Det var artige sager, der kom frem fra kommunikationsbranchen i den forløbne uge. Ifølge anklagerne har DSB fået pr-bureauet Waterfront til at holde en kritisk journalist beskæftiget med at skrive om alt andet end DSB – og ifølge anklagerne har man samtidig brugt skatteydernes penge på at få bureauet til at lave personprofiler på politikere og på at gøre dem mere medgørlige.

Det er ikke nyt, at et firma får et pr-bureau til at bearbejde politikere. Det nye består i, at et statsejet selskab åbenbart opfører sig som en stat i staten.

Det bliver vi klogere på, når den sædvanlige både uvildige og tilbundsgående advokatundersøgelse er færdig. Men der er ikke noget at blive overrasket over. Selvfølgelig er det utraditionelt, hvis man ligefrem dynger en journalist til med arbejdsopgaver, så han ikke har tid til at interessere sig for DSB, men det skal i sandhed siges, at pr- og kommunikationsbranchen er så stor og så dreven, at vi i lang tid har stået med et kolossalt problem.

I august 2011 viste en opgørelse i Dagbladet Børsen, at antallet af pr- og kommunikationsfolk for første gang oversteg antallet af journalister: 8.700 pr-folk mod 8.300 traditionelle journalister.

Den udvikling er uden tvivl fortsat. Der nedlægges journaliststillinger for fuld kraft på landets medier i disse år, hvor økonomien strammer til. Samtidig stiger kravene til mængden af stof, der skal produceres. Og mens det for få år siden var naturligt, at redaktionssekretærerne havde særlig indsigt i det stof, de redigerede, gælder det nu ofte, at en redaktionssekretær er en redaktionssekretær og en avisside er en avisside. Der skal bare produceres.

På mange medier skal journalisterne også skrive til både papir og net, og så kan de lige lave tv og radio om emnet, nu de er i gang.

LÆS OGSÅMange veje til øget troværdighed

På Politiken er det problem ikke udtalt – endnu. Der er blevet væsentlig mere travlt i redaktionssekretariatet, men som udgangspunkt skriver journalisterne enten til papiravisen eller politiken.dk, og der er stadig tid til at lave et ordentligt stykke arbejde.

Når man kan være dybt pessimistisk på kvalitetsjournalistikkens vegne, er det, fordi pressen på grund af travlheden – eller dovenskab, bevares – slækker på sin kritiske sans. Rugbrødsjournalistik tager tid, mens det er så dejlig nemt, når maden er tygget i forvejen af en venlig kommunikationsafdeling.

Det er afgjort blevet lettere for organisationer og firmaer at plante historier eller at skyde kritiske historier ned, fordi medierne har svært ved at matche kommunikationsbranchen. Det er mig en gåde, at befolkningen ikke reagerer kraftigere, når den helt åbenlyst – og ofte for sine egne penge – bliver præsenteret for et forvrænget billede af virkeligheden.

Det svækker på flere måder medierne, at der er kommet flere og stærkere kommunikationsafdelinger i organisationer og virksomheder. Selv den mindste lille fabrik på Vestlolland, der producerer endetarmsåbninger til gyngeheste, har en kommunikationschef eller gør i det mindste brug af et pr-bureau.

Så længe rollefordelingen er klar, kan en kommunikationsafdeling være til stor hjælp, når man er i gang med en journalistisk opgave. Men vi skal være på vagt som aldrig før.

Forleden bragtevi det, der med et præcist udtryk hedder Lortelisten – Metroselskabets interne oversigt over sager, der kan give problemer, hvis pressen skulle få færten af dem. Hvilket vi heldigvis fik, fordi selskabet ved en fejl sendte listen til os. Der stod blandt andet om mulige kritiske artikler, at »risikoen for alvorlige, måske fatale, arbejdsulykker er stor pga. mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger«.

Metroselskabets kundedirektør reagerede ved at udtale, at det var ærgerligt, at listen var sluppet ud. Jeg hørte hende ikke blive modsagt.

LÆS OGSÅNår læserne siger nej tak

For mig at se er det ærgerlige – og det er et meget mildt udtryk – snarere, at et selskab, der oven i købet er offentligt ejet og styret af politikere, er fuldt vidende om, at sikkerheden ikke er i orden, men bruger skatteborgernes penge på at forsøge at skjule det. Hvilket man så heller ikke kan finde ud af.

Et er sagen, hvor Waterfront åbenbart forsynede den løst tilknyttede journalist med helt almindelige freelanceopgaver, der bare ikke omfattede DSB. Noget helt andet er, når kritiske journalister lader sig ansætte som pr-medarbejdere eller spindoktorer og af al kraft skærmer et firma mod kritik eller arbejder målrettet på at få en politiker til at fremstå genial. Jeg forstår udmærket, hvis læserne undrer sig over vores utrolige omstillingsevne.

Nogle kommunikationsfirmaer lever af at fremstille pressen som ulve, men opfører man sig ordentligt, har man ikke noget at være bange for.

Desværre får de, der ikke opfører sig ordentligt, mindre og mindre at være bange for.

--------------------

Rettelse: Der stod i en tidligere version, at fordelingen mellem pr- og informationsmedarbejdere og journalister i 2011 byggede på en medlemsstatistik fra Journalistforbundet. Det er ikke tilfældet - i tallene indgår også pr- og kommunikationsmedarbejdere uden for Dansk Journalistforbund.