Vi mangler information om hiv. Så kort kan det siges. For på trods af at det er de færreste hiv-smittede, der dør af aids, er det stadig ikke en drøm at få hiv. Sygdommen, der især florerer blandt homoseksuelle mænd, er nemlig forbundet med så dårlig karma, at mange bøsser lader være med at fortælle deres omgivelser, at de er smittet.

I årevis undlader de at fortælle deres forældre, venner og måske partnere, at de har hiv, og måske først den dag, de er ved at dø, vælger de at komme ud af skabet. Det må de selvfølgelig selv om, men kunne man forestille sig, at folk, der havde fået konstateret kræft eller sklerose, ville lade være med at fortælle om det? Nej.

Men sådan er det med hiv. Man går helt stille med det, fortæller det kun til de allernærmeste (hvis nogen overhovedet), og man kunne ikke drømme om at sige til sin chef, at man ikke kommer på job i morgen, fordi man skal til tjek for at se, om hiv-medicinen stadig virker.

Hiv er nemlig forbundet med skam – man får det jo primært ved at dyrke sex – og mange forbinder hiv med den visse død, hvilket heldigvis ikke længere er tilfældet.

Mange hiv-smittede lever helt okay, lige indtil den dag, de bliver resistente over for medicinen, og kroppen begynder at te sig underligt. Altså vægttab, diarre, svimmelhed, udslæt, hudproblemer og meget andet. Så skal man på en ny medicinkur, og kroppen skal til at vænne sig til nye piller, og man skal igennem en hulens masse undersøgelser.

At man overhovedet kan forhindre, at folk dør af aids som i 1980’erne, er godt. Men hiv er forbundet med skam og stigmatisering – ikke kun i forhold til familie, arbejdsplads og venner, men også i homomiljøet.

Her er det direkte uattraktivt at have hiv, og selv om man efter sigende kan bevise, at velbehandlede ikke smitter, så bliver hiv-smittede opfattet som pariaer og sekundavarer.

LÆS OGSÅ Hiv-behandlede har angsten som konstant følgesvend

I et miljø, hvor der skiftes partnere jævnligt, betyder det, at mange hiv-smittede ikke fortæller deres partnere, at de er smittet, hvilket betyder, at de for det første kan risikere at smitte andre, for det andet ikke tør dele dette vilkår med dem, de er tættest på.

Nogle dør jo af hiv. Nogle kan ikke reddes af medicinen, og nogle opdager, at de er smittet, så sent, at der ikke er noget at gøre. Og bivirkningerne ved medicinen er heller ikke sådan at kimse ad. Nogle får tyndere arme og ben, andre taber sig og får følgesygdomme, mens nogle bliver deprimerede – måske bare ved tanken om, at de er hiv-positive.

Listen med ulemper er lang, men alligevel er det, som om vi ikke vil høre om det. Og Sundhedsstyrelsens kampagner er da også så sporadiske, at ingen kan huske, hvornår de sidst har set en kampagne, der omtalte hiv og sikker sex.

Desværre betyder det, at unge homoseksuelle dyrker ubeskyttet sex på livet løs. Det er, som om de tror, at hiv ikke er farligt. At det bare er noget, man kurerer på samme måde gonorre. Eller noget, man snildt kan leve med.

Og det har vi medier en del af skylden for. Inklusive denne avis, der så sent som på den internationale aids-dag sidste år bragte en fotoreportage med en heteroseksuel mand, der lever »helt normalt«, på trods af at han har hiv.

På billederne så man manden med sin kone og familie, og i teksten kunne man læse, at han havde et godt og normalt liv, på trods af at han var hiv-positiv.

Godt for ham, vil jeg straks sige, for alt andet ville være frygteligt. Men surt, at vi ikke i samme vending fortæller om en, der ikke lever fedt med hiv. Som har svært ved at kapere medicinen, ikke kan fortælle sine venner om det eller konstant bliver afvist, når han skal finde en partner, fordi han fortæller, at han er hiv-positiv.

Det ville give lidt balance, for jeg er sikker på, at hver gang vi finder en, der lever fint som hiv-smittet, kan vi også finde en, der ikke gør det.

LÆS OGSÅ HIV-eksperter: Hjemmetest lader de smittede i stikken

Der smittes omkring 250 mennesker om året i Danmark med hiv, men ifølge sundhedsmyndighederne er der en større gruppe, som slet ikke får det konstateret. Eller tør gå til læge og blive undersøgt. De går rundt som tikkende bomber og kan smitte både dig og mig i morgen, hvilket er skræmmende at tænke på.

Problemet er, at der hersker en masse fordomme omkring aids, og at unge homoseksuelle ikke tager det seriøst. De udsætter sig selv for smitten og risikerer derved at ryge ud af det gode selskab.

Derfor må sundhedsmyndighederne på banen med bedre oplysning – ikke kun blandt homoer, men også blandt heteroseksuelle, der også har mange partnere i de unge år. Og medierne – vi skal prøve at vise virkeligheden, som den er. Fortælle om dem, der lever godt som hiv-smittede, men også om dem, der ikke gør.

Oplysning kan vi ikke få nok af.