Lad mig straks beklage, at uskyldige kan føle sig ilde berørt af dagens klumme.

Det er ikke hensigten. Men sagen er, at der er blevet flere af den heldigvis meget lille gruppe læsere, der går over stregen og bliver direkte ubehagelige, når de klager over fejl. Det er samtidig min klare fornemmelse, at deres tone er blevet grovere. Det bør stoppe.

Sagen er den yderst simple, at det er mennesker, der skriver avisen. Og ingen fortjener at blive svinet til, fordi de prøver at passe deres arbejde. Heller ikke, når de har begået fejl.

Jeg har til brug for denne klumme sendt en mail rundt på redaktionen for at høre, om min fornemmelse var rigtig. Vores korrespondent i Bruxelles, Thomas Lauritzen, beskrev sine erfaringer sådan:

»Jeg synes helt klart, læserne er blevet mere rå og personlige. Vendinger som ’denne såkaldte journalist’ eller ’hvis det er den slags idioter, der skriver i aviserne, så ...’ eller ’dette latterligt lave niveau’ er blevet almindelige at fyre af på grund af den mindste lille fejl eller misforståelse. Også nogle gange, hvor der slet ikke er nogen fejl«.

»Nogle læsere har også svært ved at skelne imellem en faktuel fejl og så en pointe eller analyse, de bare personligt er uenige i«.

»Til gengæld - og det er egentlig det mest interessante - så bliver læserne altid gode igen, lige så snart man sender dem et personligt svar per mail. Ofte skriver de faktisk tilbage og undskylder, som om de ved nærmere eftertanke fortryder de hårde ord. Som om de ikke ved, vi eksisterer i virkeligheden, før vi svarer dem. Det er blevet så nemt at klikke på en byline og fyre noget raseri af, at folk ofte ikke tænker sig om, før de gør det, tror jeg. Så snart der er den mindste dialog, skifter de fuldstændig tone«.

Det er også min erfaring. Og efter snart tre år som daglig modtager af dynger af klager har jeg udviklet den teori, at selve e-mail-kommunikationsformen bærer en stor del af skylden for, at nogle læsere udtrykker sig så barsk. Man klager ganske enkelt, mens man stadig er rasende.

Desuden er det min erfaring, at man altid udtrykker sig forholdsvis kontant i en mail. Den rummer sjældent de samme nuancer som en telefonsamtale. Måske skyldes det, at man ikke er i tvivl om, at der er et menneske i den anden ende, når man taler i telefon, så man modererer sig, hvorimod en mail i første omgang sendes ud i cyberspace.

Men den havner altså hos et levende menneske.

LÆS OGSÅMange veje til øget troværdighed

Vi skal bestemt ikke være sarte - især ikke, fordi vi selv er ude med riven. Men det fremmer ikke kommunikationen at blive udnævnt til »et røvhuld«, som en læser forleden udtrykte det.

Til tider bliver det hele også ufrivilligt komisk. Som da en tv-anmelder - ganske vist i en høflig tone - blev klandret for at anmelde.

»Hvorfor er det vigtigt for mig som læser at vide, hvad du synes om det du har set i tv lørdag aften?«, skrev en læser. Afgjort et relevant spørgsmål, men man må undre sig over, at læseren ikke bare sprang anmeldelsen over?

Læsernes Redaktør går det kun ud over, når jeg har set på en sag og besluttet, at jeg er uenig med klageren. Da jeg vurderede, at vores reportage om arbejdsmiljø på en plantage i Malaysia ikke var i strid med god presseskik, kunne jeg se mig selv beskrevet på en blog som holocaustbenægter.

Det er mig stadig en gåde, hvordan jeg gjorde mig fortjent til netop det skældsord.

På en anden blog fik mine manglende åndsevner en tur over flere dage i foråret. Årsagen var den ejendommelige, at jeg har svært ved at se, at dagbladet Politiken har ansvaret for, hvor tjeneren på Hvalpsund Færgekro vælger at anbringe sine gæster. Læseren var skuffet over ikke at have fået et bord med udsigt over fjorden.

Den vrede læser/krogæst skrev derfor til debatredaktionen og forlangte, at vi bragte hans klage. Debatredaktionen fandt det ikke relevant. Hvorefter læseren klagede til mig.

Jeg forklarede, at det alene er debatredaktionen, der afgør, hvad den vil trykke. Men læseren gav ikke op: Vi måtte da kunne forstå, at opholdet på kroen var købt gennem Spotdeal, som er et selskab i JP/Politikens Hus-koncernen. Og eftersom det er tilfældet, har Politiken pligt til at offentliggøre indlægget, lød argumentet.

Selv om jeg gjorde mit bedste, lykkedes det mig ikke at se logikken. Hvorefter min mangel på åndsevner blev beskrevet på nettet. Sammen med en masse betragtninger om Politikens løgn og bedrag.

LÆS OGSÅPolitiken giver ikke kilderne magt over historien

De værste udgydelser svarer jeg ikke på, og jeg opfordrer journalisterne til at lade være. De fejl, der påpeges, skal selvfølgelig rettes, men man er i sin gode ret til at tie fornærmelser ihjel.

Hvis man da ikke vil bruge den teknik, som en af mine canadiske kolleger anbefaler. Læsere, der har været rigtig grove i længere tid, får en mail fra ham med denne ordlyd:

»Du må undskylde, at jeg skriver til dig, men jeg synes, du skal vide, at der er nogen, der sender mig meget ubehagelige mail i dit navn«.

Nogle få er dumme nok til at svare: »Nej, de er skam fra mig«. Men de fleste fatter pointen.