Som nogle læsere vil have opdaget, skrev jeg tirsdag en klumme i utide på denne plads.

Overskriften, ’Helles homochok’, havde jeg stjålet fra BT’s netavis, der som stort set alle andre medier gengav den stærkt usædvanlige historie, vi bragte sidste lørdag.

Som jeg skrev, kommer statsministerens og hendes mands privatliv ingen andre ved – men det kommer i allerhøjeste grad os alle sammen ved, at Skat tager notater om borgernes seksualitet.

At oplysningerne kan være lækket til pressen for at skade en skatteministers politiske modstandere, gør uhyggen total.

Første uges afhøringer i Skattesagskommissionen er forbi, uden at vi blev meget klogere. Men afhøringerne rejste en række presseetiske spørgsmål, som jeg tager op i dag.

Homosnak bliver der ikke mere af – det lover jeg.

LÆS OGSÅJournalist: Venstre-ministers spindoktor misinformerede mig

Først skal vi imidlertid have på plads, hvorfor vi kalder det skattesagen. Jeg hører ofte fra læsere, som finder det misvisende, og nogle af dem mener, at vi ligefrem er ude på at skade statsministeren:

»Hvorfor bliver I ved med at skrive skattesagen? Den blev afsluttet, da statsministeren og hendes mand fik at vide, at de ikke skylder en eneste øre. Der er ingen skattesag længere. Kald den dog magtmisbrugssagen«, lyder det.

Det kan vi umuligt, eftersom kommissionen først skal finde ud af, om der overhovedet er sket magtmisbrug. Det ved vi ikke.

Vi ved derimod, at sagen involverer en tidligere skatteminister og hans særlige rådgiver foruden en lang række embedsmænd i Skat og Skatteministeriet, så skattesagen er en præcis betegnelse.

I øvrigt har Justitsministeriet bestemt, at Skattesagskommissionen er det officielle navn på den instans, der skal udrede sagen.

Det presseetisk vigtigste spørgsmål i sagen blev aktuelt, allerede da Ekstra Bladet sidste år besluttede at bryde kildebeskyttelsen i sine spalter – og i denne uge begrundede bladet endnu en gang sin handlemåde med, at kildebeskyttelsen ikke skal kunne misbruges af magthaverne.

Det er et synspunkt, man umiddelbart kan have sympati for. Men spørger man mig, skal kildebeskyttelsen som udgangspunkt være absolut.

Får man at vide, at nogen har tænkt sig at begå drab, stiller sagen sig selvfølgelig anderledes, men det går ikke at operere med grader af kildebeskyttelse. Det er især et spørgsmål om troværdighed og om at stå ved sit ord.

Men selv hvis man vælger at anlægge en mere købmandsmæssig betragtning, er det dumt at bryde kildebeskyttelsen.

Det er muligt, at man kan afsløre ministres spindoktorer, der er sendt i byen for at skade ministerens politiske modstandere – for at tage et tænkt eksempel – men hvert brud på kildebeskyttelsen underminerer den tillid, der skal herske.

Det må ikke blive sådan, at man får et løfte om fortrolighed – hvorefter journalisten tygger på, om man nu også er værdig til at få, hvad man er blevet lovet. Og man er som journalist utilgiveligt naiv, hvis man ikke kan se, at mange kilder netop er ude på at skade deres modstandere.

LÆS OGSÅDer er ikke ændret et komma i Politikens retningslinjer

Et andet spørgsmåler, hvor langt man kan gå i sin omgang med spindoktorer.

Jeg har ikke grund til at tro andet, end at der her på avisen er den nødvendige professionelle afstand til alle kilder – ikke mindst til de forbavsende mange mennesker, der hver måned får en rasende høj løn for at få deres minister til at fremstå genial. Brugt rigtigt kan spindoktorer være med til at skabe bedre journalistik.

Brugt forkert kan man opleve, at man kommer i tvivl om, hvem der redigerer aviserne.

Skal man tro Ekstra Bladet, var det i et dybt ejendommeligt parløb med den daværende skatteministers spindoktor, at der i sin tid blev oprettet en særlig konto til frivillige skatteindbetalinger – hvorefter Ekstra Bladet kunne skrive, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, som havde talt for øgede skatter, ikke havde planer om selv at sætte penge ind på kontoen.

Og en venstrepolitiker kunne stille spørgsmål i folketingssalen til sin partifælle, skatteminister Troels Lund Poulsen, der kunne pege fingre ad sine modstandere.

Om sagen afslørede dobbeltmoral hos S og SF, eller om den afslørede dyb plathed hos V og Ekstra Bladet, overlader jeg til læserne at vurdere.

Med forbehold for, at de præcise omstændigheder er uklare, er det ikke bare ude i hampen at begå journalistik i et så tæt samarbejde med en spindoktor. Man står i hamp til halsen, hvis man lader sin journalistik blive til på den måde, Ekstra Bladet beskrev i Skattesagskommissionen i denne uge.

Hvad ugen måske mere end noget andet viste, var værdien af at have sine beviser i orden. Påstand står mod påstand, fordi bånd og e-mail var blevet slettet.

Det vil måske undre nogen, at Ekstra Bladet optog samtalerne med spindoktoren uden at fortælle det. Men Pressenævnet har for længst slået fast, at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages på bånd – også uden at journalisten gør opmærksom på det.

Det var altså en helt almindelig arbejdsmetode at slå optageren til – men ellers er sagen på ingen måde almindelig. Heldigvis.