I 2008 blev DSB færdige med at renovere Københavns Hovedbanegård udvendig.

Den fik nye tage over perronerne, pudset murene og kom til at fremstå ren og lækker. Udefra. Desværre var der tale om sminke, for indvendig ligner Hovedbanegården det, den er – en gammel nedslidt bygning med 100 år på bagen.

Den bruges dagligt af 80.000 rejsende, og der er nok ingen af dem, der synes, det er en skøn oplevelse at skulle gennem Hovedbanegården.

Gulvene er nemlig møgbeskidte, kaklerne er løse, der flyder affald overalt, og det shoppingcenter, som udgør kernen i bygningen, er så nedkørt, at man skulle tro, det var et levn fra det tidligere Østeuropa.

Midt i den smukke hal står der er en stor grå container og fylder der, hvor folk mødes under uret. I begyndelsen håbede man, at containeren kun skulle stå der midlertidigt, for den er decideret grim, men nu har den stået der så længe, at den er vokset fast.

Lamperne er snavsede, lofterne ikke til at se for støv og møg, og medmindre man er hjemløs, så er det alt andet end en fornøjelse at tilbringe særlig lang tid på Hovedbanegården.

Heldigvis har Lagkagehuset åbnet en filial i bygningen, så nu er der i det mindste ét sted, hvor man kan få noget at spise, som ikke er kogt i fedt eller decideret kønsløst som det meste af det, man kan finde i kioskerne.

Og det betyder også, at man kan få en kop kaffe til en nogenlunde rimelig pris, og at man bliver udsat for en service, som er behagelig, hvilket er en sjældenhed på Hovedbanegården, hvor man har indtryk af, at man er til besvær som kunde og rejsende.

Nu vil DSB, der står for driften af Hovedbanegården, nok undskylde sig med, at banegården ligger på Vesterbro og derfor frekventeres af både narkomaner og alkoholikere, og at banegården faktisk får 80.000 gennem systemet hver dag, som sjældent har behov for at dvæle ved Hovedbanens skønhed og gastronomiske tilbud.

Og man har sikkert også spurgt kunderne, om de er tilfredse med Hovedbanegården, hvilket de nok er - men de har jo heller ikke noget alternativ!

Man vil måske også sige, at passagererne ikke gider bruge en formue for mad, og at de synes, det er skønt at gå i 7-Eleven, hvor de både kan få hapsdogs og colaer. Men erfaringerne fra Torvehallerne i København viser jo, at folk faktisk gerne vil give lidt mere for maden, hvis kvaliteten er i top.

Og at de sætter pris på at opholde sig i omgivelser, der er rene, pæne og trygge. Altså det helt modsatte af DSB’s tilbud - ikke kun i København, men på de fleste togstationer rundt omkring i landet. Problemet er, at Hovedbanegården er en smuk og bevaringsværdig bygning, som er særdeles velholdt udefra.

Når man kommer indenfor, falder niveauet til under gulvhøjde, for bygningens inventar, butikkerne og den generelle stemning er så underskudsagtig, at man decideret føler sig utryg og skynder sig væk. Det kan DSB vel ikke være interesseret i?

I London besøgte jeg for nylig den internationale togstation Saint Pancras, som netop har gennemgået en større renovering. Stationen, der stod færdig i 1868, bliver brugt af over 1 million mennesker om ugen, hvoraf 25 procent kommer af andre grunde, end fordi de skal ud at rejse.

Altså fordi de skal bo på luksushotellet, der er tilknyttet stationen, spise på en af de gode restauranter, eller måske fordi de skal shoppe.

Modsat Hovedbanegården er det en fornøjelse at opholde sig på Saint Pancras International. Der er gode steder at spise, lækre cafeer, gulvene er rene, der lugter ikke af pis og øl, og stedet er indrettet, så man både føler sig tryg og let kan orientere sig.

Altså en helt anden verden end i København, hvor man aldrig kunne drømme om at tage på Hovedbanegården for at spise aftensmad eller købe ind.

Nu er Saint Pancras International selvfølgelig også lige kommet igennem en gennemgribende renovering, hvilket ikke er tilfældet med Hovedbanen.

Og nu er det måske også lettere at drive en virksomhed på Saint Pancras end på Hovedbanen - kunderne kommer jo kørende ind med Euro Star-toget fra Paris og Bruxelles - men det undskylder ikke Hovedbanegårdens deroute.

Med Hovedbanegården er DSB forvaltere af et stykke kulturarv, som dagligt bruges af tusinder af pendlere, som betaler en pæn sjat for at rejse med det offentlige. De er næppe ligeglade med, at Hovedbanegården forslummer og bliver et stadig mere ubehageligt sted at opholde sig. Jeg er i hvert fald ikke. Er DSB?