SOM LÆSERNE vil vide, driver Politiken også sideaktiviteten Plus, der sælger myriader af dvd'er og flødekarameller og flysokker og salatsæt og proptrækkere og jordomrejser og terrasseovne og kulpinde og blodtryksmålere og trælegetøj fra bæredygtigt skovbrug og den slags. Dels på nettet, dels fra sin egen butik i Vestergade, lige ved bladhuset på Rådhuspladsen.

Nu vil nogle læsere måske få den tanke, at klummen i dag skal øge Plus' julesalg, men det er ingenlunde tilfældet. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i, hvor læserne køber dvd'er og flødekarameller og flysokker og salatsæt og proptrækkere og jordomrejser og terrasseovne og kulpinde og blodtryksmålere og trælegetøj fra bæredygtigt skovbrug, så jeg må afvise beskyldningen. Jeg har kun med avisens journalistik at gøre - annoncer, Plus og andre kommercielle aktiviteter er slet ikke noget, jeg skal interessere mig for.

Der er i det hele taget en skarp adskillelse mellem avisens journalistiske del og den kommercielle, og der må under ingen omstændigheder ske nogen sammenblanding, for redaktionens troværdighed står på spil.

JEG ER KED af at måtte meddele, at det princip i nogle tilfælde er skredet: Med jævne mellemrum følger der en særlig Plussektion med avisen, hvor især rejser, foredrag, kurser og andre arrangementer beskrives af journalister på avisen i artikler, der er forsynet med deres navne, ganske som alle andre artikler i avisen.

Emnerne er Plus' tilbud til læserne, men der er tale om nøgterne beskrivelser.

I teorien, i hvert fald: For nogen tid siden havde en journalist afleveret en artikel om en rejse, og hun måbede, da hun nogle dage senere kunne læse i Plussektionen, at: »Denne eventyrlige rejse kombinerer verdens bedste safarioplevelser i Indien og Afrika, hvor vi skal på sporet af både tiger, løve, leopard og gepard samt verdens to største landpattedyr, den indiske og den afrikanske elefant«. Journalisten kunne ikke mindes at have jublet over nogen »eventyrlig rejse« i sin artikel. Og heller ikke at være kommet med denne vurdering: »Rejsen finder sted på tidspunktet for tigersafaris i Indien og midt i den store gnuvandring i Serengeti. Det kan ikke gøres meget bedre!«.

EN ANDEN journalist skrev om et kommende arrangement i Pressen, hvor madmanden Claus Meyer og kollegaen Morten Borup skulle bage kager. Da artiklen kom i Plussektionen, var Morten Borup blevet Claus Meyers »mangeårige kagekammerat«, og længere nede i artiklen lød opfordringen »Glæd dig til« små pistaciekager og andet bagværk. Journalisten blev vred over tilføjelserne, som var blevet indføjet i redaktionssekretariatet, efter at artiklen via Politiken Plus havde været til gennemsyn hos de implicerede - alene for at få fanget faktuelle fejl.

Tilsyneladende stammer de rosende omtaler i de to eksempler fra rejsebureauet, henholdsvis de medvirkende, og desværre er de positive gloser havnet i redaktionssekretariatet og endt på tryk.

Det er selvfølgelig et problem - også fordi journalisterne lever af deres troværdighed og gerne skulle kunne genkende deres formuleringer.

Lad mig omgående indrømme, at jeg selv har skrevet omkring 500 tekster af præcis samme produktomtaletype gennem mine næsten otte år som bagsideredaktør.

Jeg fik råmaterialet fra Plus i form af pressemeddelelser om en rejse eller en teaterforestilling sammen med en ultrakort faktatekst om tid, sted og pris. Hvorefter jeg prøvede at skrive en nøgtern og fair fremstilling af, hvad læserne kunne vente sig. De færdige småartikler blev ikke sendt til gennemsyn nogen steder, og jeg signerede dem ikke.

Jeg prøvede på et tidspunkt at få Plusomtalerne væk fra Bagsiden, men forgæves.

Det lykkedes heldigvis, da min afløser kom til.

Når Politikenjournalister overhovedet skriver til Plussektionen, har det en historisk forklaring: For få år siden rummede sektionen i hver udgave en række artikler om selve redaktionen - portrætter af nye redaktører og den slags. Men i takt med at Plustilbuddene er øget, har de fortrængt artiklerne om livet på redaktionen.

PLUS FREMSTÅR også grafisk som enhver anden del af avisen, og jeg ved fra kontakten med læserne, at sektionen opfattes som et hvilket som helst andet journalistisk produkt. Derfor skal læserne selvfølgelig også kunne regne med, at den er produceret ud fra nøjagtig de samme journalistiske kriterier som alle andre sektioner i avisen.

Det skal den også være, siger Roy Bruhn-Petersen, som er avisens kommercielle direktør: »Jeg vil understrege, at der gælder præcis de samme journalistiske principper for Plussektionen som for den øvrige del af avisen. Punktum. Det betyder, at der også i praksis er vandtætte skotter mellem det redaktionelle indhold og kommercielle interesser«, siger han.

Det skal der i hvert fald være - og jeg har forstået, at man vil gennemgå procedurerne for at sikre det. Men lad os komme ud af gråzonen: Allerhelst burde man efter min mening overveje, om artikler, der skal beskrive kommercielle tilbud til læserne, overhovedet er en journalistisk opgave. Især efter at artiklerne om redaktionens interne forhold er forsvundet, og Plus er blevet en så stor forretning, burde man efter min opfattelse lade Plussektionen fremstå som et decideret annoncetillæg forfattet af reklamefolk.

For uanset, at man konkluderer, at der gælder journalistiske kriterier, vil det være en sandhed med store modifikationer.

Det vil næppe være i Plussektionen, man finder kritisk, pågående journalistik, og emnevalget dikteres selvfølgelig af, hvilke oplevelser Plus tilbyder læserne.

Fik jeg sagt, at flødekaramellerne nu kun koster 179 kroner? De er sat ned fra 226 kroner. Det kan ikke gøres bedre.

bjarne.schilling@pol.dk