Det kan være ubehageligt, når pressen ringer.

Men ekstra slemt bliver det, når telefonen står hos forsvaret, og der er en avis i røret for at sige, at den har fået aktindsigt i sagen, den gerne ville vide noget om – men at der er en alvorlig sikkerhedsbrist, så de fortrolige afsnit, der skulle have været dækket til, sagtens kan læses. Og nu sidder avisen med en masse forsvarshemmeligheder.

Flyvertaktisk Kommando havde mildt sagt en uheldig uge med sine pdf-filer. Det er en meget udbredt dokumenttype, fordi den nemt kan læses på alle computere. Men i dette tilfælde gik det ligefrem for nemt: Politiken kunne ikke blot læse den information, der var frigivet efter offentlighedsloven – også et væld af dybt fortrolige oplysninger, der skulle have været skjult, dukkede op efter få klik.

Så nu ved nogle få medarbejdere på Politiken en masse om flyvevåbnets mission i Libyen og om samarbejdet med andre lande om bombningerne af Gaddafis styrker.

Man skulle ellers tro, at tidligere sager om computerfumleri havde jaget en skræk i livet på forsvaret – og at Forsvarets Efterretningstjeneste havde kunnet yde lidt konsulentbistand.

Vi kommer ikke uden om at nævne sagen om den arabiske udgave af Jægerbogen, der viste sig ikke at være oversat af rabiate galninge i Mellemøsten, men af forsvaret selv – i øvrigt så talentløst, at den blev en gang volapyk, som ingen araber ville kunne læse.

Der var også sagen om statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2004, som blev mailet til pressen som en word-fil, der også rummer oplysninger om dokumentets tilblivelse. Statsministeren måtte bruge en del tid på at forklare, hvorfor dele af talen var skrevet af en chef i Dansk Industri.

LÆS OGSÅForsvaret afslører tophemmelige oplysninger ved en fejl

For en redaktion, som skal fortælle læserne sandheden, udgør fumleriet et dilemma. Som chefredaktør Bo Lidegaard udtalte i avisen torsdag, valgte Politiken at undlade at bringe flyvevåbnets fortrolige oplysninger. Dels fordi de var udleveret ved en fejl, dels fordi der ikke var tvingende grunde til at offentliggøre dem.

Den nemme løsning ville være at lade være med at klikke sig ind på den fortrolige information. Men pressen er sat i verden for at skaffe sig oplysninger, kontrollere dem og formidle dem videre, og jeg kan bestemt ikke fortænke en journalist i, at naturen i den situation går over optugtelsen.

Spørgsmålet er så, om de fortrolige oplysninger skal bruges. Jeg kan godt forestille mig en situation, hvor pressen bør sætte hensynet til afsenderen til side – og i værste fald risikere en dom – for at sikre befolkningen de oplysninger, den har krav på.

Der kan være sager, hvor der er sket så grove overgreb, så alvorlige fejltagelser eller truffet så rystende beslutninger, at hensynet til, at sandheden kommer frem, går før alt andet.

Så tunge sager har altså ikke ligget gemt i flyvevåbnets pdf-filer, og det må trods alt være en trøst.

I min tid på Journalisthøjskolen blev vi udsat for en øvelse i form af et situationsspil om massefyringer på en arbejdsplads. Skuespilleren Niels Ellegaard, som senere har gjort stor revykarriere, var tillidsmand, og han var forbavsende fåmælt, da han skulle interviewes. Så desperationen var så småt ved at indfinde sig.

Pludselig skulle han på toilettet – og efterlod sin mappe på stolen. Det skulle vise sig at være en fælde: Den journaliststuderende skulle blive fristet til at linde på mappen.

Jeg var enten for tungnem til at opfatte, at der lå vigtige oplysninger i den, eller også var det ikke inde i min begrebsverden, at man kan gå i folks gemmer for at få en historie hjem. Det er det sådan set stadig ikke. Det ville heller ikke være i orden at trænge ind i et af statens it-systemer. Ville det vel?

Men hvis man har som præmis, at der findes sager, som er af så stor betydning, at hensynet til at få dem ud i offentligheden må være vigtigst – selv vigtigere end at overholde landets love – kan man stille en række dilemmaer op og i hvert fald blive klogere på sine egne grænser.

LÆS OGSÅFlyvevåbnet ved ikke hvor mange man har dræbt i Libyen

Er det for eksempel i orden at skaffe sig oplysninger fra en embedsmand, der med sikkerhed bryder loven med sin åbenmundethed?

Kan man bruge oplysninger fra dokumenter, som ligger frit fremme i en bil, så de kan læses udefra? Hvad med fortrolige oplysninger fra en mobiltelefonsamtale, man bliver tvangsindlagt til at lytte til i toget eller bussen? Kan man tillade sig at læse papirer, man finder på gaden, eller som ligger og flyder på bagsædet af den taxa, man sætter sig ind i?

Det kan vi andre tænke over, mens flyvevåbnets ører køler af.