Det kan forekomme at være mange, men det vigtigste er efter min mening, om der kommer god journalistik ud af det, når vi spørger - og det gør der i langt de fleste tilfælde. Rigtigt brugt er undersøgelserne et fremragende redskab i vores research. Adskillige udmærkede artikler i avisen bygger på viden, vi selv har indsamlet i store undersøgelser, og mange af dem formår at sætte dagsordenen i den offentlige debat, for eksempel da vi undersøgte, om krævementaliteten har grebet om sig, eller da vi i flere artikler beskrev forholdene på universiteterne og på de tekniske skoler.

DE EGENTLIGE meningsmålinger er der ikke blevet flere af. Til gengæld har redaktionen bevidst skruet op for rundspørgerne blandt forskellige faggrupper.

»For et par år siden besluttede vi at styrke avisens undersøgelsesbaserede journalistik.

Som andre medier får vi dynget undersøgelser på bordet fra DI og Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd og alle mulige andre, men vi vil hellere styre det selv, og meget gerne gennemføre undersøgelser, der klarlægger, hvordan virkeligheden ser ud, snarere end blot målinger af, hvad folk mener«, siger avisens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, som koordinerer Politikens målinger og undersøgelser.

Mange af dem tager han selv initiativ til - andre bliver til, fordi journalister arbejder med et emne, hvor en meningsmåling eller en egentlig undersøgelse blandt fagfolk vil bidrage med vigtig - til tider afgørende - viden.

»Taler vi rene meningsmålinger, er der efter min mening for mange af dem i det offentlige rum. De grundigere undersøgelser kan så at sige danne modvægt til dem. Og de mest interessante målinger er dem, der bygger på folks egen situation, i stedet forhvad de synes. Man kan for eksempel præcis finde ud af, om folk med samme baggrund og uddannelse klumper sig sammen i bestemte områder. Det er mere interessant end blot at finde ud af, hvad folk synes om et bestemt emne«, siger han.

JEG ER ENIG - undersøgelserne og meningsmålingerne er generelt en styrke for avisen. I enkelte tilfælde har jeg dog haft nogle betænkeligheder ved den måde, vi spørger på - og vi skal især være sikre på, at vi i den efterfølgende journalistiske proces ikke kommer til at overfortolke resultaterne.

Forleden spurgte vi om folks opfattelse af udenrigsminister Villy Søvndals embedsførelse.

Man skulle tage stilling til, hvilket af disse udsagn man var mest enig i: ' Villy Søvndal er en styrke for S-R-SF-regeringen' eller ' Villy Søvndal er en belastning for S-R-SF-regeringen'. Kun 13 procent så ministeren som en styrke, 48 procent som en belastning, 33 svarede ' hverken-eller', og 6 procent vidste ikke, hvad de skulle mene. Det bragte vi med overskriften ' Vælgere ser Søvndal som belastning for regeringen'. Men 48 procent udgør trods alt ikke et flertal, så overskriften kan diskuteres. Man skal også huske på, at ordet belastning ikke blev bragt på bane af de adspurgte selv.

Et andet eksempel: Før jul undersøgte vi folks holdning til forholdene i fængslerne.

Også her skulle man tage stilling til en række udsagn. Et af dem var ' Det provokerer mig, hvis indsatte skal have bedre forhold, end de har i dag'. Skulle jeg personlig svare, ville jeg erklære mig uenig.

Men jeg ville nok hellere have haft lejlighed til at erklære mig enig i, at det provokerer mig, at fanger bliver stuvet sammen på få kvadratmeter i elendige bygninger uden at modtage ordentlig uddannelse eller relevante arbejdstilbud.

Den mulighed gav vi ikke. Jeg kunne også godt tænke mig en måling, som afdækker, hvad folk reelt ved - ikke hvad de synes - om forholdene i fængslerne. Den kommer måske.

Men der kom fremragende artikler ud af undersøgelsen, hvor vi havde gjort det journalistiske grundarbejde ordentligt og fået relevante kilder til at forholde sig til resultaterne.

Vi skal selvfølgelig passe på, når vi begår journalistik på baggrund af målinger og undersøgelser. Det er imidlertid ikke anderledes end ved al anden journalistik, hvor kildekritikken er altafgørende: Giver det samlede materiale, vi sidder med, belæg for at konkludere i artiklerne, som vi gør? Heldigvis kan journalisterne heldigvis trække på fagfolk både på redaktionen og udenfor, både når spørgsmålene skal formuleres og senere fortolkes - og der er en risiko for at overfortolke. Det forrykker dog ikke det generelle billede: at det er en styrke for avisen, at vi har muligheden for at spørge så mange og så hurtigt. Det er ikke mit indtryk, at meningsmålinger og undersøgelser fører til flere stramninger af konklusionerne, end der er tilfældet i andre artikler.

NETBASEREDE meningsmålinger er i øvrigt ikke en ny opfindelse. For ti år siden forsøgte vi på Bagsiden i et anfald af fjolleri at formå prins Joachim og prinsesse Alexandra til at give deres andenfødte søn det smukke og traditionsrige navn Knud, og for at få klarlagt undersåtternes holdning i detaljer forsynede vi politiken.

dk med et Knud-o-meter. Her kunne læserne ved at klikke give deres mening til kende, og det valgte omkring 3.000 at gøre. For at sikre et så nuanceret resultat som muligt tilbød vi to svarmuligheder på spørgsmålet ' Skal lilleprinsen hedde Knud?': ' Ja, absolut' ( som 54 procent klikkede på) og ' Ja, ubetinget' ( 46 procent).

Prinsen kom til at hedde Felix. De mange svar var udtryk for ønsketænkning.

bjarne.schilling@pol.dk