I er hurtige til at rette jeres egne fejl – selv de allermindste – men dem, der optræder i stof, I har fået udefra, tør I åbenbart ikke gøre noget ved.

Sådan kunne man sammenfatte den kritik, jeg jævnlig hører, når læsere synes, at for mange eksternt producerede fejl får lov at passere. Eller som en læser skrev til mig for nylig:

»I 2011 tillod jeg mig at påpege en fejl i en klumme skrevet af Ritt Bjerregaard (husker ikke længere emnet). Den rettelse blev aldrig bragt, men jeg kom til at tænke på den i forbindelse med nedenstående angående Johannes Møllehaves stort opsatte nekrolog over Habakuk. Her er min rettelse heller ikke blevet bragt i din spalte på side 2. Derimod blev min samtidige rettelse angående billedet af FCK’s direktør i stedet for træneren bragt«.

»I betragtning af at der ofte bringes mange korrektioner, der ikke er større end mine, er det næppe et væsentlighedskriterium, der er årsagen, så det har fået mig til at tænke på, om Politikens princip om, at »fejl og mangler korrigeres« måske kun gælder artikler skrevet af bladets fastansatte journalister, mens redaktionen finder det uhøfligt eller upassende at korrigere gæsteskribenter«.

»Hvis det er jeres princip, så er det da en holdning. Man kan være enig eller uenig, men skal en holdning ikke være læserne bekendt, og jeg mindes ikke, at denne undtagelse fra princippet om at rette fejl er blevet kommunikeret?«

»Det ville i hvert fald have været rart for mig at vide, inden jeg spildte Læsernes Redaktørs tid med en korrektion, der falder uden for rammerne«.

Herefter beskrev han, hvad der efter hans opfattelse var en fejl i Johannes Møllehaves nekrolog over Habakuk.

Jeg forstår godt, at læseren undrer sig, for der er ikke tvivl om, at jeg retter fejl, vi selv producerer, langt hyppigere end dem, der findes i stof udefra. Jeg skal i dag forsøge at forklare hvorfor, for jeg bilder mig ind, at jeg trods alt følger en linje. Jeg hører gerne, om læserne finder den fornuftig.

Vi bringer hver dag masser af stof, som ikke er skrevet af Politikens journalister. Dele af det er skrevet af freelancejournalister eller er kommet fra nyhedsbureauerne – typisk Ritzau. Den slags artikler og noter retter jeg i på samme måde som internt produceret stof. Hvilket vil sige nidkært – måske også for nidkært.

I den forløbne uge bragte vi en egenproduceret artikel med et billede fra et plejehjem, som ifølge billedteksten lå i Hillerød – men det ligger i Allerød. Det er ikke en fejl, der får vor civilisation til at styrte i grus, men læsere i de to byer må finde det sært, at vi åbenbart ikke ved, hvor vi har været.

Man kan diskutere, om det også var nødvendigt at rette, at beboerne på billedet ikke fik serveret surkål og stegt flæsk, som vi skrev, men brunkål og kogt flæsk. Men jeg kunne ikke nære mig, og når en læser havde brugt tid på at indsende en velformuleret kålklage, burde det honoreres, mente jeg.

Tilbage til det eksterne stof: Meget af det er debatindlæg, og der gælder selvfølgelig den regel, som også gælder for kommentarer og andet opinionsstof i avisen: at holdninger og vurderinger er skribentens egne. Vi skal ikke afgøre, hvad folk skal mene, og debatredaktionen vurderer suverænt, hvad den vil bringe.

Det siger sig selv, at den læser indlæggene grundigt igennem, og er der åbenlyse fejl, bliver de selvfølgelig rettet – det er også i indsenderens egen interesse. Men det vil være både uoverkommeligt og urimeligt, hvis redaktionen skulle tjekke alle oplysninger. Det lader sig ikke gøre.

Viser det sig,at der har været faktuelle fejl i indlæggene, kan jeg undtagelsesvis rette i Fejl og fakta, men eksterne fejl skal op i en vis tyngde, før jeg retter dem.

Det skyldes ikke høflighed over for skribenterne, at jeg ikke blander mig oftere, men jeg finder det upassende at rette småfejl i indsendte indlæg. De må i videst mulig udstrækning også stå for indsenderens egen regning – ikke mindst når de ikke hæmmer forståelsen.

Jeg har på det seneste for eksempel ikke rettet, at vi skulle befinde os i det andet årtusind efter Kristi fødsel, eller nævnt, at en enlig mor blev omtalt som ’bonus pater’ – der som bekendt betyder den gode far på latin. Skulle en ekstern skribent tage fejl af forskellige kåltyper på en tallerken, ville jeg heller ikke rette det.

Min væsentligste opgave er at holde Politikens journalister fast på de etiske regler, vi arbejder efter, og at rette vores egne fejl. Læserbrevsskribenter og andre debattører skal selvfølgelig ikke udsættes for at have mig åndende i nakken.

Det betyder på den anden side ikke, at alle eksternt producerede fejl får lov at passere. Jeg har på det seneste rettet en fejl i Kroniken, hvor der stod, at Anders Behring Breivik kan idømmes fængsel på livstid. Norsk lov har ikke længere fængselsstraffe end 21 år. Det er en væsentlig forskel, som burde rettes.

Jeg har også rettet, at EU’s vækst- og stabilitetspagt giver landene lov til at have et løbende budgetunderskud på 2 procent af bruttonationalproduktet – det må være på op til 3 procent. Et enkelt procentpoint, men dog en væsentlig forskel, især i disse for samfundsøkonomien så trange tider.

Jeg har også i den forløbne uge rettet en beregning, hvor der i et læserindlæg stod, at Københavns Kommune sparer 50 millioner kroner på, at børn sendes i frie skoler, for ifølge forudsætningerne i indlægget ligger besparelsen på 350 millioner kroner.

Alle skribenter bliver selvfølgelig hørt, inden jeg retter. Det er ikke bare noget, jeg skal – det garderer os også mod forkerte rettelser. Ikke sjældent har klageren taget fejl eller læst forkert.

Jeg skruer nok lidt op for høfligheden, når jeg henvender mig til eksterne skribenter for at nævne muligheden for, at de vistnok måske kunne tænkes at have begået en lillebitte fejl. Det er en lidt akavet situation, og de er i modsætning til journalisterne på bladet ikke forberedt på, at jeg begynder at blande mig.

De fleste svarer hurtigt og lige så høfligt tilbage, og jeg kan ikke mindes at have oplevet skribenter uden for huset blive fornærmede over at blive taget i en fejl.

Ikke oftere end interne skribenter, i hvert fald.