Som Læsernes Redaktør kan man lejlighedsvis undre sig over, hvor meget eller hvor lidt de sædvanligvis kritiske læsere går ind i de overordnede prioriteringer af store, betydningsfulde stofområder.

Når det gælder sprogligt sjusk, stavefejl, forkerte titler, årstal og andre data, er der ingen grænser for detaljeringsgraden.

Al respekt for det, men jeg kunne da godt ønske mig flere henvendelser i stil med: Hvorfor skriver I ikke længere noget om ... konflikterne i Langbortistan, etc.

Flere undersøgelser foretaget af bl.a. sagkyndige på journalistuddannelserne har demonstreret, at der er en betydelig interesse blandt avislæsere for at vende tilbage til områder, hvor store dramatiske konflikter har udspillet sig.

Fra mit eget interessefelt har jeg med stor tilfredshed kunnet konstatere, hvorledes krigen i Vietnam (1965-75) hen over flere årtier har genereret en global industri for rejsebureauer, der har sendt titusinder af turister ud for nærmest at gå på Ho Chi Minh-stien.

Her har turistindustrien og de historisk interesserede virkelig forstået at finde hinanden i skabelsen af en stribe fortællinger om, hvorledes en brutal krig med alle dens traumer har kunnet transformeres til positive oplevelser og historier om, hvorledes et krigsødelagt land har kunnet rejse sig og blive en del af den moderne verden.

Senere på sommeren kører vi en artikelserie, hvor hjemvendte Afghanistan-veteraner interviewes om deres erfaringer, syn på krigsførelsen, oplevelserne derude, etc. Jeg er ikke i tvivl om, at interessen blandt læserne bliver høj for denne vigtige del af vor historie om Danmark som krigsførende nation.

Min kolleger Lars Halskov og Jacob Svendsen står for denne interviewserie og har de bedste forudsætninger for at løse opgaven. Jacob Svendsen har været på ni reportagerejser i Afghanistan siden 2007, nogle gange som ’embedded’, dvs. på de betingelser, som det danske forsvar har defineret, andre gange på egen hånd.

Lars Halskov har også været i Afghanistan, og for nylig har de sammen udgivet en diger bog om Danmarks krigsførelse, og den tøver jeg ikke med at anbefale.

Svendsen har titel af ’forsvarsredaktør’, og der er læsere, der har undret sig over den betegnelse. Nogle har spurgt: Hvis han er udsendt til krigsskuepladserne, bør han så ikke hedde krigskorrespondent?

En klog mand har kaldt journalister for historieskrivningens sekundvisere.

Det gælder i særlig grad for krigskorrespondenter. Kollega Svendsen har en formodning om, at den interviewserie, han i disse dage arbejder på, vil give os et billede af konflikterne i Afghanistan, som vil danne grundlag for reviderede opfattelser af, hvad det danske militær har udrettet på godt og ondt i det vanskelige, forpinte land.

Nok er Danmark og dets Nato-partnere ved at gennemføre en ’afghanisering’ af konflikten, men der sker samtidig en optrapning af den civile indsats.

Allerede nu er landet en af de største modtagere af bistand fra Udviklingsministeriet med noget, der ligger i omegnen af den halve milliard kroner om året. Men jeg tvivler på, at de positive erfaringer fra Vietnam kan gentage sig i Afghanistan.

Når det gælder avisens prioritering af udviklingen i Afghanistan, kan der være grund til at nære bekymringer allerede nu. Forsvinder det journalistiske fokus på landet i takt med, at danske og andre Nato-soldater trækkes ud? Det har jeg talt indgående med krigskorrespondenten om.

En vis krigstræthed har indfundet sig, erkender Svendsen. Kan den så forklares politisk og moralsk?

Jo, husk, at vi også var med i Irak, minder han om. Som bekendt på et mere end tvivlsomt grundlag. For det med masseødelæggelsesvåbnene husker vi vel alle sammen?

»Efter Irak måtte Danmark kompensere politisk ved at gå fuldt og helt ind i Afghanistan«, noterer han i dag. »Derfor satte vi alt ind i Helmand, som var og er det farligste sted at være i Afghanistan. Det område, hvor danskerne er, fylder ikke meget mere end Amager. Hovedbyen Gereshk er på størrelse med Randers og har en af de højeste mordrater, omkring 100 bliver slået ihjel i opgør, der især handler om narkotika, men også meget andet«.

Og her er vi på vej ind med endnu mere civil bistand. Som skal gennemføres uden Nato-beskyttelse, men under afghansk ditto.

Afslutningsvis lidt statistik. I løbet af det seneste års tid har vi bragt lidt over 5.000 artikler om de militære indsatser i Afghanistan. Krigskorrespondent Jacob Svendsen har i samme periode tegnet sig for imponerende 483 artikler, viser en søgning på artikelbasen Infomedia.

Om kort tid vil Halskov og Svendsen via samtaler med dem, der har været i forreste linje, give læserne mulighed for at få flere nuancer i opfattelsen af den konflikt, der uden overdrivelse har været et af de mest journalistisk krævende emner i vor avis.

En vis krigstræthed har indfundet sig. Kan den så forklares politisk og moralsk?