Finansverdenen er i defensiven. Kun få erhvervsledere tør gå op imod kravet om øget regulering.

Som mindstemål afspilles den samme båndsløjfe, som den danske regering har indøvet: »Vi har ingen ideologisk modstand, men ...« - og så kommer en række tekniske indvendinger, der i praksis blokerer.

Men debatten har allerede flyttet sig så langt, at selv deltagerne på rigmandstopmødet World Economic Forum i Davos, Schweiz, erkender, at magtbalancen mellem politikere og finansfolk er tippet til den forkerte side - med alt for store økonomiske skævheder til følge.

En måling viser, at 7 ud af 10 fra den internationale erhvervselite mener, at »banker har for megen magt over regeringerne«.

Erkendelsen er langsomt begyndt at sive op til toppen af pyramiden: Hidtil har fordelene ved globalisering mest været forbeholdt rige, ældre og hvide mænd.

Forud for topmødet, der begyndte i onsdags, offentliggjorde World Economic Forum en rapport, der udråber økonomisk ulighed og social splittelse som en af de allerstørste risici i de kommende år, og tilmed som den andenstørste udfordring for det globale erhvervsliv.

En række af deltagerne på World Economic Forum taler ligefrem om behovet for at udligne sociale skel - mellem både nationer og befolkningsgrupper. Umiddelbart kan hykleriet virke så himmelråbende, når milliardærer flyver ind i private jets for at tale på vegne af klodens fattigste, at det kan være svært at tage seriøst som andet end udenomssnak.

Inden han ankom til den schweiziske bjergby Davos, udtalte den indiske multimilliardær Vikas Oberoi således: »Jeg håber, at det ikke kun handler om glamour og store fester«, og videre: »Mange af dem, der er til stede i Davos, er de personer, som klandres for social ulighed«.

Tankevækkende er det, at stadig flere repræsentanter fra verdens største konglomerater virker mere bekymrede for dybe sociale skel end mange af de politikere, selv fra venstrefløjen, som er valgt til at varetage de mindst ressourcestærkes interesser. Verden vendes på hovedet.

Politikerne forsøger at tilgodese finansmarkederne med offentlige besparelser og smalhals, mens finansbosserne omvendt ønsker strammere regulering.

Indignationen over eftervirkningerne af finanskrakket er dog også begyndt at brede sig til politikere, som kun de færreste for få år siden havde forventet ville kæmpe for social udligning.

Her i Europa har det vakt opsigt, at både Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, og Frankrigs konservative præsident, Nicolas Sarkozy, er gået forrest i bestræbelserne på at indføre en mikroskat på finansielle transaktioner.

LÆS OGSÅFinansskat dæmper ikke væksten i EU

At begge toppolitikere mest synes drevet af indenrigspolitiske motiver - i forhold til den sandsynlige socialdemokratiske kanslermodkandidat i Tyskland, Peer Steinbrück, og den populære socialdemokratiske præsidentmodkandidat i Frankrig, François Hollande - ændrer ikke på, at den nye Merkel-Sarkozy-akse har ændret debatten i Europa.

Selv i USA lyder der nye toner. Præsident Obama, der politisk set ligger til højre for Venstre i Danmark, lægger an til at føre en valgkamp, der slår på højere skatter til de rigeste og øget regulering af Wall Street.

Som et af sine trumfkort i sin ’State of the Union'-tale tirsdag aften lagde han op til en skattereform efter den såkaldte Buffett-regel: Multimilliardæren Warren Buffett har påpeget det groteske i, at han betaler en mindre skattesats end sin sekretær, Debbie Bosanek.

Nu vil Obama indføre en millionærskat - som S-R-SF-regeringen ikke turde i Danmark.

LÆS OGSÅVestager skyder millionærskat helt ned

Klassekamp, lyder smædekampagnen fra republikanerne, hvis sandsynlige modkandidat, Mitt Romney, kun betaler 14 procent i skat.

Præsident Obama - der i 2008 blev kaldt for muslim og nu beskyldes for at være socialist - tager kritikken med ophøjet ro: »I kan kalde det klassekamp, alt det I vil. Men at bede en milliardær om at betale mindst lige så meget i skat som sin sekretær? De fleste amerikanere vil kalde det for sund fornuft,« lød det selvsikkert i 'State of the Union'-talen.

LÆS OGSÅObama: Bring vores job hjem til USA

Den fælles bevægelse fra lederne af USA, Tyskland og Frankrig, i retning af en mere socialt afbalanceret regulering af de allerrigeste, er ikke udtryk for en ny form for antikapitalisme.

Tværtimod er der tale om, at de mest ansvarlige borgerlige politikere har erkendt behovet for at skabe bedre balance mellem på den ene side de globale finansmænd, der i stigende grad har haft held til at slippe uden om politisk regulering, og på den anden side de jordbundne lønarbejdere, der ikke har nydt fordele ved globalisering.

Risikoen er oplagt, at den nye storpolitiske bekymring for social splittelse og arbejdsløshed ender på samme måde som den grønne bølge for nogle år siden. Den varme luft er feset ud af dommedagsbasunerne, og de fleste lande og virksomheder har skåret voldsomt ned på investeringerne i omstillingen til grøn energi.

Som udgangspunkt er det en gratis omgang at tale indigneret til tv-kameraerne om global ulighed - under receptioner med champagne og østers. Det danske eksempel viser også, at gyldne løfter i valgkampe heller ikke er nogen garanti for kontant handling.

Men det er trods alt opløftende, når selv eliten begynder at boble af vilje til progressiv forandring.

Debatten er heldigvis ved at flytte sig, desværre med S-R-SF på den forkerte side.