Curlingforældre, som sætter deres børn i privilegerede privatskoler - bl.a. for at værne deres små poder mod rødder i nabolaget - har svært ved at se lighederne i øjnene: Men hvordan adskiller overbetalingen af privathospitaler sig egentlig fra modellen bag landets privatskoler?

Det spørgsmål rejser Københavns børneborgmester Anne Vang (S) i dagens kronik i Politiken, ’Velstillede privatskoler skal betale til folkeskolen’.

Her begrunder hun sit allerede stærkt omdiskuterede forslag om at mindske det offentlige tilskud til lige netop de privatskoler, som ikke løfter et socialt ansvar på niveau med folkeskoler. I Kroniken (som ikke er tilgængelig på nettet) skriver Anne Vang blandt andet:

»Debatten om folkeskoler og privatskoler adskiller sig ikke meget fra debatten om privathospitaler. Når privathospitaler kan vælge de svære operationer og forskningsforpligtigelsen fra, men stadig får det samme antal kroner som de almindelige hospitaler, er det uretfærdigt«

Hukommelsen skal måske lige genopfriskes. Tilbage i 2009-2010 fik de borgerlige tæsk for at overbetale private sundhedsklinikker, som daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde brugt som ideologisk instrument til at mindske ventelisterne.

Rigsrevisionen vurderede, at afregningen havde været for høj – fordi privathospitalerne ikke påtog sig forpligtelser, som stod mål med checken fra det offentlige.

Taksterne til privathospitalerne var dengang ca. 95 procent af betalingen til det offentlige – og altså alt for høje i forhold til, at privathospitalerne hverken havde akutfunktioner, uddannede nye læger eller komplicerede patienter.

På samme måde findes der i dag flere privatskoler, særligt i de rigeste områder af København, hvor betalingen fra det offentlige heller ikke matcher ghettoskolernes sociale indsats og mangel på samme.

Den aktuelle finansieringsmodel er, at alle privatskoler får 73 procent af gennemsnit-bevillingen til folkeskolerne. Men da gennemsnittet dækker over ekstremt store udsving fra folkeskole til folkeskole, er der eksempler på, at folkeskoler kan få færre offentlige midler end private eliteskoler i nærheden.

Særligt når det gælder såkaldt progressive privatskoler som f.eks. Ingrid Jespersen (Østerbro) og Bernadotteskolen (Hellerup) er elevsammensætningen så skæv i forhold til landsgennemsnittet, at det er yderst tvivlsomt om en medfinansiering på 73 procent kan forsvares som generel model – ud fra tilsvarende kriterier, som Rigsrevisionen i sin tid brugte i skandalesagen om overbetalingen af privathospitalerne.

Den socialdemokratiske børneborgmester Anne Vang præsenterer i Kroniken et enkelt forslag til at rette op på de sociale skævheder - ved at ændre modellen til privatskoler:

»På folkeskoleområdet har vi en flot tradition med at omfordele midlerne, så skolerne får penge efter den udfordring, de løser. Har de mange børn fra belastede familier, får de flere penge. Har de få børn fra belastede familier, får de færre penge. Privatskolerne bør være finansieret på akkurat samme måde«.

Forslaget virker fornuftigt. Hvis privatskolerne formår at løfte et rimeligt socialt ansvar, ja, så vil de få de samme penge som i dag. Og hvis de ikke evner at håndtere børn med tunge indlæringsproblemer, ja, så er det vel også kun rimeligt, at tilskuddet reduceres.

Toppen af elite-privatskolerne rummer stort ikke socialt belastede elever, hvis forældre f.eks. er parkeret på passive overførselsindkomster – på trods af, at næsten halvdelen af alle voksne danskerne står uden for jobmarkedet.

Ligesom privathospitaler naturligvis skal have en betaling, der modsvarer deres reelle ydelser for samfundet, er det kun rimeligt, at privatskolerne får en proportional betaling. Og meget tyder altså på, at værdien ikke ligger på 73 procent for alle landets privatskoler, slet ikke i de største byer.

Den ideologisk motiverede overbetaling er med til at svække udviklingen af folkeskolerne, og derfor er det tid til at stoppe alle de curlingforældre, der skøjter rundt på friskolehjul på andres regning.