Et par gange har jeg nævnt i denne klumme, at chefredaktionen vil ændre Politikens etiske regler, så de rummer en anbefaling af, at journalisterne tjekker citater og fakta, når de har talt med kilderne.

Enkelte læsere studser over, at det ikke allerede er praksis, og har spurgt, hvad der skulle være problemet ved at lade kilderne læse artiklerne igennem – eller ved bare at runde et interview af med, at man bliver enige om fakta og citater.

Når emnet kommer op nu, er det, fordi medieforskerne Anker Brink Lund og Mark Ørsten i en ny undersøgelse om mediernes troværdighed har påvist, at der er fejl eller misforståelser i 6 ud af 10 artikler, som Politikens kilder får til gennemsyn.

Undersøgelsen bygger ganske vist kun på en enkelt uges nyheder, og der er tale om kildernes opfattelse og ikke en objektiv konstatering af fejl, men alligevel er resultatet tankevækkende.

Ifølge undersøgelsen lader mange af Politikens journalister allerede kilderne tjekke citater og fakta – også i videre udstrækning end gennemsnittet af medierne i undersøgelsen.

Vi imødekommer også oftere kildernes ønsker om rettelser. I undersøgelsen siger 47 procent af dem, der mente på forhånd at have opdaget fejl eller unøjagtigheder i Politikens artikler, at de blev rettet. Gennemsnittet for alle medierne i undersøgelsen var kun på 36 procent.

Den fejlfri avis når vi næppe frem til: I betragtning af, hvor mange fejlkilder der er, og hvilket tidspres der til tider arbejdes under, sker der smuttere. Men kan vi fjerne nogle af dem ved noget så simpelt som at løbe fakta og citater igennem med kilderne, vil det være en kolossal fordel for alle parter – ikke mindst læserne.

Det er meget vigtigt at understrege, at kilderne ikke skal til at redigere avisen. Indholdet – herunder vinkling og vægtning og overskrifter og opsætning og illustrationer – skal de ikke blande sig i.

Det er nu heller ikke min erfaring, at ret mange af dem forsøger. Jeg husker kun en enkelt nu pensioneret Christiansborgpolitiker, der som regel kom med forslag til en overskrift.

Kilderne skal selvfølgelig heller ikke kunne tie stille med tilbagevirkende kraft og forlange citater fjernet. Har de sagt noget, har de sagt det. Bordet skal fange. Og det gør det allerede. Alle professionelle kilder ved i hvert fald, at journalisten nok har en lydoptagelse, som kan findes frem, hvis det bliver nødvendigt.

Det er også yderst sjældent et problem, at kilderne ved et tjek prøver at svække deres formuleringer. Det er min erfaring, at de tværtimod ofte strammer deres udtalelser, så der kommer mere markante citater ud af at kontrollere.

De vejledende regler for god presseskik pålægger os en række yderst fornuftige begrænsninger og pligter, men slår også fast, hvem der bestemmer, hvad vi skal bringe. Der er formentlig mange læsere, som ikke ved, at de presseetiske regler pålægger os, at vi ikke må lade kilder eller andre udefrakommende bestemme avisens indhold:

»Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling«, som der direkte står.

Men når citat- og faktatjek er så god en ide – hvorfor så ikke gøre dem obligatoriske?

Fordi der uden diskussion vil forekomme tilfælde, hvor de er unødvendige. Hvis en journalist på Christiansborg lige før deadline har fået en kort udtalelse fra en minister, er der ingen grund til bagefter at jagte ham eller hende for at blive enige om, at citatet er i orden.

Der kan også være tilfælde, hvor det er umuligt at komme i kontakt med en kilde, men hvor nyheden er så vigtig, at den skal ud. Så må man kontrollere oplysningerne på anden måde.

Mine erfaringer med at tjekke er som nævnt, at citaterne bliver skarpere, men desværre også, at der næsten altid er løbet fejl på, selv om man har gjort sig umage. Og så er der de yderst få tilfælde, hvor kilderne bliver ubehagelige:

En bankdirektør, der havde udtalt sig til citat, fortrød og gjorde mig opmærksom på, at han ville sige, at jeg var fuld af løgn, hvis jeg skrev min historie.

En anden gang sagde jeg til en kilde til en ellers aldeles ufarlig bagsidehistorie, hvad jeg havde tænkt mig at citere ham for, hvorefter han råbte, at »hvis du skriver noget som helst, er det det sidste, du kommer til at skrive!«.

Den melding var lige barsk nok på disse breddegrader, syntes jeg, så jeg ringede til hans chef og påpegede, at det nok ikke er den allerbedste reklame for virksomheden, at hans medarbejdere udsteder dødstrusler. Et synspunkt, chefen erklærede sig enig i.

Men i langt de fleste tilfælde er et tjek helt udramatisk. Og noget så dejligt fejlbegrænsende.