Mandag udkom debatbogen ’Det danske klassesamfund’, hvor de fire forfattere overbevisende argumenterer for, at der stadig er dybe skel mellem forskellige sociale grupper i det danske samfund.

Arbejderne udgør 47 procent af befolkningen, men tømreren, rengøringskonen og frisøren bliver alligevel glemt i den politiske debat og proces.

Derfor barberes efterløn og dagpenge, arbejdsmiljøpolitik negligeres, og lønnen (for disse grupper, naturligvis) skal holdes i ro af hensyn til konkurrenceevnen.

Denne halvdel af befolkningen har mistet formue og status selv i 00’ernes fede år, de lever kortere, deres børn har færre muligheder end de øvre lag. Det spørgsmål, der står skrigende tilbage, er naturligvis, hvorfor i alverden halvdelen af befolkningen finder sig i at blive glemt?

LÆS OGSÅDe sociale kløfter øges, mens politikerne sover

Og hvorfor stemmer halvdelen af arbejderne eller mere på de blå partier, der vil øge uligheden endnu mere?

Den gåde har verdenshistoriens venstreorienterede naturligvis tumlet med i mere end hundrede år, og svaret ender som regel i en eller anden afart af det marxistiske ’falsk bevidsthed’ – arbejderne ser ikke deres objektive interesser i en mere retfærdig fordeling.

Vrangforestillingen om, at vi alle er blevet jævn middelklasse med leaset vaskesøjle og ’Vild med dans’ hver fredag, er blevet det nye opium for folket.

Skattereformen var et politisk forsøg fra regeringens side på at finde en vej tilbage og skabe politik for LO-arbejderen. Men reelt faldt regeringen i en fælde, der accepterede det nye højres retorik om, at det centrale mål er, at øge forskellen mellem arbejder- og underklasse. Altså at rykke fronten i den politiske kamp nedad i samfundspyramiden.

LÆS OGSÅVil venstrefløjspolitikerne kun kæmpe for danskere med arbejde?

Kassedamen skulle ikke spørge, hvorfor endnu flere skattelettelser i toppen var nødvendige, men glædes over, at dem længere nede, der ’ikke laver noget’, nu tjente endnu mindre.

Når succeskriteriet bliver at sikre arbejderne mere afstand til bunden snarere end mere nærhed til toppen, er centrum-venstre på vej mod et politisk bankerot.

Måske er problemet, at der simpelthen mangler centrum-venstre konkrete ideer til politiske forbedringer for arbejderne, af den simple grund at der er for lidt kendskab til problemerne i hele den politiske offentlighed.

Derfor burde regeringen genoplive tanken om en lavtlønskommission, der først blev ført ud i livet i begyndelsen af 1980’erne af den nu afdøde chefredaktør for Aktuelt Bent Hansen, der også får ristet en velfortjent rune i den nye debatbog.

Tænk, hvis regeringen foretog en tilsvarende kortlægning af problemer hos dagens rengøringsdamer, buschauffører og butikspersonale og uligheder i relation til resten af befolkningen.

Konkret kunne en ny lavtlønskommission bl.a. tage udgangspunkt i 3 punkter.

• Frihed i arbejdslivet

Mens mange i middelklassen og opefter får mere fleksible arbejdsvilkår, lever de fleste lavtlønnede med strikse mødetidspunkter, skemalagte pauser og uden mulighed for lige at smutte til tandlægen. Hvordan kan man skabe mere frihed i arbejdslivet og indflydelse på egen arbejdsdag for de lavtlønnede?

• Ulighed i sundhed

Mens levealder og sundhed i alderdommen er støt stigende i toppen af samfundet, er livsstilssygdomme stadig udbredte blandt lavtlønnede, der har hårdere arbejdsliv, ryger mere end gennemsnittet og spiser mere usundt.

Flere forbud virker som overklassens formynderi, og afgifter på fedt og sukker synes heller ikke vejen frem. Hvordan kan en mere opsøgende indsats f.eks. direkte på arbejdspladsen bruges til at forbedre sundheden for de lavestlønnede?

• Ulighed i børns livsmuligheder

Problemet er velkendt, men uløst: Børn af lavtlønnede klarer sig systematisk dårligere i skolen, får kortere uddannelser og lavere livsindkomst end børn, der har været heldige nok til at blive født højere oppe i pyramiden. Hvad kan der konkret gøres ved f.eks. skolernes indretning for at give arbejderbørn bedre mulighed for at udnytte deres fulde potentiale?

Mulighederne er mange. Men hvis centrum-venstre virkelig vil satse på en politik, der løfter de 47 procent, er det afgørende at få sat de lavtlønnedes forhold på dagsordenen. En moderne opdatering af Bent Hansens kommission kunne være et stærkt første skridt fra regeringen.