Dagens klumme er tilegnet Jytte Scharling, Jesper Rothe, Jan Kristensen, Inger Bach, Lene Sarup, Ulrik Holmstrup, Marianne Druedahl, John Meinert Jacobsen, Thomas Rørdam, Martin Lavesen, Dorthe Carlsen, Hans Peter Blicher, Lars Lindskov, Janni Pedersen, Otto Juhl Nielsen og Karsten Kolding.

Kort sagt: medlemmerne af Pressenævnet og deres stedfortrædere. Hæderen tilfalder dem, fordi de i denne uge trådte i karakter og dels begyndte at udsende kendelser, der er til at forstå uden juridisk embedseksamen, dels begyndte at stille krav til placeringen af rettelser i avisen.

Vi fik for første gang Pressenævnets ord for, at en rettelse i Fejl og Fakta på side 2 i 1. sektion kan være for lille, hvis vi virkelig har trådt ved siden af.

Hvilket vi havde i en sag, der lige er blevet afgjort af nævnet – og hvilket vi i øvrigt efter min mening har gjort adskillige gange i den seneste uge, hvor jeg har rettet i Fejl og Fakta, men hvor man sagtens kan diskutere, om det var markant nok, overtrædelsernes grovhed taget i betragtning.

Politiken var altså blandt de første, der fik Pressenævnets nye, skrappere linje at føle. Som man måske har bemærket, har vi lige fået kritik for at have overtrådt god presseskik i en sag om tæpper.

LÆS OGSÅ Historisk selvjustits: Ekstra Bladet retter fejl på forsiden

Vi skrev i februar om nogle tæpper fra firmaet InterFlor, at de var skyld i alvorlige indeklimaproblemer på flere arbejdspladser. Før i tiden behandlede man tæpperne med stoffet Densil P, og det var noget farligt stads, som nok var skyld i problemerne.

Det mente en overlæge, en bedriftslæge og en kontorchef i Arbejdstilsynet. Men vores journalist havde også talt med en professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Og han havde dels sagt, at Densil P umuligt kunne være synderen, dels udførligt begrundet, hvorfor han havde den opfattelse.

Hans udtalelser havde bare ikke fundet vej til artiklerne. Vi havde altså tre ekspertkilder, der talte til skade for firmaet, mens den ene ekspertkilde, der talte til firmaets fordel, ikke var taget med i artiklerne.

Da vi fik klagen fra firmaet via Pressenævnet, var der ingen tvivl hverken i chefredaktionen eller hos mig om, at det var en ren tilståelsessag: Vi havde leveret unfair journalistik, og den slags sager undergraver vores troværdighed. Jeg bragte derfor en rettelse i Fejl og Fakta dagen efter, hvor jeg beskrev sagens sammenhæng og beklagede på avisens vegne.

Pressenævnet har nu afgjort, at rettelsen i Fejl og Fakta ikke var fremtrædende nok – overtrædelsens grovhed taget i betragtning. Derfor blev vi pålagt at trykke nævnets kendelse. Så vi skal til at drøfte på avisen, hvordan vi markerer rettelser og beklagelser i de grimme sager.

Samtidig har Pressenævnet gjort det, vi er mange, der har skreget efter i årevis: formuleret kendelsen i et forståeligt sprog og sat en rigtig overskrift på. Der står ikke længere det lakoniske ’Kendelse fra Pressenævnet’. Den aktuelle kendelse hedder ’Kritik af Politikens tæppe-artikler’. Sådan, pressenævn!

Det er et problem, at rettelser i alvorlige sager i Fejl og Fakta grafisk set ikke adskiller sig fra de rettelser, hvor vi har oversat forrykt eller glemt væden i en opskrift på kagedej.

Og i den forløbne uge har vi bragt flere rettelser i sager, hvor vi for alvor har dummet os, og hvor man sagtens kunne argumentere for, at rettelserne burde have haft en meget mere fremtrædende placering end den sædvanlige på side 2 i 1. sektion.

Sidste søndag bragte vi ekstraordinært Fejl og Fakta, fordi vi havde begået to grove fejl, som skulle rettes omgående: Vi havde ved en fejl citeret en mand, vi ikke havde talt med, og vi konstaterede frejdigt, at Enhedslisten havde som sit mål at gennemføre en revolution ved vold.

LÆS OGSÅPressenævn: Medier må citere fra lukkede Facebook-profiler

Dermed skulle man tro, at vi havde opbrugt kvajekvoten, men vi var ikke færdige: Det lykkedes os at skrive om masseanholdelserne ved klimatopmødet i København i 2009, at hundredvis af demonstranter blev anholdt og tortureret af politiet.

Hvordan en så vanvittig påstand kan passere gennem flere led og ende i avisen, er mig en gåde. Østre Landsret har for længst afgjort, at masseanholdelserne var ulovlige.

De blev desuden så langvarige og medførte så alvorlige gener for de anholdte, der måtte sidde i timevis på en kold gade, at politiet overtrådte den europæiske menneskerettighedskonventions forbud mod nedværdigende behandling.

Men vi burde have indset, at det ikke er tortur at blive nødt til at tisse i bukserne på Amagerbrogade.