For anden gang har jeg afleveret en rapport til redaktionen om mit arbejde. Her kommer hovedpunkterne fra 2. halvår af 2011, som det meste af tiden bød på samme mængde og typer af klager som hidtil, men hvor vi af årsager, jeg ikke kan pege på, nærmest ustandselig blev trukket i Pressenævnet.

Og hvor det i december lykkedes os at lægge os alvorligt ud med et meget stort antal læsere.

På en gennemsnitsdag får jeg stadig 20-25 klager, kommentarer og spørgsmål. Der klages især over fejl i faktuelle oplysninger (omkring 70 procent af henvendelserne) og vores sprog (omkring 20 procent), mens omkring 7 procent for eksempel klager over, at en krydsord mangler, eller at der optræder andre ikke-journalistiske fejl. Klager over dårlig presseetik udgør stadig kun omkring 3 procent af den samlede mængde.

Ændringen af avisens design fra 1. december – den vender jeg i allerhøjeste grad tilbage til – betyder, at vi nu også har Fejl og Fakta i lørdagsavisen. Hvilket er godt, fordi vi så kan leve endnu bedre op til løftet om at rette hurtigt. Hidtil begik vi fejl om fredagen, men rettede dem først om mandagen. Med 5-7 rettelser om dagen og 6 udgaver af Fejl og Fakta om ugen bliver det til omkring 1.850 rettelser om året. Hvis jeg ellers kan regne – store tal er stadig ikke vores stærke side.

Jeg har ikke problemer med at fylde den daglige spalte, men jeg hører også jævnlig kritik fra journalisterne, som synes, jeg retter bagateller. Det er rigtigt, men bagateller irriterer også læserne, og ofte bygger en lille rettelse på en håndfuld klager. Og så må jeg indrømme, at nogle rettelser er med alene på grund af underholdningsværdien. Man kan sandt at sige blive forundret over, hvor stor specialviden læserne besidder.

Som nævnt var Politiken indklaget for Pressenævnet forbavsende ofte i andet halvår af 2011. Mens vi fik en enkelt kendelse i første halvår – da nævnet konkluderede, at vi havde levet op til god presseskik i sagen om United Plantations, men skulle bringe et genmæle fra virksomheden, som ville komme med sin version af nogle faktuelle oplysninger – havde redaktionen travlt med at svare for sig i Pressenævnet i andet halvår.

To kendelser gik avisen helt eller delvis imod, og dem har vi selvfølgelig bragt, som vi skal ifølge medieansvarsloven:

I den ene sag fik vi nævnets ord for, at det var i berettiget offentlig interesse, at vi skrev indgående om det højreorienterede netværk ORG, og at vi citerede fra dets interne debatforum. Derimod fik vi kritik for uden tilladelse at have vist private billeder af afbrændingen af en sort dukke og for at have nægtet at udlevere alt materialet til ORG. På den måde havde vi ikke givet den angrebne part rimelige muligheder for at svare på beskyldningerne, mente nævnet.

I den anden sag fik vi for nylig kritik, fordi vi havde skrevet, at fire fiskere, som er blandt de største modtagere af offentlig støtte, sidder med i toppen af Dansk Fiskeriforening – hvilket de ikke gør. Nævnet mente samtidig, at vi havde antydet, at de fire fiskere har brugt en særstilling – som de altså ikke har – til at skaffe sig ekstra fordele. Vi havde ganske vist rettet og beklaget i Fejl og Fakta, men ikke tilstrækkeligt, mente nævnet.

I to andre klagesager afgjorde Pressenævnet, at Politiken ikke havde overtrådt god presseskik, og yderligere to blev afvist af nævnet, fordi klagerne ikke var part i de sager, de klagede over.

Desuden verserer der yderligere to sager, hvoraf den ene blev anlagt i 2. halvår 2011.

Otte sager i Pressenævnet på så kort tid er voldsomt, men efter min bedste vurdering ikke udtryk for, at redaktionen tager lettere på etikken. Jeg vælger at tro, at tilfældigheder spiller ind, og selv om jeg er etisk indpisker på redaktionen, mener jeg ikke, at vi for enhver pris skal undgå klagesager. Vi skal begå kritisk, saglig, korrekt og fair journalistik, og selv når det gøres ordentligt, vil det udløse klager. Det kan næppe være anderledes. Men vi skal helst vinde sagerne, og kendelserne, der går os imod, har vi bare at lære af.

Hvis Pressenævnet tog sig af klager over tv-kanaler, der pludselig er væk fra avisens oversigter, over mangelfulde vejrudsigter eller over forsvundne kurslister, ville otte sager ikke have kunnet gøre det. Da vi ændrede avisens design 1. december, gav det et væld af henvendelser, og langt de fleste var klager over ændringerne i servicestoffet. Især den nye tv-oversigt gjorde mange læsere vrede, fordi de ikke længere kunne finde deres yndlingskanaler. På de første seks dage fik jeg 74 henvendelser alene om tv-kanalerne. Det gavnede i øvrigt ikke vores popularitet, at det lykkedes os at bringe programmet for mandag 5. december allerede lørdag 3. december ...

Desuden har vi senere skiftet kanaler ud i tv-oversigten, og hver gang har det været et irritationsmoment for mange.

Fjernelsen af listen over børskurserne havde efter de første seks dage fået 14 læsere til at henvende sig, mens ændringerne på vejrudsigten havde ført til 39 klager til Læsernes Redaktør. Dertil kommer de mange, der klagede andre steder i huset. Det væltede ind.

Efter tre uger tog det noget af, men det har ikke gjort sagen bedre, at vi i mange tilfælde har været så længe om at få styr på tingene. Det var besynderligt, at vi bragte vejrdata for Aberdeen, men ikke for London, og flere læsere gav udtryk for, at de ikke fandt det urimeligt at kunne se vejret i Oslo, som de havde kunnet hidtil.

Noget så simpelt som tidspunkterne for solens op- og nedgang og de daglige tabeller over nedbør og månedens temperaturer har voldt os forbavsende store kvaler.

Konklusionen efter min unormalt travle december må være, at en stor gruppe læsere lægger kolossal vægt på servicestoffet. Jeg er fuldstændig overbevist om, at mange af dem, især ældre læsere uden netadgang, opfatter den type stof som langt vigtigere, end redaktionen gør. Hvilket den passende kunne tænke over.