikere, der nu tvinger forringelser igennem for flertallet af lønmodtagere, og helt grundløst sender de uheldigste af dem ud i økonomisk ruin, og oven i købet har den frækhed at sige, at de skam har deres største sympati.