Det bliver ofte fremhævet som noget positivt, når jurister nægter at lade sig påvirke af folkestemningen og af den politiske debat.

I så fald fortjener Pressenævnets ledelse – og de øvrige medlemmer, for den sags skyld – stor ros. For i nævnets årsberetning, der kom i denne uge, bliver der ikke lagt op til, at der skal tages hårdere fat i pressen, som flere politikere har foreslået.

Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen, og Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har været de mest fremtrædende kritikere af pressens opførsel. Det har været nævnt, at bødestraf kan blive nødvendigt, at medierne i alvorlige sager skal bringe rettelser i stor opsætning på forsiden eller i den bedste sendetid, og at der i det hele taget er brug for en kraftig opstramning.

På den anden side har landets chefredaktioner fremført, at politikerne skal holde fingrene for sig selv, og at man risikerer at skade selveste ytringsfriheden, hvis de strammer op.

Ser man udelukkende på klageantallet, er der ikke noget, som tyder på, at pressen tager lettere på etikken end hidtil. År efter år ligger tallet stort set konstant: Sidste år registrerede Pressenævnet 157 sager mod 174 året før, men til gengæld rummede nogle af sagerne flere enkeltklager, så på den måde var der næppe tale om et fald.

Af de 157 sager blev 52 afvist – typisk havde klageren ikke retlig interesse i sagen, eller der var klaget senere end inden for de fire uger, der er fristen. Må jeg for egen regning tilføje, at enkelte klager kun kan betegnes som ude i hampen.

Alt i alt endte 2011 med, at klagerne fik helt eller delvist medhold i 37 sager. Kun i en enkelt sag ud af de 37 (i hvilken Ellen Trane Nørby i øvrigt var den krænkede part) udtalte nævnet sin alvorlige kritik – som var fuldt berettiget, hvis man spørger mig.

Et sammendrag kan læses på side 34 i årsberetningen, der også rummer eksempler på andre væsentlige afgørelser. På side 33 finder man for eksempel en omtale af den kendelse, der slog fast, at Politiken overtrådte god presseskik ved ikke at give formanden for den højreorienterede forening ORG ordentlig lejlighed til at komme til orde.

Man kan nu anlægge to betragtninger: at pressen træder ved siden af så få gange, at alting stort set er i den skønneste orden. Når der kun i et enkelt tilfælde i 2011 var grund til ligefrem at udtale alvorlig kritik, opfører pressen sig vel nærmest eksemplarisk – taget i betragtning, hvilket enormt antal artikler og tv-indslag der produceres.

Man kan i høj grad også anskue det fra den anden side: Antallet af klager ved Pressenævnet siger ikke noget om, hvor alvorlige sagerne er.

LÆS OGSÅ Om fandens oldemor og en masse irske milliarder

Desuden kan der være mange grunde til, at klageantallet er så stabilt: Måske mener folk, at nævnet er tandløst, og at medierne derfor er ligeglade med kritikken. Der er formentlig bred opbakning i befolkningen til det synspunkt, at medierne skejer ud og kun kan tvinges på plads med lovgivning.

Inden man strammer loven, skal man være klar over, at Pressenævnet har mange beføjelser, som det desværre har valgt ikke at bruge. Det kan tage sager op af egen drift – hvilket ikke sker– og det kan pålægge medier at bringe kendelser og genmæler et bestemt sted. Det sker heller ikke.

Ifølge årsberetningen har man heller ingen planer om at stramme op på det område. Det er ellers et af de punkter, hvor der oftest lyder kritik, og en så berettiget kritik, at pressen tilsyneladende selv har indset, at det er fuldstændig urimeligt at sværte en person til på det groveste hen over forsiden og rense vedkommende tre måneder senere i en notits på side 46.

De fleste medier har erklæret at ville bringe kendelser fra Pressenævnet på side 2 i 1. sektion eller på en tilsvarende markant plads. Det behøver ikke kun være en manøvre, der skal komme politikerne i forkøbet.

ofte hører man klager over, at der sidder journalister og redaktører i Pressenævnet. Det gør det utroværdigt, lyder det. Det er jeg uenig i. Nævnet ledes af en dommer eller fremtrædende advokat, og der sidder repræsentanter for offentligheden i nævnet – oftest fra oplysningsforbundene. Selvfølgelig gælder der også de sædvanlige habilitetsregler, så man ikke behandler klager over sit eget medie.

Jeg vil tale for, at der kommer flere journalister i Pressenævnet. Ikke til at behandle klager over kolleger, men til at formulere kendelserne. Når vi dummer os, skal overskriften på afgørelsen ikke være ’Kendelse fra Pressenævnet’, men ’Politiken brød etiske regler’.

Resten af kendelsen skal også helst kunne læses af folk uden en juridisk uddannelse. Det er selvfølgelig rimeligt nok, at kendelser skal bringes ’uden kommenterende tilføjelser’, men det er umenneskeligt fristende for os på avisen at bringe en nøgtern forklaring, der giver læserne en chance for at forstå, hvad der foregår.

En klagesag rummer som regel flere elementer, og nævnet bebuder i årsberetningen, at man for fremtiden vil nævne de punkter i en sag, hvor klageren har fået medhold, men også nævne, hvis der var klagepunkter, som ikke udløste kritik. Det er glædeligt – ikke fordi medierne skal have ros for at gøre deres arbejde ordentligt, men fordi det vil kunne gøre det nemmere for læserne at forstå, hvad sagen gik ud på.

LÆS OGSÅ Billeder lyver aldrig ... kun lidt

I øvrigt er der en anden nyhed i beretningen: Medierne må fremover bruge oplysninger fra Facebookprofiler, som officielt er lukket, men hvor f.eks. politikere har så mange ’venner’, at der reelt er tale om en offentlig profil. Ændringen kommer, efter at Ombudsmanden har truffet afgørelse i en tilsvarende sag.

Det giver medierne lidt større frihed. Når Pressenævnet kommer med sin næste årsberetning, kan politikerne sagtens have mistet tålmodigheden og strammet op på andre områder.

Pressenævnets årsberetning kan læses på pressenaevnet.dk