En dårlig undskyldninger bedre end ingen, hedder det i Nicolas Uldalls skuespil ’Ralph Roister Doister’ fra omkring 1553: ’A bad excuse is better than none’.

Det er tilsyneladende den første engelsksprogede komedie, der blev trykt.

Inden nogen nu falder på halen over Læsernes Redaktørs imponerende indsigt i britisk litteratur, må jeg indrømme, at jeg faldt over udtrykket i T. Vogel-Jørgensens værk ’Bevingede ord’, da jeg ville finde ud af, hvorfor man siger, at fandens oldemor døde af mangel på undskyldninger. Den forklaring fandt jeg desværre ikke.

De to vendinger viser, dels at der altid har været udfoldet store anstrengelser for at finde på undskyldninger, dels at modtagerne sjældent orker at høre dem i større mængder.

Derfor vil dagens klumme også udgøre en undtagelse. Normalt bruger vi ikke plads på at forklare, hvorfor fejl er opstået. Det står direkte i min stillingsbeskrivelse, at jeg ikke skal bruge tid og plads på det:

»Læsernes Redaktør betragter Politikens redaktionelle indhold som resultatet af en kollektiv indsats, dvs. at det er irrelevant, hvem der lavede fejlen, samt om der er eventuelle formildende omstændigheder omkring dens fremkomst. I den daglige klumme nævnes de implicerede journalisters navne derfor heller ikke, ligesom klageres navne som hovedregel ikke bringes«.

Det princip vækker altid undren, når jeg forklarer især udenlandske gæster om mit job på avisen.

Ofte lyder deres indvending, at: Hvis jeres journalister bare kan få lov at begå alle de fejl, de vil, uden at det overhovedet får konsekvenser for dem, får I da aldrig bugt med problemet. Hvis nogen ikke gør sit arbejde ordentligt, skal vedkommende klapses af!

Jeg plejer at svare, at der selvfølgelig er grundige og mindre grundige journalister – også på Politiken. Men jeg har aldrig mødt nogen, som begår fejl med vilje, eller som virker ligeglade med at blive rettet i Fejl og Fakta.

Skulle der endelig være nogen, der udvikler et for afslappet forhold til jobbet eller ligefrem får alvorlige problemer med den journalistiske etik, vil det selvfølgelig blive en sag mellem dem og chefredaktionen.

Når fejlene udstilles i min daglige spalte, står der ikke, hvem der var den skyldige, og det kan selvfølgelig få læseren til at tro, at det altid er den journalist, der lagde navn til artiklen.

Det er nemt at finde avisen frem og finde vedkommendes navn. Men om han eller hun også er den skyldige, er langtfra sikkert.

En tekst går gennem mange hænder, og når der redigeres og tilføjes overskrifter, billeder og grafik, vokser risikoen for fejl.

Det er selvfølgelig relevant at finde ud af, hvordan fejl opstår, hvis vi dermed kan forbedre nogle forretningsgange, men det vigtigste er at få fejlene rettet. Så det gør vi.

Og alt redaktionelt stof, der bringes i avisen, er vores ansvar. At nyhedstelegrammer og tv-programmer og krydsord og meget andet leveres udefra, er ligegyldigt. Vi begår i øvrigt i perioder så mange fejl, at jeg ikke ville have plads til både rettelser og bortforklaringer.

Undtagelsesvis vil jeg dog benytte lejligheden til at minde om, at vi ikke er alene om at begå fejl.

Det gør kilderne også, og i denne uge førte det til, at vi måtte rette to artikler, som vi muligvis ikke havde bragt på så fremtrædende pladser i avisen, hvis vi havde kendt til sagernes rette sammenhæng. Efter mit bedste skøn havde journalisterne gjort, som de skulle: udøvet den nødvendige kildekritik og tjekket deres oplysninger – og alligevel viderebragte vi alvorlige fejl.

I det ene tilfælde skrev vi på forsiden, at ’Tosprogede taber terræn i skolen’. Artiklen byggede på tal fra Københavns Kommune, som viste, at forskellen i karaktergennemsnit mellem tosprogede elever og etsprogede var vokset.

I det andet tilfælde skrev vi med baggrund i en undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, at 30 procent færre ville blive dræbt i trafikken, hvis bilparken havde været et år yngre.

Tallene var bare ikke rigtige. Forskerne på DTU oplyste, at de havde regnet forkert: En et år nyere bilpark ville bringe antallet af trafikdræbte ned med kun 7 procent. Ikke 30. Vi måtte korrigere.

Hvad angår skolehistorien, oplyste kommunen, at forskellen på de to elevgruppers karakterer ikke var øget, men stagneret. Der havde været en fejl i den opgørelse, vi havde fået, så jeg rettede.

Fejlen fik forståeligt nok en læser til at reagere:

»I går stod der så en lille rettelse på side 2 om, at det var forkert. Forskellen er ikke øget. Jeg synes, det er superærgerligt, at den slags forkerte historier ender på forsiden, og at der så siden hen ikke bliver gjort mere for at rette dem«, skrev hun.

Læseren sidder i bestyrelsen for en københavnsk skole, som for få år siden havde et så dårligt ry, at ressourcestærke forældre sendte deres børn andre steder hen:

»Men ved hjælp af en kanondygtig ny skoleleder, engagerede lærere og opbakning fra forældre er vi nu en skole, som har succes og stor søgning. Der er stadig mange tosprogede, men andelen afspejler beboersammensætningen i området, og det er sådan, det skal være«, skrev hun.

Det var en utrolig ærgerlig fejl. Det er en ringe trøst, at selve substansen i historien holdt: Andelen af unge med etnisk minoritetsbaggrund, som er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, faldt sidste år med 3,6 procentpoint til omkring 80 ud af 100 børn. Det tal var rigtigt.

Vi skal altid være skeptiske og øve kildekritik. Lyder noget usandsynligt, er der selvfølgelig grund til at tjekke en ekstra gang.

Jeg har tidligere sukket over vores forhold til store tal og skal gøre det igen: Vi bragte i denne uge en note om irsk økonomi, hvoraf det fremgik, at irerne sidste år havde et overskud på samhandelen med udlandet på 44.697 milliarder euro.

Nyhedsbureauet – og vi – havde overset, at man i den engelsktalende verden bruger punktum i decimalbrøker, mens vi bruger komma.

Der skulle altså have stået 44,697 milliarder.

Det roder vi så ofte rundt i, at ingen undskyldninger længere gælder. Heller ikke de dårlige.