Han var forarget - den læser, som lige havde læst det store portræt i søndagsavisen 16. oktober. Det handlede om Mahmoud Khalil Salem.

Hvis navnet ikke får det til at dæmre, kan jeg oplyse, at han også kaldes Fiz Fiz, og hvis det stadig står lidt dunkelt, hvem manden er, kan jeg nævne, at han er bandeleder i Odense, at han 31. marts fik seks års fængsel for narkohandel og afpresning, og at Højesteret for tre ugers tid siden besluttede, at han i øvrigt skal udvises for bestandig.

Nu burde baggrunden være nogenlunde på plads. Lad mig så gengive vor læsers mail: »Her skriver jeg ikke til Fejl og faktamanden, men til håndhæveren af journalistisk etik og kvalitet. Er det Politikens nye stil, at en narkogangster kan opnå hædrende omtale i form af et helteportræt på side 2 i søndagsavisen? I rubrikken er han en elskelig familiefar. I underrubrikken er han »blød i knæene«. Og ellers kan en række anonyme kilder samt forsvarsadvokaten udtale sig i rosende vendinger om »en venlig, rolig og stille person« og en »meget kærlig far«. Portrættet fylder en halv side, men kun ni linjer fortæller om hans grove kriminalitet. Og hvornår har man sidst set eller hørt en forsvarsadvokat udtale sig negativt om en klient? Hvor er i det hele taget de kritiske kilder? Forargelse er en følelse, der normalt er svær at vække i mig, men her lykkes det: Det er dybt forargeligt, at en seriøs avis bringer et heltekvad om en hårdkogt, skrupelløs kriminel. Hvis intentionen var at tegne et nuanceret billede, hvor også mandens traumatiske opvækst fremgår, er forsøget kikset.

Med venlig hilsen NN. Læser fra den by, hvor han sælger hash og kokain og uddeler tæsk og dummebøder«.

Jeg forstår udmærket, at læseren reagerer. Når vi skriver om kriminelle, plejer artiklerne at handle om kriminaliteten. Her hørte vi pludselig også om otte børn, som Mahmoud Khalil Salem ifølge portrættet er en fremragende far for - selv om han nok havde været en endnu bedre far, hvis han havde holdt sig fra kriminalitet.

Der er ikke tvivl om, at han har gjort sig skyldig i slemme ting, og jeg har ikke den ringeste grund til at betvivle, at Højesteret traf en korrekt afgørelse. Dansk lov siger åbenbart, at manden skal rejse.

Spørgsmålet er så, om hans hjemland, Libanon, vil tage imod ham. Ellers havner han muligvis på tålt ophold i Sandholmlejren.

Vi skal bestemt også passe på, at vi ikke fremstiller kriminelle som hyggeonkler.

Overskriften, ' Elskelig familiefar frygter ingen', faldt bestemt ikke i min smag. Jeg er til gengæld uenig i, at portrættet var ' et heltekvad'. Og vi nævnte de otte børn, fordi hans relationer til dem som familiefar netop var begrundelsen, da Østre Landsret i sin tid var nået til det resultat, at udvisningen burde være betinget.

Vi skal også være bevidst om, at nogle åbenbart kan få den underlige opfattelse, at enhver, der optræder i medierne, kan være et forbillede. Den udvikling bør vi bestemt ikke bidrage til.

Som jeg tidligere har skrevet på denne plads, støder det mig på det kraftigste at se dømte kriminelle hyggesnakke pudseløjerligt i den bedste sendetid på tv eller optræde i enqueter på linje med skuespillere, politikere og andre kendte. Vi har også til tider besøgt for eksempel rockere, hvor vi kunne have gjort mere for at minde læserne - og dem selv - om deres meritter.

Men det er ikke ensbetydende med, at vi kun skal beskrive kriminelle som kriminelle.

Det er da interessant, hvorfor nogle mere eller mindre frivilligt vælger at leve et liv, der afviger så voldsomt fra det, de fleste af os finder anstændigt og rimeligt.

Jeg siger ikke dermed, at det ene kan være lige så godt som det andet - kun, at vi skal skrive de samme nuancerede portrætter af kriminelle som af alle andre. Og i tilfældet Fiz Fiz så vi andre sider af ham end dem, vi kendte på forhånd.

Selvfølgelig kan vi portrættere en person, der kun er blevet kendt i offentligheden på grund af kriminalitet.

Det ville være forkert, hvis vi besluttede, at den slags personer ikke må komme til orde, fordi de har sat sig uden for det gode selskab. Når vi bringer et aktuelt portræt af en kriminel, skal det bare fremgå klart, hvad de er dømt for - og det gjorde det efter min mening også i portrættet af Mahmoud Khalil Salem.

Vi skrev, hvordan han har suppleret sin førtidspension med penge fra hashsalg og afpresning, og hvordan hans første dom var for vold mod politiet, vi omtalte ham som »den hårdkogte kriminelle libaneser«, og vi forklarede, hvordan Højesterets udvisningsdom vil danne præcedens for særlig ubehagelige »kriminelle af Fiz Fiz' kaliber«. LAD MIG foretage en hasarderet og nærmest umulig sammenligning: Da filmen ' Der Untergang' havde premiere i Tyskland, blev der en voldsom offentlig debat, fordi Hitler i enkelte scener blev fremstillet som flink og rar. Da han skulle ansætte en ny sekretær og opdagede, at hun skrev ganske gebrækkeligt på skrivemaskine, smilede han bare venligt og sagde: »Lad os prøve igen«. Det var stærk kost. Men det får næppe nogen til at synes bedre om et så modbydeligt menneske, at man får tilføjet den dimension, at han åbenbart glimtvis kunne være venlig.