Det er altid behageligt at få at vide, at man gør ti personers arbejde. Det er bestemt også rart, når folk tager for givet, at man ikke er korrupt.

Begge dele var jeg udsat for i ugen før påske, da jeg var i Makedonien, det lille land på Balkan med 2 millioner indbyggere og på størrelse med Jylland, og som nok er bedst kendt for den årelange strid med Grækenland om retten til sit navn.

Jeg var inviteret af EU-kommissionen for at holde oplæg på en konference om ejerskab i medierne, hvilket jeg bestemt ikke er ekspert i, og om selvregulering i pressen, som jeg til gengæld arbejder med hver dag.

Det var efter at have fortalt om jobbet, om Fejl og Fakta og om denne klumme, at en makedonsk journalist sagde, at de skulle bruge mindst ti af min slags alene på hans arbejdsplads, hvis de skulle leve op til god presseskik.

En anden mente, at der højst ville gå fem minutter på hans medie, inden læserredaktøren var blevet bestukket.

Jeg må desværre nok erkende, at det ikke så meget var min fortræffelighed som forholdene i Makedonien, der lå bag deres vurdering.

Når EU havde arrangeret konferencen, var det, fordi Makedonien har søgt om medlemskab, og blandt de mange betingelser for at blive lukket ind i unionen er, at landet har en fri presse.

Det skal retfærdigvis siges, at Makedonien er et demokratisk land, og ifølge EU er der allerede gennemført store reformer.

I hovedstaden, Skopje, er der i det hele taget gang i sagerne – ikke mindst forbavses man over, hvordan der bygges overalt.

Det er nu ikke så meget privat foretagsomhed, der præger billedet, men opførelsen af den ene offentlige bygning efter den anden.

Og midt i byen knejser en kolossal rytterstatue af Alexander den Store. Naboerne i Grækenland ser den som en provokation. De mener ikke, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som efter voldsomt græsk pres er blevet landets foreløbige officielle internationale navn, kan tage patent på den berømte feltherre på den måde.

Til gengæld hævner makedonerne sig gerne, og alle kneb gælder: På et menukort i Skopje så jeg græsk salat omdøbt til »sydmakedonsk salat«.

Nævner man striden med Grækenland for lokale pressefolk, ser de meget trætte ud. Men de har også rigeligt med andet at bekymre sig om. For tiden er det især en planlagt medielov, der gør dem nervøse. Landets dommere er i forvejen ikke pressen venligt stemt.

Der skønnes at være 2.000-3.000 journalister i Makedonien, og de har en månedsløn på 200-400 euro (1.500-3.000 kroner).

Også af den grund forstår man, at landets journalistforbund stejler over de bødetakster, der efter sigende er på vej ind i den medielov, som den makedonske regering pusler med.

Det skal koste op til 10.000 euro (ca. 75.000 kroner), hvis man bliver dømt for bagvaskelse, og journalisten skal betale af egen lomme.

Chefredaktører skal af med op til 40.000 euro (300.000 kroner), og udgivere risikerer en bøde på 80.000 euro (600.000 kroner).

Det vil lægge yderligere voldsom selvcensur på medierne, advarer det makedonske journalistforbund, og EU har gjort det klart for regeringen, at det vil gøre det umuligt at hævde, at man har en fri presse, hvis man forsøger at afrette den med den slags straffe.

Allerede nu fejler lysten til at sagsøge medierne ikke noget: Der verserer mere end 160 sager om bagvaskelse, oplyste pressefrihedsorganisationen South East Europe Media Organisation, Seemo, efter et besøg i landet i oktober sidste år.

Alle sagsøger alle – især virker politikerne ømskindede. Men også erhvervsfolk går efter pressen – og journalister sagsøger journalister.

Når sagerne kommer for retten, nytter det ikke noget at henvise til bestemmelserne om ytringsfrihed i den europæiske menneskerettighedskonvention. Dommeren forklarer bare, at her gælder makedonsk lov, forklarede journalisterne på konferencen.

Hvis antallet af medier – der er over 100 – kunne bruges som målestok for pressefrihed, ville alt være pragtfuldt i Makedonien.

Landets aviser skranter og har tilsammen kun et oplag på omkring 60.000, men radio- og tv-stationer er der så mange af, at både EU og Seemo har udtrykt bekymring: Det er umuligt at få så mange stationer til at løbe rundt økonomisk, så der er ofte slet ikke tale om nyhedsformidling, og i hvert fald slet ikke kritisk nyhedsformidling.

Det er snarere mere eller mindre elegant skjult propaganda for politiske partier og for erhvervsinteresser. Og ve den journalist, der er kritisk over for stationens ejer eller hans venner og partifæller.

Staten skal man heller ikke nødvendigvis skrive kritisk om. Den er en af landets allerstørste annoncører – ifølge nogle kilder stammer over halvdelen af mediernes annonceindtægter fra staten, og de penge er der god brug for.

Man skal ikke tro, at makedonske journalister er de rene uskyldigheder. Mange af dem har lært at indrette sig. Ifølge tilsynsrapporten fra Seemo kender mange journalister til kolleger, der bruger rene gangstermetoder: Giv mig 200 euro, eller jeg sviner dig til i mit medie! Selv kunne de ikke drømme om at opføre sig sådan.

De omkring 50 journalister, chefredaktører og såmænd også regeringsrepræsentanter på konferencen var enige om, at der er hårdt brug for selvregulering i deres medier.

De lyttede interesseret, da jeg forklarede om mit job på avisen, og jeg vælger at tro, at det ikke var af ren høflighed. Men man skal nok ikke regne med, at en stilling som Læsernes Redaktør bliver slået op i Makedonien lige med det samme.

Og lad mig så lige til slut komme med denne bagvaskende vurdering i et dansk medie og ikke et makedonsk:

Jeg synes, at det er dybt tåbelige politikere, der kan finde på at brænde millioner af euro af på en enorm rytterstatue, der ligner noget, der hører hjemme i Disneyland, når der tydeligvis er hårdt brug for pengene et utal af andre steder i deres fattige land.

Der sparede jeg lige 75.000 kroner.