Hvert halve år skriver jeg en beretning.

Det tvinger mig til at standse op og få hold på den vigtigste udvikling i læserredaktørjobbet, hvor det i perioder vælter ind med e-mail om alt mellem himmel og jord, som vi menes at have klumret i. Og desværre meget ofte har klumret i.

Jeg har lige afleveret min halvårsberetning til redaktionen, men synes, at læserne meget passende også kan få en orientering. Den kommer her i redigeret udgave. Ikke fordi der står noget grimt om læserne – bestemt ikke – men fordi dele af beretningen kun kan have intern interesse.

Jeg får 20-25 klager hver dag, og set over tid handler skønsmæssigt 70 procent af dem om faktuelle fejl i artikler, 20 procent om sproget og 7 procent om fejlagtige gentagelser af sudokuer, om forkert leverede aviser eller andet, der er irriterende for læserne, men hvor fejlen er begået andetsteds end på redaktionen.

Det er stadig kun omkring 3 procent af klagerne, der kan siges at handle om problemer med den journalistiske etik.

Politiken var i første halvår involveret i fem sager i Pressenævnet. To sager førte til kritik, mens to sager endte med frifindelse. En sag verserer. Jeg er enig med Pressenævnet i alle fire afgørelser:

I januar fik vi kritik, fordi vi i en artikel om støtten til dansk fiskeri havde skrevet, at ’De fiskere, der får mest i fiskeristøtte, har tætte bånd til fiskeriforening’, hvilket er forkert. Da vi modtog klagen, bragte jeg en rettelse i Fejl og Fakta, men nævnet mente, at rettelsen var utilstrækkelig, og pålagde os derfor at bringe dets kendelse.

I februar afsagde nævnet kendelse i en sag, hvor vi havde refereret et brev fra et jobcenter og i den forbindelse havde bragt sagsbehandlerens navn.

Han var imidlertid ikke omtalt negativt i artiklen, og nævnet accepterede derfor, at han ikke var blevet hørt. Nævnet mindede dog om, at menige medarbejderes navne som udgangspunkt ikke bør nævnes. Redaktionen var helt enig – det var en smutter.

I marts afgjorde nævnet, at en journalist, der bor i Bangkok og driver sin egen blog, blev behandlet i overensstemmelse med de presseetiske regler, da Politiken skrev om hans henvendelser til kilder i en sag om virksomheden om United Plantations.

I maj udtalte Pressenævnet kritik, fordi vi i en artikel viderebragte tre ekspertkilders udsagn om, at et tæppe fra et bestemt firma var skyld i indeklimaproblemer, men undlod at nævne, at en fjerde ekspert – en professor i indeklimaforhold – havde sagt, at tæppet umuligt kunne være årsagen.

Chefredaktionen og jeg var enige om, at det var en klar fejl, og jeg rettede omgående i Fejl og Fakta. Nævnet fandt senere, at rettelsen ikke var blevet præsenteret tydeligt nok – tæppeartiklernes opsætning taget i betragtning.

Det er glædeligt, at Pressenævnet i første halvår dels begyndte at skrive langt mere forståelige kendelser, dels har skærpet sin praksis, når det kommer til at forlange vigtige rettelser placeret på en fremtrædende plads.

Det har været et problem, at jeg i Fejl og Fakta både retter meget alvorlige fejl og – på meget stille dage – bagateller.

Forårets kendelser har da også ført til, at vi har udarbejdet en skabelon, så vi kan bringe rettelser i alvorlige sager i en meget tydelig opsætning på side 2 i 1. sektion, hvis fejlen berettiger til andet og mere end en almindelig rettelse.

Den mere markante rettelse kunne vi for eksempel have brugt i maj, da vi skrev, at Københavns Politi under klimatopmødet i 2009 torturerede flere hundrede demonstranter – en påstand, der, hvis den havde været sand, havde medført politidirektørens og justitsministerens afgang. Der var tale om en grov overfortolkning af en dom mod politiet.

Medieforskerne Anker Brink Lund og Mark Ørsten foretog i efteråret 2011 en stor undersøgelse af mediernes troværdighed – inspireret af min forgænger, Henrik Kaufholz.

De første resultater er kommet, og det er værd at bemærke, at 88,5 procent af de adspurgte kilder svarede, at der ikke var konkrete, faktuelle fejl i den Politiken-artikel, de medvirkede i. Det tilsvarende tal for Berlingske og Jyllands-Posten under et var 85,5 procent. Det er forhåbentlig ikke en statistisk tilfældighed.

Man kan hævde, at Politikens fejlrate er forholdsvis lav, men det ville stå betydelig værre til, hvis ikke det var, fordi mange af vores journalister tjekker citater og fakta med kilderne på forhånd. Der viste sig at have været fejl eller misforståelser i 6 ud af 10 artikler, kilderne fik til gennemsyn!

Det er ganske vist kildernes subjektive vurdering, undersøgelsen afspejler, og enkelte fejl er formentlig rene bagateller. Alligevel er tallet så højt, at chefredaktionen anbefaler, at Politikens journalister tjekker citater og fakta med deres kilder. En glimrende ide.

Den nye undersøgelse dokumenterer, at der er fornuft i at slutte samtalen med en kilde med ganske enkelt at løbe igennem, hvad der er sagt, og dermed kontrollere de vigtigste fakta. Så vi kan få færre fejl.