Vi får gæster i aften.

Vi er i denne forbindelse de tre danske lytter-, seer- og læserredaktører på DR, TV 2 og Politiken, og gæsterne er kolleger fra 20 lande: Colombia, Ecuador, Brasilien, Storbritannien, Tyrkiet, USA, Mexico, Bangladesh, Schweiz, Frankrig, Holland, Canada, Portugal, Kenya, Slovenien, Australien, Tyskland, Indien, Estland og Belgien.

Indtil onsdag vil op mod 50 af sådan nogle som os være samlet til konference i København i regi af vores forening, ONO – Organization of News Ombudsmen. Vi mødes på et tidspunkt, hvor man i mange lande – og også herhjemme – livligt diskuterer, hvordan man på samme tid kan have en fri presse og sikre, at den opfører sig ordentligt.

I nogle lande føres den diskussion på baggrund af, at medier har vist sig blottet for enhver form for menneskelig anstændighed. Jeg tænker især på Storbritannien, hvor der har afsløret sig en rystende mangel på moral på visse tabloidaviser.

Herhjemme er selv de frækkeste medier – heldigvis – de rene amatører ved siden af. Alligevel trives myten om journalisten som en kynisk og løgnagtig satan i bedste velgående. I sin glubende jagt på forsidehistorier efterlader journalisten sine medmennesker som sønderrevne skæbner.

Sidst hørte jeg ham – det er som regel en mand – bragt på bane, da Folketinget forleden holdt konference om medieansvar. Her konstaterede advokat Torben Koch, at der findes journalister, som opfatter det som en hædersbevisning at få en kendelse imod sig i Pressenævnet.

Det var nyt for mig. Advokaten har ret i, at der findes dårlige journalister – og sikkert også nogle, der kunne trænge alvorligt til at få justeret deres moralske bremser. Heldigvis er de efter mit bedste skøn ikke ansat her på bladet. Men at nogle journalister ligefrem skulle stræbe efter at få deres arbejde udstillet som dårligt – det ville alligevel undre mig.

Det får jeg lejlighed til at drøfte med et halvt hundrede udenlandske kolleger i de kommende dage. Forskellige lande har selvfølgelig forskellige traditioner, men fundamentet for fair og ordentlig journalistik er det samme. Til gengæld har vi vidt forskellig praksis med hensyn til, hvor små fejl vi retter, og om vi nævner navne på uheldige/sløsede skribenter. Det gør vi heldigvis ikke her på avisen.

Alligevel gør enkelte journalister her på bladet sig af og til anstrengelser for ikke at få deres smuttere nævnt i Fejl og Fakta. Det sker, at de argumenterer hårdt og længe for, at en fejl ikke er en fejl. Eller i hvert fald ikke så meget en fejl, at den behøver at blive nævnt i avisen. Til tider har emnet ligefrem været vendt på redaktionen, kan jeg forstå:

»Vi har talt om det, om at vi er ikke enige med dig i, at det var en fejl«, skriver en journalist af og til. Det har jeg ingen problemer med. Selvfølgelig skal jeg lytte til alle argumenter og tænke sagen grundigt igennem, og ofte er det en fordel at vente lidt, før man tager sin beslutning.

Jeg skal træffe mine afgørelser ud fra de vejledende regler om god presseskik og Politikens egne etiske regler, men selvfølgelig vil der ofte være tale om en subjektiv vurdering. Når jeg mødes med kolleger fra andre lande – eller bare mine to danske kolleger – og drøfter principielle sager, vurderer vi af og til forskelligt. Det vil sikkert også være tilfældet på de kommende dages konference.

Det er kort sagt de finere presseetiske principper, vi mødes for at diskutere i København. Det vil næppe komme som et kolossalt chok, at vi ’ombudsmænd’ opfatter os selv som et udmærket supplement til pressenævn og domstole og hvad man ellers har af reguleringsmekanismer.

Går det, som det plejer, får vi også tid til at enes om, hvor hårdt vi har det, eftersom ingen kan lide os. I det daglige kan vi selv vælge, hvem vi vil være uvenner med: kilder, læsere, journalister, redaktionschefer eller chefredaktører.

Giver vi klagerne ret, synes journalisterne, at vi er nogle idioter. Og giver vi journalisterne ret, synes klagerne, at vi er nogle idioter.

Det bliver min tredje læserredaktørkonference, og heldigvis plejer vores selvmedlidenhed hurtigt at drive over. Vi har spændende og privilegerede job, som dybest set handler om at dosere passende mængder sund fornuft, og vi skal for alt i verden undgå, at vi tager os selv for højtideligt.

Det er journalistikken, det hele handler om.